Man har sine idiotiske rutiner/ritualer. Kaffen drikkes, tv'et lukkes op. Og det dummeste tv vælter ud. Dummeste betyder ud over indholdet og det faktum, AT journalister har lukket noget sidney lee-agtigt ind, og AT jeg ser på det (nu ser jeg ikke på det for at blive klogere, men kikker først sådant bevidstløst og så dernæst etnografisk på fænomenet, bliver irriteret og småpirret i sekunder på samme tid, det går hurtigt over, rejser mig og slukker). Ingen af parterne er frikendte. Slet ikke migselv. Billedmagneten kørte og tegnede et sneglespor, meget hastigt. Totalt gustent. Der er skåret et stykke virkelighed ud, og intet skal væe os fremmed. Mine briller fedter, hvis jeg så ellers havde haft briller på. Parret der fremstilles - med nye navne-som melodigrandprixsangere, har fået frit lejde til at kolportere ord, ord og ord, der er en art selvbesmittelse, en beckettsk scene, hvis vi ikke vidste bedre. Hos Beckett var det ord, der pegede på det umulige, paradoksale i at blive sagt, men som så blev sagt i en slags trods: vi-har-kun-ord og intet andet. At vide det er absurd, fordi det er absurd. Dether var et stykke rationelt (læs: planlagt, genremæssigt fremstillet som ethvert andet journalistisk sagforhold, der beskrives)altså rationelt forbrug af tid og fylde (i betydningen : havde udstrækning som enhver genstand/res extensa. Det var en genstand, umælende støjende, og tvets opsætning fremviste i og for sig smukt, at her er en genstand, tid er suspenderet, der er kun objektets højde, længde, bredde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar