Om vandring, som jeg ikke kender til. Et ikke-svar til brevskriver

Kære Jens Julius.

"jeg er en benløs fugl"

variationer over dette kræ   

Jeg skal prøve at give en skitse til, hvad jeg tænker over flaneren og traven og gåen mm., som du spørger til.

Jeg går løsagtigt i gang om lidt. Flagrer lidt som en sommerfugl og småstikker lidt som en bi til vores emne.

Den sektion, der ku handle om løb og de endorfiner, der frigives ved løb, ser jeg lige bort fra her, hvor vi er gået et gear ned i tempo.   Og et gear til dels ned fra det der med, at nu skal jeg og min krop prøve grænser af.

Det hører garanteret med i en udstrækning til emnet.

Sommetider tænker jeg på de endorfiner, der frigives hos hestene, når de mærker et pres mod mulen. At dyret ikke selv kan medicinere sig på den vis. At man måske via og qua kan opnå udfrielse og befrielse ved at frigive ”endorfiner” hos sig selv.

Har lige siddet og set på en udsendelse om angst og depression. De var næsten kommet på en slags mental  selvmedicinering, i hvert fald endte flere af de implicerede op i mere eller mindre at kunne kontrollere, når de mærkede faresignaler.

Jeg tror ikke helt på det.   

  

Nu spørger du nok grundlæggende om mere end jeg er i stand til at give svar på.  I hvert fald dine referencer til filmen og bøgerne er ikke noget jeg har set og læst.

En ung mand jeg kender er på Caminoen pt.  Og jeg ved ikke hvad der er drivkraften. Har mine gisninger, selvfølgelig.

Jeg har en meget, meget god ven, E.N., som er en vandringsmand, i en hel egen kategori, vil jeg mene. Og ham vil jeg tale med dether om. 

At bestige Mt. Everest eller deltage i cykelløb herfra til Paris er ikke helt det samme som den kropslige udfordring, jeg ligesom har antydet som min tilgang  og måske alligevel.

Og så er der dannelsesrejserne, når studenterhatten er sat på.

 Så er der Hr menigmand som mig, der ikke deltager i nogen form for flokvandringer eller flokbevægelser. Og for resten heller ikke solo ret meget.

 Allerede nu kunne jeg indflette forskelle og ligheder en masse i alle de nævnte foreteelser.

 Og jeg vil på den måde nærme mig emnet uden at tage fat i selve det at gå med det samme.

 Der er givet vis et stykke bevidsthed om gåningen, som siden barndommen har befundet sig i noget der ikke gik ind i nogen som helst refleksion.

Som barn afventede vi i Esbjerg at ku flytte ind i et boligkomplex, og vi var derfor bosat i en periode i et minimalt sommerhus 4 km eller mere uden for Esbjerg.

 Af grunde jeg som 6-årig ikke vidste hvad var, skulle vi -min mor, min storebror og den mindste bror i barnevogn af og til spadsere til storbyen.  Og det der er tilbage fra dengang udover lugten af industrifisk og hvad ved jeg, var klagesangene, der kom fra min mund: Jeg holder det ikke ud.  Jeg er sulten, og vi har langt hjem.

 Men tankerne roterede ikke rundt om benene, Benene var et selvkørende system. Et vedhæng, der ikke eksisterede som andet end noget, der sikkert var der et eller andet sted under en. Og hvis jeg reflekterede over bentøj og fødder, så har det sikkert været nogle aggressive tanker, selvom man samtidig blev ført frem mod endestationen, paradiset. Og når trætheden nåede benene, har jeg selvfølgelig opdaget bentøjet som en slags smerteappendix.

Senere som voksen måtte jeg en overgang bruge en knallert i stedet for bil for at komme på arbejde. Og vi snakker 17 km frem og lige så tilbage igen. Det,der fyldte ved siden af at skulle nå frem i tide, var, at man i tillæg opdagede flora og fauna i modsætning til i en bils indelukke.

  Og på cykel dukkede man et stykke længere ind og ned mod jordens frugter og dufte.  Og nederste trin må være spadseren, marcheren, vandring.   

I de Esbjergår der var jeg i alle årene FDF'er. Det var vist ikke mit eget valg. Men forældrenes.

Mange følelser var indblandet. Det jeg brød mig mindst om, det mest truende, var at være med i orkestret. Nu kan det være irrelevant, at succeserne var til at overse. I sammenhængen er det relevante, at vi marcherede i gaderne sommer og vinter. Om vinteren husker jeg forfrysninger og ventiler, der satte sig fast.

Til sagen, sådan mere direkte:  Det var en sammensat operation, bestående af musikspilleri og gang (og kulde).  Men igen:  jeg spekulerede kun på spilleriets rytme, at følge noder og medoperatørers trutten. Jeg havde ikke tid til at forestille mig hjerte og fødder og puls. Der var fokuseren. Samtidigt var jeg desværre elendig til at holde marchrytmen

Men det ene element, der nu er nævnt, pulsen, er vel basal. Og nævnt: sansernes mulighed for at opdage jord, flora og fauna.

  Og et tredje forhold er hvordan samtale og tanke understøttes, når man (jeg) går. Nærmest som om kompagniskabet med gangen og det at være afskåret fra hjemmets rutiner og telefoner og forpligtelser giver rum for at fokusere på konversationen, samtalen. Der er en fokusering, der på en måde har distraktionens lethed uden at være den type adspredthed.  

I samme skuffe er mundtligheden- bemærk jeg glemmer benene igen, selvom vi snakker fodtur- Der er ikke skriftlighedens formkrav, men derimod mundtlighedens synkoperede modus, der er lige så fokusere(n)de og åbenbart passer til at gå.

Mange bisætninger kan springes over, hvis det nu er det. (Forrige sætningen er utrolig upræcis, men der er i hvert fald  en slags syntaxens opløsning eller transformation til en type syntax i et andet system af overliggende og underliggende hierarkier, der orkestreres på en anden måde, hvis det overhovedet gøres. ….).

Der zoomes ind på samtalens punkter, der indimellem tabes, men let samles op, uden at skulle og kunne sætte papiret i maskinen igen. Og jeg mener det ikke bare banalt.    

  

Tre bøger har jeg stiftet bekendskab med, som har vandring som et vigtigt element. Walser, Werner Herzog, Peter Warerhouse.  Nu burde jeg lave en undersøgelse af, hvor meget de omtaler selve den fysiske ting at vandre helt ned i fodskiftet og i de tilhørende kropsdele og tankerækker. Det gør jeg nok ikke lige nu. Dog dette:

Nogle af de elementer, jeg nævnte fra eget liv, indgår i digtet herunder, puls, ophævelse af kropsfornemmelsen, sansningen, der ændrer karakter og transformation, en samlet ændret intensitet  undsoweiter

Waterhouse skrive digtet Mikroskopie des Ganzen. Indledningen lyder:

Nu er træerne træer. Fugl. Nu er træerne ben. Pause.

Nu er træerne træer. De skifter ikke og stadig.

Skoven træder til side, og alt hedder: hovedgade, hovedtorv, domkirke.

                                                                                                              Domkirken

 flyver som en fugl fra sit tag. Himlen er en almen fugl…….

Og der er forskellige niveauer for- i den udstrækning, vandringen inkorporeres i landskabet, og landskabet i kroppen, når landskabet passeres. Og vice versa.  Det der under omstændigheder blot er genstande eller diffuse rids: træer og bygninger, SES og BLIVER TIL.

De har en permanens, og under vandringen indgår de så meget i symbiose med benene, at der ikke tænkes i forskelle mellem det DERUDE og DIG. Det ophæves tilsyneladende.

Og skoven er nu med i den bevægelige menneskelige motor, eller netop ikke menneskelige motor, så det er skoven der træder til side og bliver uden forskel til byen, torvet, som indgår samlet i DET.

Der nu hverken er DETDERUDE eller DETDERINDE. Men ét. Det er vandringen vist (shown, not said) i en slags fællesskab, i en samlet bevægelse.

Det bliver ikke Walser, ikke mere Waterhouse eller Werner Herzog.  De tager benene alvorligt og hovedet alvorligt og ved, der er en symbiose dér.  Jeg har på det nærmeste tænkt benene væk. Eller jeg har ikke. Det er bare sådan.

Jeg satte en postering op på min "væg" i går aftes: Ikke uden mine fødder.   (udover sætningens joke-agtighed ved et enkelt øjekast, så lå der småhånende hilsner til bogtitel som: Ikke uden min datter. Og en hilsen til de postulerede highbrowed sætninger, der ses hist og her på FB. 

Men det ku tyde på, at den har en ekstra ubevidst konnation eller endda hovedmening, der karakteriserer mig. Muligvis taler jeg ikke sandt nu. Men lige nu ved jeg ikke bedre.

Og hvor meget har jeg ikke foretaget mig, hvor jeg tænker det meste af min verden væk. Her fødderne. Et andet sted kunne jeg fylde op med refleksioner, der er borte, undvegne for andre tanker, og vi begynder at nærme os sådan en boldgade med grove fortrængninger, som givetvis mestendels er noget andet. 

Hvis jeg kikkede efter nu ville jeg være i tvivl om jeg har sokker på eller soldaterstøvler. hvis jeg fryser, så opdager jeg det.  Det er heller ikke rigtigt, ved jeg nu under skrivningen.

Jeg har på et tidspunkt skrevet om netop den neutraliserede kropstilstand, et digt, der har sin scene i et badekar. Vandet er nøjagtig min legemstemperatur 37 grader.  Og når dette min luksuslegeme nedsænkes deri, så er fornemmelsen af svæv eller ikke-eksisterens der: jeg har ingen fødder, arme, ben, næse, mund.

Nu kan tankemuligheden aldrig sådan helt slås fra.