Så kom der igen en nytårshilsen (2) ..Tror det er fra Jens J.
Taler xhosa, spansk-english, afrikaans, jowo+ indo, Punjabi, 気軽
に友達承認お願いします！, men hvad hjælper det, når ens cykel
er punkteret.
Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
tirsdag den 31. december 2013
TI BIND, Kronprinsen
Facebooklegen med at finde ti bøger var nu en smal sag i Bredgade. Først bad Rachel, så Gerda og senest Søren:
Vi klarer lige Gerda først, det elskeligste væsen:
Kronprinse-humørserien, 10 bind, Forlaget TUNDRA:
Kronprinsen 1. Paragliding uden faldskærm, udspring fra højt hus under dels brand og dels nedrivning (og en lille kajak).
Kronprinsen 2. Smilende, nedsænket under permafrosten.
Kronprinsen 3. Fra isflade til til isflade.
...
Kronprinsen 4. Med hænderne bundet på ryggen. Fridykning i Marianergraven.
Kronprinsen 5. I stærkmandskonkurrence mod fem flodheste og en entreprenørmaskine
Kronprinsen 6. Kronprinsen som Bubber
Kronprinsen 7. Bubber som kronprins
Kronprinsen 8. Bumpy jump med motorsav
Kronprinsen 9. BS Christiansen og Kronprinsen i åben ildkamp.
Kronprinsen 10. Holde vejret længst muligt i egen lunge.
Vi klarer lige Gerda først, det elskeligste væsen:
Kronprinse-humørserien, 10 bind, Forlaget TUNDRA:
Kronprinsen 1. Paragliding uden faldskærm, udspring fra højt hus under dels brand og dels nedrivning (og en lille kajak).
Kronprinsen 2. Smilende, nedsænket under permafrosten.
Kronprinsen 3. Fra isflade til til isflade.
...
Kronprinsen 4. Med hænderne bundet på ryggen. Fridykning i Marianergraven.
Kronprinsen 5. I stærkmandskonkurrence mod fem flodheste og en entreprenørmaskine
Kronprinsen 6. Kronprinsen som Bubber
Kronprinsen 7. Bubber som kronprins
Kronprinsen 8. Bumpy jump med motorsav
Kronprinsen 9. BS Christiansen og Kronprinsen i åben ildkamp.
Kronprinsen 10. Holde vejret længst muligt i egen lunge.
mandag den 30. december 2013
Nytårshilsner på vej ud
Nytårshilsen til Lars Nørgaard..med tak for den dejlige lillejuleaften, hvor jeg blev beskyldt for at have taget sølvbestikket med hjem i frakkelommerne.
Kære Nørgaard, tak for sidst, Hyggelige, hyggelig aften.
Ja,
det er rigtigt, jeg tog noget sølvtøj med hjem, fordi I har så meget at se til,
så I snart ikke når alle de nødvendige ting med rengøring og pudsning af
sølvtøj. Og jeg er netop i dette øjeblik i færd med at pudse det så fint, så fint og kommer snart med det.
Den store ske fra Laura og Bents krondiamant 1922, som der så flot står, der
var der altså ikke meget sølv at pudse på, så der valgte jeg at male skeen i en
pæn farve, der passer så fint til jeres mørke gardiner i rygeværelset.
Fyldepennen tog jeg med, så vi ku få fyldt noget blæk på. Og det har jeg osse klaret. Hav det godt og hils omkring dig.
Fyldepennen tog jeg med, så vi ku få fyldt noget blæk på. Og det har jeg osse klaret. Hav det godt og hils omkring dig.
Jeg har lige fået et nyt bundt damer
ind fra Minsk, skal have dem installeret nu og givet dem vand.
lørdag den 28. december 2013
Aleksandar gæsteblogger lige herunder
[…] Troldhassel. …Han stod med et smil, tegnet i en klar linie på læberne, der var udspændt mellem musklernes symmetriske triangler under de ubarberede kinders skygge. Han stod i det kunstige elektriske lys’ vind med en rund hofnarhue med bjælder for enden af sorte, sølvfarvede og gyldne kegler, der stak ud af huens glitrende kuppel med guldfarvet kant. Oven over hans hoved hang troldhaslens nøgne knortede busk, udsmykket med julepynt. Måske kunne man også hist og her se de udtørrede bleggule rakler men ikke selve nødderne, hvis skal man kunne have lavet te af, hvori enhver nar kunne skylle numsen og således undslippe hæmorider.
Det var ingen nyuddannet farende svends knortede stok, og det var heller ikke hatten med den brede skygge i sort filt, han havde på hovedet, men en hofnars hat, sådan en som man kunne se på dagbladet Feral Tribun’s logo, og på det eneste unummererede tarotkort i den store arkana, og også på ethvert spillekort med jokerbillede på.
Den elektriske vind blinkede med en usynlig hastighed over en glasindrammet kopi af akrylbilledet af øen Fuji med hvide iris i forgrunden. Bogryggene skinnede i de dunkle afspejlinger i billedglasset, ligesom sensommerens sølverne ånder. Udenfor var der mørkt.
(fra Valters notater af Aleksandar S. -fortsættelse følger)
fredag den 27. december 2013
Falsk? julekort fra Istanbul.
Så kom der kort fra Istanbul. LBN har været af sted ude at udforske verden, siger han. (Jeg ved de facto han var inviteret til Fjerritslev Lillejulaften). Jeg har selv lige været i Istanbul og kan -hvad jeg glæder mig til- rette adskilligt af de ting og efterretninger, der nu kommer. Alle klicheerne: Alting er større og mere krydret. Piberne længere. Indsigten større.
Og i øvrigt har dether jo intet med et julekort at gøre.
Og en lille mistanke sniger sig mere og mere ind på mig. Frimærket! Jeg har selv været slem til at købe en pose gl frimærker, stemplet i alverdens byer, Og så har jeg da nok indimellem sat et sådant købt frimærke på, stemplet måske i Japan, sat på et kort, og så ellers komme med en oprivende historie derovrefra, mens jeg har siddet hjemme i slåbrok med kaffe i kop og fundet på. Og jeg ved så ikke nu, hvad jeg skal gøre. Skal man lade som intet? Skal man tage fat i løgnen, hver gang, den stikker sit grimme ansigt op af busken? Eller måske helt undlade at kommentere? Jeg ved det ikke.
Men jeg tror fx ikke at Elvis er død. Og månelandingen, den er jo helt derude, hvor nulo return to sender gives.
Taldigt nr 8 (denfri.dk)
Taldigt 8
Lever livet ved at se på tallene
og ved at læse alle typer dødsannoncer, antallet.
Og statistisk set helt præcist efter raten, der er afsat.
Man må leve sit stille liv uden tanke. Jeg var ellers parat
til at gøre modstand mod alt.
Alt men hvor er modstanderen, og er det en glaskæbe, det dér.
Det ligner mere en hasarderet overhaling.
Måske et
digebrud. Evt en b-film?
Men det udveksles smukt med hinanden.
Det er afstemt så fint, prognosen, der giver det fællestal for hvor mange der skal
være.
Vi har den objektive prognose. Tallet holder
det, det lovede.
Som det eksakte tal for fedtsyrer pr stillesiddende, tallet forlevende enker i forhold til det, det koster. Ogskattegrundlaget
og ved at læse alle typer dødsannoncer, antallet.
Og statistisk set helt præcist efter raten, der er afsat.
Man må leve sit stille liv uden tanke. Jeg var ellers parat
til at gøre modstand mod alt.
Alt men hvor er modstanderen, og er det en glaskæbe, det dér.
Det ligner mere en hasarderet overhaling.
Måske et
digebrud. Evt en b-film?
Men det udveksles smukt med hinanden.
Det er afstemt så fint, prognosen, der giver det fællestal for hvor mange der skal
være.
Vi har den objektive prognose. Tallet holder
det, det lovede.
Som det eksakte tal for fedtsyrer pr stillesiddende, tallet forlevende enker i forhold til det, det koster. Ogskattegrundlaget
torsdag den 26. december 2013
onsdag den 25. december 2013
søndag den 22. december 2013
Lasse-note
note til bl.a. Lasse
Så går man med cykelbukser og bliver hånet. Så farver man sit hår hen-af-rødt, så er dét galt. Så får
man lavet en stor tus på ryggen med Lyngby Boldklub, og så rykker de ned.
Så går man med cykelbukser og bliver hånet. Så farver man sit hår hen-af-rødt, så er dét galt. Så får
man lavet en stor tus på ryggen med Lyngby Boldklub, og så rykker de ned.
Kaptajnsnote 77 (måske gentagelse af tidligere)
Kaptajnsnote:
Det er mig komplet uforståeligt, at man taler, taler udelukkende om ilt, og det i den bundne form vand eller andet; vandet går man efter, krystalliseret som is, når det drejer sig om eventuelt liv på andre himmellegemer, krystalliseret vand, hvis temperaturen er meget lav. Fint nok. Og hvis testen behøvede at stoppe dér.
Men
anërobe mikrober bruger ikke ilt for at holde sig i live, så mikroorganismer, altså liv, og det på andre planeter skal så testes i deres hoveder og røve for netop ikke-ilt osse.
Hvis forudsætningen for deres stofskifte på anden vis forudsætter ilt/vand, så kom med den historie.
Mit gæt er vi er ovre i noget sulfat-skifte.
I morgen bygger jeg en raket til det videre.
Det er mig komplet uforståeligt, at man taler, taler udelukkende om ilt, og det i den bundne form vand eller andet; vandet går man efter, krystalliseret som is, når det drejer sig om eventuelt liv på andre himmellegemer, krystalliseret vand, hvis temperaturen er meget lav. Fint nok. Og hvis testen behøvede at stoppe dér.
Men
anërobe mikrober bruger ikke ilt for at holde sig i live, så mikroorganismer, altså liv, og det på andre planeter skal så testes i deres hoveder og røve for netop ikke-ilt osse.
Hvis forudsætningen for deres stofskifte på anden vis forudsætter ilt/vand, så kom med den historie.
Mit gæt er vi er ovre i noget sulfat-skifte.
I morgen bygger jeg en raket til det videre.
lørdag den 21. december 2013
fredag den 20. december 2013
III del af teksten (publiceret d.d. i www.denfri.dk)
Fredagsdigtet 20122013
III
”Han er distræt”, sagde man om rabbi Abrami. Vidste man, at hans opmærksomhed alene gjaldt Guds uforståelige undvigelser, thi hvem er den distræte i hænderne på, om ikke ene og alene sig selv. (Jabes)
Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens. Og derfor anklager jeg. Jeg mimer en virkelighed, der ikke kan realiseres.
IV
Hvad jeg mimer? Den største poetik. Muldvarpen ved intet om den jordvold, den forårsager.. og kast med græsset. Det irriterer mig.
Jeg står med sekunder til alle sider. Jeg tænker på at gøre huden smuk.
Glemmer at pengene ikke er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de retninger, hvor der er sekunder. At skønhed unddrager sig. Og jeg definerer end ikke begrebet. Jeg ventede etellerandet og kæftede op, mens jeg ventede.
Jeg sagde: og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne, som jeg endda ikke tror på. Det er monster, et monsterord, som forlader min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrintisk sætter i verden. Jeg føder min egen skæbne, som jeg følgelig ikke tror på.
Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.
”Han er distræt”, sagde man om rabbi Abrami. Vidste man, at hans opmærksomhed alene gjaldt Guds uforståelige undvigelser, thi hvem er den distræte i hænderne på, om ikke ene og alene sig selv. (Jabes)
Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens. Og derfor anklager jeg. Jeg mimer en virkelighed, der ikke kan realiseres.
IV
Hvad jeg mimer? Den største poetik. Muldvarpen ved intet om den jordvold, den forårsager.. og kast med græsset. Det irriterer mig.
Jeg står med sekunder til alle sider. Jeg tænker på at gøre huden smuk.
Glemmer at pengene ikke er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de retninger, hvor der er sekunder. At skønhed unddrager sig. Og jeg definerer end ikke begrebet. Jeg ventede etellerandet og kæftede op, mens jeg ventede.
Jeg sagde: og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne, som jeg endda ikke tror på. Det er monster, et monsterord, som forlader min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrintisk sætter i verden. Jeg føder min egen skæbne, som jeg følgelig ikke tror på.
Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.
j-kort
Første julekort modtagen.
torsdag den 19. december 2013
onsdag den 18. december 2013
tirsdag den 17. december 2013
Min ven, Aleksandars bog: Valters Notater
TEKSTprøve fra bogen her er placeret på mit blogindlæg om ISBJØRNE dagen før dette
Stifter
Og skeen de lå i alt var kun en begyndelse tømme fylde // tømme fylde//
Forhales tiden af tiden
for efter have banket tolv stifter i
hånden for at tænke
Sagen igennem og glemme den
ene pine for den anden // søsættes en ny
irritation
Ligesom den gamle døje var
fjernet ved hjælp af terapi og en film
og //
At bilen pludselig kunne
køre selv efter sidste afdrag // og huhej hvor det da går
Så er der gået hul på lommen,
så mudderet der skulle have været brugt til en halv
prinsesse og et helt kongerige så er
gedebukken stået af (kileremmen eller
kinesiologen har fået
forfald) Og jeg stod på spring og Freud ville undersøge //
mig for synåle og nu står
regnen som stænger Og moderen afbryder
spillet. Der
skal spises. Vi var kommet
til at jeg skulle vælge først. Denne forhaling. Den er
der uanset man har afstemt
timerne og skemaet og
mandag den 16. december 2013
En isbjørn er ikke bare en isbjørn
Man huske, at vi var i gang med beskrivelse af alle dyr i Verden for længe, længe siden. Og nu er tiden inde eller moden eller rigtig til at gå videre af det spor, som Linneaus påbegyndte, men aldrig gjorde færdig.
Fordi det samme dyr, som bl.a. Borges var inde på måske i Alef eller var det Fiktioner, formodentlig i forbindelse med Irineo Funes, så er en bæver ikke bare en bæver. Eller en hund-kvart-i-elleve er ikke den vi møder 12.34.
Og mange dyr indgår i så mange scenerier, at det er forkert at om fx en cirkushest blot at sige hest. Og hvis en pony er meget, meget kæmpestor er man måske nødsaget til at slette vægt-betegnelsen: pony, når vægten overstiger en ponys vægt. Det omvendte kan man måske så sige om Belgieren, men det skal ikke diskuteres her.
Min nabo, som er tidligere post og biavler, har denne isbjørn hjemmeboende endnu. Men som han siger, "så går det ud over mit loft og den bette lysekrone i den fine stue. Stadsstuen."
En isbjørn er ikke bare en isbjørn. Fx er en isbjørn, der snartsagt kun gider gå på loftet, altså undersiden af loftet, hængende, slentrende skal ikke bare henføres under Ursus Glaciolus, men skal placeres i egen kategori.. Og det arbejde pågår nu og de næste mange dage.
personlig hilsen herunder fra min ven, Aleksandar Sajin:
[29.06.2006] Sommerkronik – København. Procession. Han så den hvide bils tag over det levende hegns grønne bladtoppe. Varevognens tag gled forbi som et blegt skildpaddeskjold, der måske var vendt på hovedet med maven mod himlen. Måske var det gigantiske sorte myrer, der listede forbi ad jordvejen bag de toetagers bygninger i en af Københavns forstæder, mens de bar den væltede skildpadde på deres sorte skinnende myrerygge… Og så huskede jeg, at Harriet, den ældste skildpadde i verden, døde i zoologisk have i Queensland i Australien for en uge siden. Det siges, at Charles Darwin tog den med sig på vej tilbage fra Galapagosøerne, mens han rejste verden rundt på det robuste og tætbyggede skib med navn som den engelske jagthund – ”beagle”. Skibet fandt man sidste år i en af de forladte havne i amtet Essex nordøst for London under en radarundersøgelse af kysten. Det gamle sejlskib var helt nedsunket i vandplanter, mudder og sand.
Charles havde troet, at den gigantiske skildpadde var en han og undrede sig over lysets blide genspejling i Harrys dunkle pupiller under den vedvarende fugtigheds slør. Han døde med vildfarelsen, idet han troede, at Harriet var – Harry, alt imens han efterlod menneskeheden evolutionsteorien - en arv, der har chokeret det nittende århundredes videnskabsmænd og har ændret det guddommelige billede af sig selv, som menneskeheden dyrkede. Og nu, hundredeoghalvtreds år efter udgivelsen af hans studie Om Arternes Oprindelse, døde altså også Harriet. For Charles vil hun altid forblive Harry.
”Alt falder alligevel på plads til sidst”, tænkte han mens han kiggede på den frodige grønne vækst, hvor bilens hvide tag for et øjeblik siden forsvandt.
Suverænens 1. tale
Suverænens
tale
Suverænens tale er det spyd dér. Det er en talehandling. Jeg skal fange gnisten med tænderne, men ikke sende tilbage. Kun det. Jeg sidder ikke i plyds. Og bliver ikke genindsat hver gang han taler til mig, for øjnene, hans, er lukkede helt i. Den mekaniske dukke er ikke et sovedyr. Det gør vi lige helt klar for alle, der måtte følge med i salen, som osse er scenen, som osse er salen. DET er hamselv.
“Jeg erklærer herved,” siger suverænen ”at du har et spørgsmål. Mit svar er mit svar, og for hver gang jeg dør, så skal du lægges med på bålet som en enke.”
Øjenlågene passer ikke til figuren. Han der skulle se så oplivet ud, poserede med halvlukket blænde, så man fornemmede et træt og kun halvt insisterende engagement i folkesagen. Det lille bluffnummer.
Disney kunne klare dukkens nedstirrende blik med en let syning og lidt botex fra siden af øjeparret. Suverænen er jo Disney-like, din lille skærmtrold. Han er et realityshow. Det ved du. Suverænen er. Suverænen spiller on behalf of Suverænen. Suverænen får åbnet dåsen ved dekret. Han tager min uniform på mig. Ved dekret. Strammer den? Spørger han ikke.
Det er dog et teatralsk liv, men det virker. Jeg modtager klart dramaturgisk spillet, tak. Jeg spiller den suverænes modtager. Jeg er røret, hvorigennem der skal spørges og svares.
Hos den fuglelignende beriderske smælder de lange øjenvipper som en blomsterfælde. Kunne matche hele vejen ned og igen ad de km-lange ben, så ladylike. Så Gucci, så Vertacci, så Prada. Vis mig igen dit cv. Og man ser, du har været vicepresident for flokken af alt levende i byen. Eller din mand har.
Hvad rager det da mig. Fru account key manager, fru Lars Andersen, fru formand for garderforeningen, fru L. Andersen. Fru bankdirektør Andersen. Går du også i graven for din mand?
søndag den 15. december 2013
lørdag den 14. december 2013
fredagstekst
Det principielle omkring hud til selvpåførte brandsår.
/Og enhver smed er lykkelig, som enhver bager er/ og
der kommer tog/ og skønhed forpligter/
Og ikke mindst princippet om at det skal
tages i opløbet/. Og det principielle, og konsekvenserne, når vi får fat i
genomet for alkoholisme. For selvfølgelig
ska vi hjælpe ham, og hvor vi kan.
Da vi samlede ind til sportshallen i maj, havde jeg måske nok forventet
lidt større entusiame fra hans side.
I den sidste ende:
ansigtstransplantation, kan man forlange det,
/Og enhver smed er lykkelig, som enhver bager er/ og
der kommer tog/ og skønhed forpligter/
Og ikke mindst princippet om at det skal
tages i opløbet/. Og det principielle, og konsekvenserne, når vi får fat i
genomet for alkoholisme. For selvfølgelig
ska vi hjælpe ham, og hvor vi kan.
Da vi samlede ind til sportshallen i maj, havde jeg måske nok forventet
lidt større entusiame fra hans side.
I den sidste ende:
ansigtstransplantation, kan man forlange det,
fredag den 13. december 2013
så dr glas agtigt (in progess)
I går var jeg et træ. Telefonen
ringede og jeg ikke gad tage den. Jeg var en pinje, da jeg i
ydmyghed undlod at
svare igen, da han snottede sine stavelser rundt i toget. Stillekupé eller ej.
Det var ikke det. Havde han fortsat, havde jeg grebet ind. Der er normer og
konventioner, der
håner og sparker, og der er konventioner som er denne nations, men som ikke er
mine.
Afstanden ind til mine fordommes opkomst Svinehunden, den der som Dr Glas har lyst til at
smadre det fjæs der. Kun en eller anden civilisatorisk norm holder mig tilbage. Mandens deformitet har for resten ikke sådan offensivt gjort mig en skid. Og han ka da bare stille an med dorformiteternes gay pride. Det rumsterer lige under huden, mit bjæffende dyr. Den holdes kun i ave af
det vedtagne, slægterne og couragen, der er min courage. Hvor er det dog nemmere at være en lille lyskrøllet skønhed og se den vidunderlige verden lukke op for smil og døre og et præ i psykologieksaminen. De øndige unge pigers egne smil. Og selvsmil. Og sole.
Jeg har en konvention så skamfuld, at den ikke skal nævnes, som sætter mig skak.
Åh besindighed i loven,
lure-hævnen presser sig. Langsommere.
frihedserklæringer, og jyske lov til sammen. Pyha jeg kom over det, jeg er frelst. Jeg er på plads Jeg vil min næste som migselv. Jo da.
Med Habeas Corpus
går jeg ikke på akkord.
HabeaM corpus.
På den ene side er min krops grænser
verdens grænser, stod der på et ark . Verden griber dog undertiden ind og det civilisatoriske ekspropierer hvermands
legeme. Med dette samfundsind.
Og hvor stopper så verden? Hvor stopper vreden? Og du skal være her.
Det er din plads.
Ja, kom så med sjælesnakken. At dér må så sjælen være.
Men sjælen sidder
allerede fra starten ude i verden. Så empatisk
og tålmodig er skriften, Emanuel
Mindes første gang jeg så i ”Fem år i lænker”
reconstructed fotos fra Besættelsestiden. Ens egen sjæl whatever kan ikke
suspenderes uden for bogen. Drømmene fodrede femårige med forfærdelige
billeder. Man er ikke træ, fordi man er en del af maskineriet. Samtidigt med at
modstandskraften er væk. Svajer ikke engang som en bambus. Bambussen drømmer
nok ikke ligefrem. Hvorfor nu tilbage til træer og det
hvileløse
Jeg tror nogle japanske malere (Hokusai) mente at bambussen
havde en egen vilje, fordi han selv var underlagt alt.
Sult der kom krybende.
Og dér konkubinen. Det viljeløse
hvis ikke og ikke kun konkubinen
vel
Og hun er så yndig, og så er det
jo let
og så glemmer vi diskussionen
jeg gider ikke snakke
de andres deformiteter
og den frenologi, du bakser med
og om snorene er lange nok
torsdag den 12. december 2013
Kaptajnens og min Note om Det binære i Samtaler og elsewhere
Denne vandudsigt. Jeg får
pludselig en ubændig trang til
at klappe. Er jeg måske med i
et tv-program?
Vi gør lige som hele
isenkrammet der så lystent dikker i binære systemer som oksens i enten flugt eller kamp. 1 af 2. 1 eller 2. Simple.
Der var adrenalin på drengen allerede dengang i drengetiden. Husker du viceværten på den anden side af Frejaparken.
Der var adrenalin på drengen allerede dengang i drengetiden. Husker du viceværten på den anden side af Frejaparken.
Pars pro toto.
Men delen var lige så meget det hele. Postbilen i dag repræsenteret af en hurtig gullig pil gennem luften op ad bakken og så væk. Pars pro. Og toto pro pars. jeg ved ikke.
Kitlen,
farven den havde, altså viceværtens, var advarselsfarver, kun
kansasbrunt…. Nu koralslangen..ikke kedeldragt..vi er et step videre..men vi glemmer ham ikke.
rød gul sort hvid nej sådan var det ikke med ham,
men vi lærte det hurtigt, OG harlekinssnogen ja, vi napper lige den og dens sorte, hvide,
røde, gule, ringe, som i et ringspil hvor vi må tælle frem til rigtig rækkefølge for at vide om vi skal
løbe bort. Er det det røde der skal støde op
mod det hvide for at faren er drevet over og når man at tælle, hvis
koralslangen,
Viceværten, den lange mand, kørte jo i brunt og det var
umisforståeligt, Hold
nu da op hvor man var væk.
Klare felter og klare valg.
Det hele, siger
jeg så, kan reduceres og koges ind til terningen, der hedder boks eller bryde, var jeg lige ved at
sige, men det valg var der selvfølgelig ikke.
Men når hun nu taler til dig, så skal du
da lige vide at halvdelen, halvdelen af hjerte, er skjult eller ikke
skjult, hva ved vi...Jeg samle rpå binære tegn, jeg selv må få til at svulme op med farver, dufte og bisætninger.... eller tror hun det er sagt og det kan da enhver se med sige egne øjne,
og vi er selv reduceret i udgangspunktet, i totalssignaler, ....vi siger lige rigtigt 01 11 01 00 10. fedtet kogt ind til
maggiterning. Min ven siger, vi skal nu invitere naboen. Det betyder garanteret
noget andet.
Vi ska ha snakket med dem om at få fjernet deres bilvrag lige op
og ned af vores indkørsel eller hva ved jeg. Og nye lamper, ikk? betyder ikke bustur til Harzen. Det er jeg godt klar over. Betyder det udflugter, eller at samlingen ikke er komplet. Husk fx Ricky republikanermand, guvenør vist -vi er ude i noget politisk talesignaler-der roser
Obama for hjælpen mod Sandy.
Sandy, orkanen, er væk og det er ikke præsidenten han
snakker til. Og udsagnet handler om altmuligt andet end orkaner. Det ved vi jo godt. Han snakker med Mitt Romney, uden han er der til stede om at han selv er parat om og til den næste præsidentielle periode, sådan om 4- 8 år.
Så er det jeg husker, og du husker, da de amerikanske navydrenge angreb nogle
nordkoreanske kanonbåde i Det sydkinesiske Hav, Så betød det ikke at der var tale om en "samtale" med Den store Leder, nej nu taler vi altså lige i den store telefon til Peking om at
holde nallerne fra Sydvietnam. Det var vist under Nixon.
Fik sagt lette binære
kodninger.
Abonner på:
Opslag (Atom)