lørdag den 16. december 2017

interview af Anders Gade med bloggermand


KSN interview
En onsdag i november mødes jeg med digteren Knud Steffen Nielsen. Anledningen er bl.a. udgivelse af hans seneste digtsamling ”Derfor står jeg frem nu”, på forlaget Werkstatt. Jeg har mødt ham et par gange før, i andre sammenhænge, men ellers består vores kendskab til hinanden i mødet i kommentarfeltet på Facebook, der ofte er genstand for gensidig sproglig leg med hinandens kommentarer. Det blev til en samtale om sprog og eksistens.

Sisyfos.
Jeg spurgte ham om, nu hvor han havde udgivet sin 12. digtsamling, hvorfor han bliver ved med at skrive?
Skriften er et fantastisk tilbud. Et spil med tiden, hvor vi illusorisk opererer med tid fremad og bagud. Som så meget i dette jordeliv er skriften processuel. Vi er kastet ind i livet-uden at vi er blevet spurgt. Så det skal da give lyst til at undres, til at stille umulige spørgsmål, hvor vi ikke kan forvente gensvar.
I den situation af manglende svar og måske manglende mening har man siden ruder konges tid forsøgt at danne mening, man indgår kontrakter med guddommen eller skæbnen, som giver en forestilling om, at der er en fast grund at stå på. Men det lugter jo ret meget af construct og  konstruktion. På den anden side så er det en kraft i livet, som ikke skal underkendes. En kraft til –mod alle odds- i det omtalte i at skabe mening og lave mønstre- altså uanset det illusoriske i den øvelse.

For fx Freud var libidoen den store, forklarende dynamo, mens jeg ikke ligefrem tror, at Kafka fandt mening i at bede Max Brod om at destruere  det samlede værk. Jeg tror derimod, at meningsløsheden var det, der var tilbage. Victor Frankl pegede på jagten efter mening som den store kraft i livet. Og det er et aspekt, der bedst falder i tråd med mit syn. Selvom Sisyfos hele tiden dukker op og permanent får ødelagt tegningen.  

I relation til skriften står jeg som en anden Sisyfos. Sisyfos mødte på sin vej op ad bjerget den ene chikane efter den anden, men det fik ham ikke til at give op. Op på hesten igen. Han forsøgte at overvinde dem og komme videre. Skriften er bl.a. en måde at møde og vurdere chikanerne på, selvom man ved, at det er en ulige kamp. Altså en på-trods-forholden sig til eksistensen. Det definerer både skeptikeren og fighteren i en. Det giver nok en illusorisk følelse af udsættelse, ja nærmest overvindelse, men samtidig er det en søgen efter, et ønske om, selvom der måske ingen afklaring gives, at finde mening. Det er et forsøg på at nå frem til noget, at tro man kan det, selvom man rationelt støder imod hårde realiteter.      

Du skriver et sted i ”Derfor står jeg frem nu”, at legen er det alvorlige. Hvad skal vi lægge i det?
Legen er serious business- både for voksne og for børn. Voksne siger om børn der leger, at de leger for sjov. Det gør de nok også, men der er en alvor i det, som gør at det forholder sig omvendt. Børnene mimer nok i legen de voksnes verden, man leger som når man ser sin mor gøre dette eller hint eller som en politibetjent, fordi det er nu det, der tilbydes at betragte. Der er ikke en intention om at mime de voksne. Man efterligner ikke bare far eller mor. Det er ikke et spejlbillede for spejlbilledets skyld. Det er alvor uden hensigt. Man øver sig ikke i at blive voksen.
Og det knytter an til sproget. Til sprogets legende potentiale. Sproget er mulighed for forestillinger, for konjunktivisk seriøs leg, kunne man sige, altså at opstille hypoteser, bevæge sig ind i det hypotetiske,  mulighederne, det forestilledes sted. Hvor vi leger, altså forestiller os: hvad nu hvis og hvorfor og hvordan. Hvor alt kan ske.   

Kviksand.
Da vores kendskab til hinanden havde et begrænset omfang, havde vi aftalt, inden vores møde, at tale sammen i telefonen. Banen skulle kridtes op. På et tidspunkt får jeg nævnt Beckett. Vi taler, primært Knud Steffen, om hvordan Beckett i en eller anden forstand radikaliserer Wittgensteins sene filosofi. Knud Steffen genkendte hos Beckett skeptikeren, det forhold, at denne fremviser et sprog, der er gået i stykker, samtidig med at Beckett netop bruger sproget, (det ødelagte, umulige sprog) til paradoksalt at fortælle, at sproget er gået i stykker. Og det giver så videre den konsekvens, at der så nødvendigvis må tvivles på om skrift, om samtale, om kommunikation kan lade sig gøre. Der en skepsis over for det hos Beckett og som samtalen i telefonen og samtalen ansigt til ansigt skred frem stod det klar, at det var en skepsis Knuds Steffen Nielsen delte. Nok kører sprog fint som kommunikation på et dagligt praksis niveau, ser det ud til. Og hvad kan vi andet?
- Der er ikke noget bevis for, det jeg siger til dig, bliver opfattet af dig. Dvs. der er ikke noget bevis for om kommunikationen lykkes, om den finder (sit) sted. Men min oplevelse af det bør være mig mere end nok.
Læg dertil, at en kommunikation hele tiden tilføjer noget. Skal man forklare noget fx A, så gør man det ved at føje noget andet end A til, fx B. Egentlig kan man kun sige det tautologisk, at A er lig med A. Sådan strikte logisk.  Men i sproget føjer vi noget til for at forklare A, (vi lægger prædikater til). Så når logikken siger, at A kun kan være A, Så opretholder vi naturligvis i vores sprog ikke den logik. Vi lægger til i lange baner. Det kan fx være årsagssammenhænge og alt muligt andet. 
Nødvendigvis er vi nødt til at lægge til og lægge til. Naturligvis.
 Men dybt basalt set, så er alle udvidelser af A postulater, Det at fortælle er jo netop at lægge til. Det kan og skal ikke være anderledes.  Vi bevæger os i en frihed, hvor vi flyver rundt i skriften. Og skeptikeren i mig kan ikke afgøre graden af illusion. Den mirakuløse mulighed og frihed i sproget foretrækker jeg frem for beviser. 
Og i spillet her er så også spørgsmålet hvad der egentlig er beviser, hvad vil det sige at verificere noget. Det kunne være, at jeg lægger for stor vægt på det at verificere noget, der ikke kan verificeres.
Skeptikeren ønsker at se vandtætte beviser, at se sårgab, og i samme nu ønsker han ikke noget svar. I hvert fald hvis det er mig, der er skeptikeren. Og jeg er et langt stykke med, hvis man påstår, at det der sanses, er rigelig verificering i sig selv. (dog igen med den tilføjelse, at der kan være tale om redigering af sanseindtryk allerede i sanseøjeblikket. Der kom han igen, skeptikeren).
Vi kan som illustration tage eksemplet: udsigt. Vandudsigt blev først ”opfundet” i 1970erne. Dér blev det  et tema
Om du nu fik det bevis, hvad så?
- Ja det ville være en kedelig verden. Der ville ikke være flere gåder at gå imod. Mysteriet ville være løst. Alt ville være ophørt. Døden, velsagtens, ville det være.

Blikket.
Når der nu er så stor skepsis forbundet med det, når der nu ikke ser ud til at være det store resultat i at kommunikere, hvorfor så begynde?
- Det har noget at gøre med blikket, - vel som det vist høres hos Lacan. For at mærke at vi eksisterer, skal vi ses af andre. Palle der er alene i verden synes, det er sjovt at køre i sporvogn og sjovt at kunne spise alle de flødeboller og al den slik han vil. Men så spørger han pludselig og bange: hvor er mor og far henne. Så er det med flødebollerne og alt det andet ligegyldigt, når han ikke bliver set af mor og far. Eksistentielt siger jeg så, at for at blive til, skal man blive til i den andens blik. Den mulighed ligger også i sproget. En mulighed for at henvende os til hinanden. (Og det på trods for de begrænsninger, allerede nævnt, der ligger og skvulper).
Sproget og det søgende, gensidige blik er i den forstand et begær (kærlighedsbegær). I bund og grund en bekræftelse af at være til.

Jeg lukker interviewet med at spørge Knud Steffen Nielsen om på baggrund af alt det vi har talt om, meget som ikke er med her, kan sige, at hans digtning er en besyngelse, en hyldest til livet.
- Njaj.  At være til er et mirakuløst mysterium, og sproget er et magisk tilbud. Og det er da en sang værd, men som en skygge ligger tvivlen med alle chikanerne og giver brok i foretagendet.

En passende udgang, vil jeg forslå, af dette møde.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar