Fredagsdigtet 20122013
III
”Han er distræt”, sagde man om rabbi Abrami. Vidste man, at hans opmærksomhed alene gjaldt Guds uforståelige undvigelser, thi hvem er den distræte i hænderne på, om ikke ene og alene sig selv. (Jabes)
Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens. Og derfor anklager jeg. Jeg mimer en virkelighed, der ikke kan realiseres.
IV
Hvad jeg mimer? Den største poetik. Muldvarpen ved intet om den jordvold, den forårsager.. og kast med græsset. Det irriterer mig.
Jeg står med sekunder til alle sider. Jeg tænker på at gøre huden smuk.
Glemmer at pengene ikke er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de retninger, hvor der er sekunder. At skønhed unddrager sig. Og jeg definerer end ikke begrebet. Jeg ventede etellerandet og kæftede op, mens jeg ventede.
Jeg sagde: og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne, som jeg endda ikke tror på. Det er monster, et monsterord, som forlader min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrintisk sætter i verden. Jeg føder min egen skæbne, som jeg følgelig ikke tror på.
Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.
”Han er distræt”, sagde man om rabbi Abrami. Vidste man, at hans opmærksomhed alene gjaldt Guds uforståelige undvigelser, thi hvem er den distræte i hænderne på, om ikke ene og alene sig selv. (Jabes)
Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens. Og derfor anklager jeg. Jeg mimer en virkelighed, der ikke kan realiseres.
IV
Hvad jeg mimer? Den største poetik. Muldvarpen ved intet om den jordvold, den forårsager.. og kast med græsset. Det irriterer mig.
Jeg står med sekunder til alle sider. Jeg tænker på at gøre huden smuk.
Glemmer at pengene ikke er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de retninger, hvor der er sekunder. At skønhed unddrager sig. Og jeg definerer end ikke begrebet. Jeg ventede etellerandet og kæftede op, mens jeg ventede.
Jeg sagde: og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne, som jeg endda ikke tror på. Det er monster, et monsterord, som forlader min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrintisk sætter i verden. Jeg føder min egen skæbne, som jeg følgelig ikke tror på.
Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar