III
”Han er distræt”, sagde man om rabbi Abrami. Vid­ste man, at hans opmærk­som­hed alene gjaldt Guds ufor­stå­e­lige und­vi­gel­ser, thi hvem er den distræte i hæn­derne på, om ikke ene og alene sig selv. (Jabes)
Mine und­vi­gel­ser og fan­ta­si­fulde kre­a­tio­ner er Ska­be­rens. Og der­for ankla­ger jeg. Jeg mimer en vir­ke­lig­hed, der ikke kan realiseres.
IV
Hvad jeg mimer?  Den stør­ste poe­tik. Muld­var­pen ved intet om den jord­vold, den for­år­sa­ger.. og kast med græs­set. Det irri­te­rer mig.
Jeg står med sekun­der til alle sider. Jeg tæn­ker på at gøre huden smuk.
Glem­mer at pen­gene ikke er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de ret­nin­ger, hvor der er sekun­der.  At skøn­hed und­dra­ger sig. Og jeg defi­ne­rer end ikke begre­bet. Jeg ven­tede etel­le­ran­det og kæf­tede op, mens jeg ventede.

Jeg sagde: og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det bety­der jeg ven­ter og afven­ter. Noget med skæbne, som jeg endda ikke tror på. Det er mon­ster, et monste­r­ord, som for­la­der min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så for­mes mon­stre og ges­pen­stre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrin­tisk sæt­ter i ver­den. Jeg føder min egen skæbne, som jeg føl­ge­lig ikke tror på.
Så smukt i und­vi­gel­sen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, til­fø­jede han nervøst.