Kaptajnen inviterede bloggeren til lidt noter, foranlediget af Klemperers Dagbøger

Sad og gjorde lidt noter, efter at ha læst Victor Klemperers Dagbøger (1933-45). Du kender til hans begrebskatalog LTI (linqua tertii imperii, om nazistisk new speak).
------------------------------------------------------------------------

…gjorde noterne, ja…
Normalt ville jeg med den slags stærke, dokumentariske ord hos Klemperer, i respekt for dette levede, tragiske liv udelukkende være blevet i betydningen, rapporten så at sige, i sematikken, for

bøgerne gled ud af at kun være et tekstobjekt...selvom den som fysisk objekt tyk som en telefonbog, samtidig mindede mig om at de sidste minimale rester af tre (egne) diskusprolapser stadig besværliggjorde bare det at holde bogen.  Profant.

 

  Hvad er det der gør læsningen af dagbøgerne så kødborende, rapporteringen der dag for dag med den indimellem langsomme slentren, sådan set, men som dryp by dryp strammer garrotten hele tiden, hvorfor gør det mig læser så indfanget -og fortabt- jeg har jo læst uhyrligheder en masse om perioden.

Lad mig lige gøre et par utidige og upassende genremæssige udflugter. Igen profant at snakke form, hvilket er direkte mod intentionen her, Jeg tager afstikkerne anyway.

  Naive malerier, altså genren naiv-kunst, lever af sin detaljerigdom, prikkerne på kjolen, de tusinde sild i fiskenettet, og så naturligvis det humoristisk anekdotiske, der er en vældig reduktion samtidig med detaljerne, der så at sige rykker ind på indholdets huller af reduktion.  Altså en detaljernes "gratis", en manér, der giver forms styrke.  Det er den ene ting.

 Og analogien her er, at dagbogens hverdagsligshed af detaljer, store og små- i sig selv har en genremæssig styrke for nu at lave en profan sammenligning med den ikke-ariske dagbogs bogholderi, helvede på jord, men i hvert genremæssig kan kvantiteten af piblende småenheder fylde en form ud til det omtrent sprækker.  Og stadig: jeg holder betydningen, uhyrlighederne ude et sekund fra Dagbøgerne.

En anden genremæssig sag- osse her hentet fra billedkunsten- og samtidigt det modsatte af det ovenstående stiltræk: opskaleringen af det lille ubetydelige, fx opskalering 1 til 100. Tag Cesaires (hvis det ellers var ham...Reutersvärd kan osse bruges) tommelfinger, der får en tur og dimensioneres op til vel 4 meters højde, støbt i bronze.  Selve opskaleringen giver ubetydeligheden en betydelighedsladning, der principielt kun er formmæssigt, men som altså totalt får en (kvalitativ) værdi, en opvalorisering til noget helt andet.  Nu ved jeg så ikke lige hvad det har at gøre med formsnakken øverst på siden og med Dagbøgerne, udover at kvantiteten af detaljerigdom står der og bare kan hældes på som fra en kande og behøver ikke at være semantisk begrundet. Og opskaleringen er osse et tilbud, der blot kan tages fra hylden. Kvantiteten, mængden,  giver osse kvalitet. I flere tilfælde den eneste kvalitet.

   Og jeg burde hastigt forlade billedkunsten og ikke jævnføre dagbøgerne på den måde, men gør det for at prøve at finde ind til, hvorfor alle de 1900talsberetninger, jeg har konsumeret, ikke har denne virkning som Klemperers indædte, mangfoldige, detaljer, godt nok på en djævelsk permanent bund af ja, netop sataniskhed.  De mange beretninger, jeg har læst, har enten været katalogagtigheder over begivenheder, næsten-leksikalske; Katynmassakren, Nanking-massakren, Buchenwald, Auschwitz-højovne og tusindfold etcetera.
 Eller det har karakter af noget der ligger så langt ude i firmamentet, der hvor min fatteevne må slå fra.  Her i dagbøgerne panorerer minutterne fremad dryp, dryp, og jeg bliver en samtidig tilskuer - i tidslig medløb- jeg kan se og fornemme tiden fra bogstavlinjerne, en for en, .... 
 Nå væk i den grad fra det formmæssige, når netop mit ærinde er det modsatte Ordene i sig selv

(Tillod mig engang over for højprofileret kritiker(inde), at påpege at der er bøger-af typen menneskelige dokumenter, og  at de ikke burde læses som æstetik eller som anden litteratur. Fordi –bl.a.- at kraften, vidnesbyrdet, profaneres af at blive betragtet som ”kun” æstetik. Og det kan så være at vidnesbyrd-dokumentet ikke besudles ved at blive behandlet som ethvert andet stykke litteratur. Jeg tvivler dog.Kald mig moralist. Jeg er ligeglad. Jeg placerer osse mentalitetshistorie som en fætter til litteraturhistorien. Og den slags.)      

Det er umuligt, tror jeg, -sådan generelt at depersonalisere en tekst. Uanset om markører som "jeg-spor" og den slags er fjernet. Selv et anonymt, neutraliseret skilt på græsset, der siger: "græsset må ikke betrædes" efterlader altid i mig hvorfor, hvordan og hvem gemmer sig bag. Selv den tekst vælter ud til siderne, ud af sit lille lukke og trækker mig tekstmodtager ind i en aktiv rolle. Ellers ku det være lige meget. Ja græsset må finde sig i det. (I færdslen ku det være fatalt at overveje ret meget i splitsekunder om et advarselsskilt).  Måske en distraktion, der ikke burde tage fat i mig. Spørgsmålet er, om det distraherer sådan som en fejl. Spørgsmålet er om jeg som læser, læser mennesker i stedet for teksten. Let be. Sine steder. Og hvilke steder. (Enhver tekst kræver en særlig indstilling).