Tale til Morten
Pontoppidan, plotmester, men man skal glemme hans udviklingskritik.
Lykke Peer, der som meget moderne
Arbejder med sit fremskridt bølgebryderne, for at få naturen
til underlægge sig, men at så enkelt er det ikke. Der er backslashes. Der kunne
bære undergangen med sig.
Legatet gives Morten Søndergaard for et fint forfatterskab.
I
Jeg ringede til Morten-uden at kende ham personligt. Jeg var
ved at lave et leksikonprojekt, der sku ende op i en antologi…
Jeg sagde bare først at jeg var ved at samle Dk’s smukkeste
digtere til en bog. Og selvfølgelig var han desorienteret om hvad det indebar
ogsåvidre. Jeg fik fortalt efter at
tågerne og indgangsbønnen var passeret, at jeg havde købt 24 bind leksikon
Wagnalls and Reference Encycklopedia…(forklarer..)
Dertil sku der laves et objekt af bindet efter teksten var
skrevet. Antologien blev fin, og større udstillinger sku arrangeres, bl.a med
fin fernisering på Overgaden. Samtidig
sku bogen gøres til objekt, skæres, rumsteres med, bages støbes ind i gips,
hvad ved jeg. MS lavede den smukkeste
guitar savet ud af bindet. Jeghar ledt efter den, fordi jeg ved jeg har den
hjemme et sted. Guitar, fordi det
handlede om ordet guitar.
Næste gang hvor jeg stødte ind i et Søndergaard-projekt var
så ORDAPOTEKET, hvor ordklasser blev præsenteret som medicinske præparater.
Navneord, adjektiver mm.
Det blev foranledning for mig til at tænke i moderne
digteres formbrud og grammatiske brud. Sådan Generelt, men også med et øje på
MS. For OA stod jo pænt og nydeligt i
sine kasser. Så når medicinen var taget kunne der hjemme gøres vold på de
regelmæssige verber og andet regelret.
Et er regelret syntax og de brud, der foretages dér, og så
de brud der sker på indholdssiden, i det semantiske.
Så jeg fortsætter lige snakken med at kikke –ikke på MS’s
digte men fra essaysamlingen Processen og Det halve Kongerige:
Først fra Processen, essayistisk, et strømmende associativt
brud, som vel ikke rigtigt passede i pilleglassene: CITAT:
+s.18n: Læses
BEUYS sætter sedler i sit værelse på ting (på et foto) i
rummet: dal, gletcher, bjerg. Det kunne
være at pege på to ting.
Tingene er ikkejomfruelige, du har forlods din opfattelse af
dal og bjerg og jeg reflekterer over det
forhold.
Der er given relation imellem det jomfruelige (1) bjerg, og så samme bjerg, nu( 2) jeg har i
min udgave i min forståelse og mytologiserede.
Et er at være optaget af at beskrive og forstå genstandene i verden (videnskaben),
men væren er ikke en genstand. Væren
ligger i at opholde sig ved at der overhovedet gives et forhold mellem en
iagttager, der erkender og en verden der
skal erkendes. Det er ca min lettere
omformulering af tysk tænker. Og nu jeg er ved det, så er min påstand at
digtning ligger skvulper i denne undren og det kan få mangehånde udgaver.
Der er ligesom muligheden for enten at gå i krig med formen,
dvs grammatikken, eller sprogformerne. Eller tage den i normalsyntax.
Beuys gør det, han står i relationen og fordoble bjerge og
alting. (Måske må man gå i OA to gange
hver gang)
Hvam æ Permutationer, gentagelsesmønstre (Ginsburg),
approbieringer,udelade et e i alle
sætninger, Gøre som en Stein, eller grammatikmæssig bibeholde den alm syntaks
og ordklasser. Og gøre sine sprogligheder dér.
Og det ene er ikke mere udadvendt, explicit end det andet.
Alle former giver mulighed for at fremvise sit projekt, digtene, indefra: Kom
ind, læser, og vær med. Se mine overvejelser.
(Og basalt lever alle tekstformer og formeksperimenter af
ordklasserne hos Apotekeren. Men der sker jo så først noget, når man kommer
hjem)
En ting er at smadre eller gøre hug mod syntaxen som moderne
digter for at fremvise en vaklende
klode, destabilitet og hvor kan man hælde sit stakkels hovede helt ind de
grammatiske former eller gøre det i de grammatiske former vi har og som man kan
lave et ordapotek over.
Man kan fx gå til værks som Beckett og fremvise at sproget
hverken i form eller indhold kan kommunikeres og så gøre det alligevel på trods
eller som Gertrud Stein, der går til angreb på den sproglige form, fjerne
punktummer og kommaer og ellers flyde med i selvafbrydelser for at mime
processen og refleksionen :
(indsæt)
Man kan bibeholde syntax og de forholdsvis pæne
sætningsskemaer i grammatikken og så i
betydningindholdet fremvise modernitetens destabilitet og værdiopgør
OG jeg holder op mod
formmæssige/syntaxmæssige brud, som bl.a Perec, Gertrud Stein og Beckett hver
på deres måde har gjort Og jeg påpeger deres problemer for det første i
det de gør, -Beckett fx ramler ind i en modsigelse, Stein rammer osse en slags
mur, Perec fjerner et "e" overalt og hvad gør så lige det-----
Og 2) mange konceptuelle ting ramler ind i det problem, at når man har
set 3-4 sider, så
Perec ku godt gå i OA
og aflevere sine e’er. Stein sine halverede sætningsdele. Beckett alle sine
sætninger og så tage dem op igen.
Tænke videre på materialet i sproget. Opdage modstanden.
Og nu man var ovre i OA ku man stille spørgsmål ved konjunktiv.
Wa mæ konjuntiv, bare sådan som eksempel, ku det hentes
i det formmæssige konjunktivløse danske
Apotek.
Den danske grammatik mangler konjunktiv som form, allerede
dér kunne der jo være et problem, men det klarer så modalverberne skulle,
kunne, ville og gerne i datid. ”Skulle han have taget det sidste stykke kage”.
Det er jo ikke alm fremsættende tale (indikativ). Tvivlen fremsættes i sin
form. Og man kan bruge pilleglasset med modalverber til at lave en kategori,
der ikke i sig selv findes.)
Lad os godkende ”min” præmis om at poesi –mere eller
mindre-befinder sig i det felt, der siger: at der er en iagttager (digter), der
erkender og at der åbenbart er en verden, der kan erkendes.
Relationen/forholdet er interessant. Der
er plads til forundring og skepsis på alle niveauer og til at udtrykke det i
sprog. OG MEDTÆNKE sig selv- UDEFRA.
III
Og poesien arbejder ikke
i den naglefaste, og i noget, der ikke er leksikalske sandheder for nu at vende
blikke mod encyklopædien, men snarere i en form for konjunktivisk landskab.
Lad mig lige vende blikket mod Fordele og ulemper
Jeg ekstrapolerer lige så ganske frit…og det gør jeg ud fra
Fordele og Ulemper ved at udvikle Vinger.
Og med blikket på et enkelt aspekt (som ku kaldes et
semantisk brud)
Citater:
BEUYS og MS->Bjerge
står stille (”jeg bevæger mig i forhold til dem”, altså bjergene og måske i
forhold til bjerget, der jo står stille)
Man kan gå tur i
svalernes perspektiv OG
De kliner vores/hans
øjne til med vådt ler og virkelige billeder.
Landskabet læste os
som en åben bog. Svalerne nøjedes i første digt at betragte os som ”belyste
gåder”.
OMVENDING sådan værensmæssig….et semantisk brud MS taler meget om retning, et kærneord, eksistentielt, og alle steder ku det omtrent afkodes til retningstvivl. I den betydning: skeptikeren der vel befinder sig både som en Beuys og som ham der reflekterede over at være en iagttager og del af det forhold, at der er en iagttager og en genstand, der iagttages og som skal have problematiseret sig selv ind for ikke at unddrage sig det ansvar.
: lad landskabet gå
gennem dig…/og malerens gestus- og umulige forehavende, at gå baglæns og så
poserer landskabet….fordi stedet aldrig kun er sted det er mytologiseret
Man ”træder ind gennem en ramme” for
landskabets linjer lader sig ikke læse..vi folder punktummerne ud til stjerner
*//Hvis jeg fx sku skrive om narcisisme og selvoptagethed, fx min egen, så kan jeg gå over i OA, til pillerne med refleksive pronominer, men skal så selv til at gøre arbejdet.
Og mine tvangstanker er refleksiver omikke pronominer, hele tiden tilbagevendende til subjektet, spejlende sig selv i hver en pyt, i hver en anledning, tommelfingeren ridser sig ned i bordpladen til den yderste ring falder af)
Slutte med digtet Skøjteløberen
Hvor ordførende skribent dementerer sine egne ord til sidst og sluger sine ord igen som var det piller.
Til lykke til en fin digter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar