så dr glas agtigt (in progess)

 I går var jeg et træ. Telefonen ringede og jeg ikke gad tage den. Jeg var en pinje, da jeg i

 

ydmyghed undlod at svare igen, da han snottede sine stavelser rundt i toget. Stillekupé eller ej. Det var ikke det. Havde han fortsat, havde jeg grebet ind.  Der er normer og

 

 konventioner, der håner og sparker, og der er konventioner som er denne nations, men som ikke er mine.

 

Afstanden ind til mine fordommes opkomst  Svinehunden, den der som Dr Glas har lyst til at

 

smadre det fjæs der. Kun en eller anden civilisatorisk norm holder mig tilbage. Mandens deformitet har for resten ikke sådan offensivt gjort mig en skid. Og han ka da bare stille an med dorformiteternes gay pride.  Det rumsterer lige under huden, mit bjæffende dyr. Den holdes kun i ave af

 

det vedtagne, slægterne og couragen, der er min courage.  Hvor er det dog nemmere at være en lille lyskrøllet skønhed og se den vidunderlige verden lukke op for smil og døre og et præ i psykologieksaminen. De øndige unge pigers egne smil. Og selvsmil. Og sole.

 

 Jeg har en konvention så skamfuld, at den ikke skal nævnes, som sætter mig skak.

 

Åh besindighed i loven, 

 

                  lure-hævnen presser sig.  Langsommere. 

 

 frihedserklæringer, og jyske lov til sammen. Pyha jeg kom over det, jeg er frelst. Jeg er på plads Jeg vil min næste som migselv. Jo da. 

 

 Med Habeas Corpus går jeg ikke på akkord.

 

                                 HabeaM corpus.

 

 

På den ene side er min krops grænser verdens grænser, stod der på et ark . Verden griber dog undertiden ind og det civilisatoriske ekspropierer hvermands legeme. Med dette samfundsind. 

 

Og hvor stopper så verden? Hvor stopper vreden? Og du skal være her.

 

 Det er din plads. 

Ja, kom så med sjælesnakken. At dér må så sjælen være.

 

Men sjælen sidder allerede fra starten ude i verden. Så empatisk

 

og tålmodig er skriften, Emanuel

 

 

 Mindes første gang jeg så i ”Fem år i lænker” reconstructed fotos fra Besættelsestiden. Ens egen sjæl whatever kan ikke suspenderes uden for bogen. Drømmene fodrede femårige med forfærdelige billeder. Man er ikke træ, fordi man er en del af maskineriet. Samtidigt med at modstandskraften er væk. Svajer ikke engang som en bambus. Bambussen drømmer nok ikke ligefrem. Hvorfor nu tilbage til træer og det

hvileløse

 

 

 Jeg tror nogle japanske malere (Hokusai) mente at bambussen havde en egen vilje, fordi han selv var underlagt alt.

Sult der kom krybende. Og dér konkubinen.  Det viljeløse

 

hvis ikke       og ikke kun konkubinen

vel         

Og hun er så yndig, og så er det

jo let

 

og   så glemmer vi diskussionen

jeg gider ikke snakke 

de andres deformiteter

og den frenologi, du bakser med 

og om snorene er lange nok