Overvejelser over forestilt tale ved NN’s bryllup

0 0

share0

Og når han selv smågræder over de rørende ord.

Så er det fordi han havde sine tanker et helt andet sted.

Han tænkte ikke på den yndigste af alle haver Det undslap

ham og var ikke rigtig møntet på hende

eller ham Og når han senere i talestrømmen talte

om samhørigheden

var det mere det pinagtige i

hele fremtoningen. Det var vel rigtigt, at smerten med at

vokse, slippe og gå videre var velment, men snarere som en

tale til sig selv. Den korte tid vi

har til hinanden Og havde han lyst til at fortsætte:

At I er som skabt for hinanden både fortrød han og fortrød ikke,

kiggede stift på glasset foran sig.

Og han havde en ubændig trang til at tænde ild i dugen.

I talen blev det til det hellige i pardannelsen. Korrespondancen.

Å Jerusalem. At

Sidde der som hvid brud.

Jomfruelig og øm.

Hans direktion

havde længe talt op om, at jobbet med klokkeringningen ville blive hans.

Og i morgen hvem ringer så klokkerne for?

(Det var vel derfor, han havde rejst sig) Og hvor gik hans tanker,

da han snakkede om blomsternes kontrakt, evigheden og forgængeligheden.

Knallperlen, mein Gott.

Rødvinspletten kunne hverken han eller jeg få øjnene fra.

Den voksede og voksede. Han stod som ville han hælde endnu

mere vin ud over i plamagen.

Sider