Knud Steffen

Det hele

arrangeres som tanker om hvordan det pludselig stopper,

hændernes ro skal det fremstilles som

som folk er flest.

Folk er ikke mere som folk er flest.

Man kan meget mere

i dag. Man kan vise alt i verden på 3 sekunder.

Fingrene afkortes principielt hele tiden, interagerer med

enhver jordisk hastighed

skubber til mindst en decimal

i huden.

Derfor ændrede jeg motivet dér.

Sætningen kan tage sig ud

sig som total stilstand. Men det tæller alligevel.

Hvis vi nu siger:

Det var mit første vildt. En firender, et bladskud.

En dreng, der kan bladskud.

Dyret er ikke af porcelænsler.

Den er allerede pelset.

Dér fik vi lige slået en genvej.

Jeg vil ikke igen miste fokus.

Det svarer til et kvarter, og huden strammer.

Ku man forenkle ved at aftale, at vi taler med én stemme.

når du absolut

vil bogføre enhver detalje.

Jeg gør det kort:

Den

stod bare stille, en perfekt træffer.

Ja det er klart at det måske var

noget forberedt. Det tabte vindes ind ved

forberedelse.

Trænede oprindelighed, barndommen, et stykke tid,

med pels lagt hen over en gyngehest.

Jeg sagde: gevir sidder ikke på engle.

Og de findes måske ikke.

Dyret ku fx bare være

halm og farlige dampe. (Eller digitalt).

Og dog, de snoede horn, for nu at tage det, kommer jo af et eller andet.

Det kan ikke bortforklares.