En stemningsrapport af en bog, netop læst af Blogejeren.
Cindy Lynn Brown og
Anders Vægter Nielsen: Mute
(forlaget Spring)
….meget fine billede-tanke-sceneskift meget sikkert ført igennem,
psykologiske minibevægelser, der ikke virker påført, men subtilt by showing,
not by saying. Fint styret med tale-tankestrømmene, og især dygtigt, fordi
præget af tænkte tale/tankebobler der naturligvis kan føres let tilbage til
rette person i en form for dækket tale eller something, er gjort så suverænt
organisk, fordi det strømmer ud fra bogens egen mikrofon, indlagt implicit.
jeg er glad for jeres bog. Det må jeg sige. Og det psykologiske niveau, de
fine observationer, her omsat i især pardannelses-tingen og omkring børnene.
Det er observeret og sprogliggjort. Jeg
er ikke nem at gøre tilpas, men det gør bogen mig...Lå i morges efter opvågningen kl 6 og
læste og havde stor lyst til at fortsætte ...og gjorde det.
De interne psykologiske bevægelser kører oven på en samfundsmæssigt (europæisk) overflod, aldrig
har man fået fjernet de helt absolutte behov for mad, varme bukser, sundhed og
øl og det at dethele det mazlow'ske bundniveau er forladt, før man giver
pladsen til forkælelse og forbrug og barnlil's guddommeliggørelse.
Og kiedsomhedens problem åbenbarer sig i slipstrømmen. Kedsomhedens problem og tilsvarende medførende -smådekadent åndløshed, når man ligesom kikker forbi og bag om bogens sceneri.
Og kiedsomhedens problem åbenbarer sig i slipstrømmen. Kedsomhedens problem og tilsvarende medførende -smådekadent åndløshed, når man ligesom kikker forbi og bag om bogens sceneri.
Konventionen, de gældende mere eller mindre idiotiske normer er automatiserede. Husets vægge skal da
males hvide hen af en kant. Fladskærmen vokser som tapet. Og så en halvmaraton
til far og alt sammen fint nok, hvis ikke... Det står der ikke på den måde, men det må nødvendigvis være forudsætningen.
Hvor mottoet nødvendigvis må være "for det skal man da." Det
plejer man da.
Hvad man nu skal.
Ikke at det står der direkte, men jeg læser det ind som præmisser for at
handle som familien gør.
#Intet er Mennesket mere uudholdeligt end at være i fuldkommen Hvile, uden
lidenskaber, uden Forretninger, uden Adspredelser, uden beskæftigelser. Da føler han sit intet, sin Forladthed...(pascal,
den gamle dreng)#
Jeg har læst bøger, der er sådan, i
sig selv. Eller rettere jeg holder til 20 sider højst.
Her i MUTE tages derimod feberen på
de konventioner, der fører til den luksus-kummer.
Den kage, vi alle mere eller mindre står
i og bager med på.
Tomheden, som igen skrives frem i personernes gøren og rutiner og utroligt
tæt så den totale genstandsgørelse af den anden. Det sidste forudsætter
det første. Sproget er præcist. Analyserne, der kan hives ud af personernes
manøvrer er præcise. Beskrivelserne der kan høres i bogens explicitte
realiteter (isbjergets synlige spids) og hvad de implicit (de halvfems %
af bjergets underjordiskhed) dækker over i pardannelsens
magtkamp. Og kønnenes magt(om)fordeling siden halvfjerdserne
afspejler sig tydeligt. Og at manden er den mest svagtpissende i jeres
fortælling …er rigtigt i jeres fremvisning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar