Et af mine første læserbrev, der aldrig blev sendt, velsagtens 30 år siden

Kære Ambassadør Gillon, til Dem ved afrejsen.

Indlægget her, og det skal siges med det samme, er et nej til tortur under enhver sammenhæng.

Synspunktet kan så siges, alt det det være skal: at det bliver sagt fra et land i fredstilstand.

Og at vi ikke forstår, hvad der foregår i selve situationen. Der kan ikke laves regnskab og cost-benefitbogholderi med, at 1000 mennesker kan reddes, vejet op i forhold til det ene menneske, der sidder inde med oplysningen, der kan føre til redningen af de mange. Det har taget en del århundre­der at nå frem til den form for civilisa­tion, der hedder retsgarantier for individet, og det betyder dets ukrænkelighed. Og det hedder antilynchningens besindelse. Ikke mindst indebærer det, at  statsinstitutionen efterhånden kastede og nu igen kaster sin besindelse ind i rets­plejen og når frem til at repræsentere en bevidst­hed, som enhver civilisation må leve af. Og her tales egentlig ikke engang om en nådefuld, men blot ret­færdig rettergang. Lynch­ninger og den gamle, fx is­landske, blodhævnsma­s­kine, der altædende åd alt op  i hævnens cirk­lende løben amok.

Retsfølelsen og betragtningen af mennesket som noget unikt er efterhånden ved at blive om ikke det individuelle grundlag, så i hvert fald staten som den nødvendige forsinkel­se, besindelse  i kampen mod vilkårlighed og altså i forhold til justits­mord og lyg­tepælsophængninger af tilfældige sydstatssorte. Jeg mindes en sag fra Amnesty tror jeg det var, hvor en ung mand fra et sydamerikansk land blev underkastet tortur for at få ham til at tale. Først for sent viste det sig, at han var døvstum.

Heksenes vandtortur hvor de kun klarede frisag ved at lejre sig på bunden til druknedød og frifindelse udgør ikonet på anticivilisationens væsen. (I avisen for længst læste jeg, at USA ikke selv vil bruge tortur, men eksportere fangen til et land, hvor dette praktiseres, og jeg læste for nyligt, at man kun selv ville bruge søvnfratagelse- det var også det eneste, der virkede. Fremsat i teksten uden blinken).

Så den cirkulerende blodhævn og den justitsmordsagtige vilkår­lighed går hånd i hånd mod det system, der burde beskytte liv og ånd (dvs menneskets rettigheder). Disse rettigheders ophav kan så diskuteres herfra og tilbage til Deres fædreland, topo­grafien for Ny Testamente, eller Habeas Corpuslovgivningen fra den engelske ret; habeas corpus=du har dit legeme) og videre til de store frihedsbreve i Frankrig og USA. I denne sammenhæng er udspringet uinteressant, og om synet er lidet natur­givent og udelukkende konventionsbundet skal ikke dis­kuteres her. En civiliseret statsdannelse må have et syn, der beskytter individ og gruppe.

En ting er så, når naturen går over optugtelsen, og den kriminelle begår sine lovbrud. Der er en konsekvens. Og hånd i hånd og netop mod selvtægt kommer lovgivningsinstitutionen ind og sørger for ordentlighed i det spil. Misdæderen får sin sag og dom i en konsekvens, der ikke burde været kogt på ophidselse og vil­kårlighed eller på systemets gustenhed. Tiden, der skal til for at finde rette mand, rette straf, rette konsekvens, er prisen, og det er en pris,  som sikrer gruppen tilstrækkeligt og individet tilstrækkeligt. Ikke fordi  tidspres og udløb kunne forsvare brugen af vold.

Og lovgivningen har sluppet -idealt set- basis i hævnen og blodtørsten, selv om alle implicerede ofre og nærtstående måtte forståeligt nok have lyst til at afregne her og nu, uanset at omkostningerne er anarki i den dårlige betydning af ordet. Men er bevidstheden på vej tilbage til middelaldersynet.  

Den institutionaliserede vold, blot i form af lovgivning om­kring voksnes brug af tæsk over for skolebørn, hustruer, tyende og lærlinge har så  været de sidste reminiscencer i egen lovgivning og det taget sin tid, men blev dog her og sine steder nået inden det 20.århundrede satte ind. (En ting, der måske ikke er institutio­nel vold, men dog ligner, er fængselsvæsenets defensive hold­ning til accepten af daglignormen for hvilke fanger, der ikke behøver at blive beskyttet mod medindsattes vold. Men det er måske symptomatisk for selve problemstillingen i hele indlægget her.

Der findes forbrydelser fx i pædofilisager, der mere eller mindre åbenbart skal have en tillægsstraf udover den, systemet giver. Ofrenes følelser er forståelige, og der kan ikke forstås nok omkring det. Men den velaflagte given over til yderligere frit slag - og af voldsdømte fanger er grotesk.)

Det er da rigtigt, at det er et lænestolssynspunkt, som så mange fornuftige overvejelser over livet.

Men præget af den tålsomhed, som også den alm lovgivning er præget af.

 Og netop derfor. Det er jo netop loven i sin besindighed, fairness og uden for det emotionelle vildnis, som institutionen som lov skal træde tilbage og retlede væk fra. Og det skal den netop for at undgå vilkårligheden, de lynchende tænder, langt fra hævnen. Loven er ikke som menne-skenes børn, der altid skyder og spørger bagefter. Og samtidig er det det, den guddommelig rest af teori og praksis. Jeg fortaber mig, og jeg ser nu, De er rejst. Måtte Den Almægtige velsigne os begge.