Et mail-clip fra http://larsbonoergaard.blogspot.com

Angående ironi. En mailkorrespondance. (har ikke spurgt om lov)

Jeg klipper ind i udvekslinger omkring STIL, ironi, patos   fra Lars Bo Nørgaards blog...og hopper ind i hans længere kommentar til Tor Jonson, som har indledt "tråden" for nu at snakke faceboosk. Hvis man vil følge den, tråden, skal man hoppe ind på flg link:   http://larsbonoergaard.blogspot.com

On 29 feb 2012, at 18:40, Lars Bo Nørgaard wrote:

Glimrende citat, Tor.

Lige hurtigt lidt om ironi (jeg er ved at pakke - tager til Indien i morgen):

Den type ironi jeg formoder DFW sigter mod er et stort problem, og bestemt symptom på en desperat kultur. En kultur som ikke har nogen indre mening/retning, en psykopatisk kultur, hvor alt måles efter eksterne, materialistiske markører. Konsum, kapital etc. -- Dertil vil så gerne føje, at jeg synes at spore noget lignende i megen samtidig kunsts brug af alvor (som bliver patos) og følsomhed (som bliver sentimentalitet) fx. Disse tomme gesti, svævende ti centimeter over jorden, og alligevel uden udsyn. Jeg-helikoptere - og forstå det gerne seksuelt-plat, som piksvingeri, det er i orden med mig, og leder videre til: humoren og ironien kan sagtens bruges intelligent. Hvis man forstår virkelighedens/sprogets grundlæggende ironiske karakter. At benævne noget er for så vidt ironisk i sig selv. Vi siger "træ" og peger dermed mod noget vi formoder findes ikke-virtuelt, ontologisk beviseligt. Men samtidig ved vi jo, at benævnelsen "træ" er håbløs, egentlig så flydende og uspecifik. Præcis hvilket træ, tales der om? Det i barndomshjemmets have, Edens æblebehængte osv? Forstår vi overhovedet hinanden? Noget som helst? Og her kan ingen Linné komme og hjælpe os. På sin vis gør han bare miseren større. -- I det felt kan den intelligente, alvorlige, følsomme ironi spille et virkelig seriøst spil. Læs fx Kierkegaards Begreebet Ironie (det har jeg ikke selv fået gjort endnu) eller det her: http://xn--morgenrde-r8a.dk/arkiv/ejlerogknud.pdf og læs Francois Rabelais, Cervantes, James Joyce og Laurence Sternes romaner. Romanen er oprindeligt ironisk par excellence i sin mimen og vrængen ad de ophøjede stilarter. Så blev den den så sidenhen kapret af salonerne og gjort til en borgerskabets selvbekræftigelsesmaskine, en mursten at banke pøblen, hin vulgære i hovedet med. Den realistiske roman ..

Nå, jeg skal til Indien.

Allervenligst

Lars Bo

....................................
Nogle få korte noter især om hvilket samfund som afstedkommer ironien som et symptom som et tegn på en dårligdom. Jeg vil hævde at et patriarkalsk enstrenget (dvs med en kommandovej fra pyramidens spids og nedefter) samfund vil se bort fra sprogets tilbud om den fordobling, som humoren i form af ironien tilbyder. Samfundsstrukturelt er det enstrengede og det patriarkalske to navne for det samme, nemlig ordremodtagelse fra oven og samtidig troen på at værdierne er en-entydige i dette samfund.  Ironien er et tilbud om en dialogisk legende form, som er alt det som et "psykopatisk" samfund ikke tilbyder: Ethvert lag (stratum) nedad i pyramiden får tilbudet om (kun)at reproducere suverænen og er i princippet et samfund, der lukker det skabende inde i pyramidespidsen, hvor suverænen afgør hvad der skal ske, og opsuger fatalt enhver frihed. Ironien (som kan være magtliderlig osse) expropierer ikke den andens tale. OG nu kommer mit lille backstep: hvis den ellers vil byde indenfor over for den anden. For den andens bliks skyld. Hvis ironien har det negative begær i sig, nemlig sig selv, så er det i familie med sarkasmen, der vil sælge den anden. Meget kunne jeg få lyst til at sige om ironiens karakter af at give mulighed for et dialogisk scenisk nærvær. Men lader det lige ligge.    (nøjes lige med dette. samtidig med at jeg siger tak for din henvisning til Ejler Nyhavns og min samtaleartikel om ironien på Morgenrøde.dk)  ks