Replik, World Book Day (oprindelig facebook)

I går var det World Book Day med den gamle leg om at slå op på s. 56 i en bog , man har ved hånden. Det  var på FB, og eksempelvis den gode digterinde Adda Djørup ævlede en hel masse om humor og overfladiskhed. Udgangspunktet for hende var nordmanden Pettersons linjer herunder (taget fra en somewhere-side 56, ):

"Man kan lære meget af at se film hvis man har en god hukommelse, se hvordan folk gør ting og altid har gjort det, men der er ikke meget arbejde i moderne film, det er kun idéer. Tynde idéer og noget de kalder humor, alt skal være morsomt nu. Men jeg hader at blive underholdt, jeg har ikke tid til det."  (PP)
ks:
...og det får mig til at igen at skulle tage fat i emnet: humor/ironi mm. For hvis der er noget der er tilbudt menneskebørnene - ved siden af miraklet sprog- og så er det de dobbelte sprogrum, som humoren giver -osse mirakuløst- fra sig, og som osse giver muligheden for empatisk -hvis det nu er det- at kaste et introspektivt lys på sig selv som talende/skrivende. Og den tilsyneladende mulighed for principielt regredierende at kunne se verden forfra igen, så er det det legende blik, dobbeltblikket på dårskaben og med nysgerrighed at stille sig med jomfruelige øjne an til hvad der foregår, fordi man kan se sig selv som foretagende, producerende, renoverende. Bliver du ikke som barn igen over for dit liv, bliver du ikke lukket ind. Du kan ikke bare sådan fingerknips komme overens med meningsløsheden. Og igen: det , altså humorens sceniske leg er godt nok i forhold til  Det dødelige Overvældende.. en distraktion, som trækker dig momentvis væk fra lammelsen i det store tomme, men ikke i en forglemmelse, hvor du forsvinder, men man ser og kommer overens med det sisyfoske vilkår om ikke at lade tilværelsens chikaner vælte en, ja endda gå videre og hamre ind i den næste orangefarvede avekat, der spærrer vejen. .
 Teknisk set opdages sproget som instrument, en handske, der kan tages af,  og man opdager det. Eller anderledes udtrykt handsken forskyder sig på det nærmeste filmisk og kan ses. Og man glider ind og ud af distraktion og serier af selvforglemmelse og tilbage beriget i den enstrengede situation, hvor man ikke er selvforglemmende. Der er ikke mindre træskhed, men blot det at tage imod det fordoblende tilbud i sproget giver en slags (i hvert fald provisorisk) mening. Men en sag som forhåbning lever vel af netop dette provisorium om at betydningen er der måske ikke nu sådan fuldtonende, men kommer pr efterkrav så at sige.  - Det være sig så grundet på illusion eller ej.

Og som knive, pistoler, bomber, motorsave og hamre kan det så osse indsigtsfuldt bruges til egen vinding, altså til at slå bankfunktionæren oven i hovedet med, til han afleverer dagens penge. Det valg, mellem smukt og grimt, er der jo oftest når man står med et instrument i hånden.
(i dobbelt-essayet, skrevet af Ejler Nyhavn og bloggeren her, om begrebet Ironie som i løbet af få dage publiceres i det digitale magasin Morgenrøde, ses andre aspekter i de dobbelte sprogrum).