KSN interview
En onsdag i november mødes jeg med digteren Knud Steffen Nielsen.
Anledningen er bl.a. udgivelse af hans seneste digtsamling ”Derfor står jeg
frem nu”, på forlaget Werkstatt. Jeg har mødt ham et par gange før, i andre
sammenhænge, men ellers består vores kendskab til hinanden i mødet i
kommentarfeltet på Facebook, der ofte er genstand for gensidig sproglig leg med
hinandens kommentarer. Det blev til en samtale om sprog og eksistens.
Sisyfos.
Jeg
spurgte ham om, nu hvor han havde udgivet sin 12. digtsamling, hvorfor han
bliver ved med at skrive?
Skriften er et fantastisk tilbud.
Et spil med tiden, hvor vi illusorisk opererer med tid fremad og bagud. Som så
meget i dette jordeliv er skriften processuel. Vi er kastet ind i livet-uden at
vi er blevet spurgt. Så det skal da give lyst til at undres, til at stille
umulige spørgsmål, hvor vi ikke kan forvente gensvar.
I den situation af manglende svar
og måske manglende mening har man siden ruder konges tid forsøgt at danne
mening, man indgår kontrakter med guddommen eller skæbnen, som giver en
forestilling om, at der er en fast grund at stå på. Men det lugter jo ret meget
af construct og konstruktion. På den
anden side så er det en kraft i livet, som ikke skal underkendes. En kraft til –mod
alle odds- i det omtalte i at skabe mening og lave mønstre- altså uanset det
illusoriske i den øvelse.
For fx Freud var libidoen den store,
forklarende dynamo, mens jeg ikke ligefrem tror, at Kafka fandt mening i at bede
Max Brod om at destruere det samlede værk.
Jeg tror derimod, at meningsløsheden var det, der var tilbage. Victor Frankl
pegede på jagten efter mening som den store kraft i livet. Og det er et aspekt,
der bedst falder i tråd med mit syn. Selvom Sisyfos hele tiden dukker op og
permanent får ødelagt tegningen.
I relation til skriften står jeg som
en anden Sisyfos. Sisyfos mødte på sin vej op ad bjerget den ene chikane efter
den anden, men det fik ham ikke til at give op. Op på hesten igen. Han forsøgte
at overvinde dem og komme videre. Skriften er bl.a. en måde at møde og vurdere chikanerne
på, selvom man ved, at det er en ulige kamp. Altså en på-trods-forholden sig
til eksistensen. Det definerer både skeptikeren og fighteren i en. Det giver
nok en illusorisk følelse af udsættelse, ja nærmest overvindelse, men samtidig
er det en søgen efter, et ønske om, selvom der måske ingen afklaring gives, at
finde mening. Det er et forsøg på at nå frem til noget, at tro man kan det,
selvom man rationelt støder imod hårde realiteter.
Du
skriver et sted i ”Derfor står jeg frem nu”, at legen er det alvorlige. Hvad
skal vi lægge i det?
Legen er serious business- både for
voksne og for børn. Voksne siger om børn der leger, at de leger for sjov. Det
gør de nok også, men der er en alvor i det, som gør at det forholder sig
omvendt. Børnene mimer nok i legen de voksnes verden, man leger som når man ser
sin mor gøre dette eller hint eller som en politibetjent, fordi det er nu det,
der tilbydes at betragte. Der er ikke en intention om at mime de voksne. Man
efterligner ikke bare far eller mor. Det er ikke et spejlbillede for
spejlbilledets skyld. Det er alvor uden hensigt. Man øver sig ikke i at blive
voksen.
Og det knytter an til sproget. Til sprogets
legende potentiale. Sproget er mulighed for forestillinger, for konjunktivisk
seriøs leg, kunne man sige, altså at opstille hypoteser, bevæge sig ind i det
hypotetiske, mulighederne, det
forestilledes sted. Hvor vi leger, altså forestiller os: hvad nu hvis og
hvorfor og hvordan. Hvor alt kan ske.
Kviksand.
Da vores kendskab til hinanden
havde et begrænset omfang, havde vi aftalt, inden vores møde, at tale sammen i
telefonen. Banen skulle kridtes op. På et tidspunkt får jeg nævnt Beckett. Vi
taler, primært Knud Steffen, om hvordan Beckett i en eller anden forstand
radikaliserer Wittgensteins sene filosofi. Knud Steffen genkendte hos Beckett
skeptikeren, det forhold, at denne fremviser et sprog, der er gået i stykker,
samtidig med at Beckett netop bruger sproget, (det ødelagte, umulige sprog)
til paradoksalt at fortælle, at sproget er gået i stykker. Og det giver så
videre den konsekvens, at der så nødvendigvis må tvivles på om skrift, om samtale,
om kommunikation kan lade sig gøre. Der en skepsis over for det hos Beckett og
som samtalen i telefonen og samtalen ansigt til ansigt skred frem stod det
klar, at det var en skepsis Knuds Steffen Nielsen delte. Nok kører sprog fint
som kommunikation på et dagligt praksis niveau, ser det ud til. Og hvad kan vi
andet?
- Der er ikke noget bevis for, det
jeg siger til dig, bliver opfattet af dig. Dvs. der er ikke noget bevis for om
kommunikationen lykkes, om den finder (sit) sted. Men min oplevelse af det bør
være mig mere end nok.
Læg dertil, at en kommunikation
hele tiden tilføjer noget. Skal man forklare noget fx A, så gør man det ved at
føje noget andet end A til, fx B. Egentlig kan man kun sige det tautologisk, at
A er lig med A. Sådan strikte logisk. Men
i sproget føjer vi noget til for at forklare A, (vi lægger prædikater til). Så
når logikken siger, at A kun kan være A, Så opretholder vi naturligvis i vores
sprog ikke den logik. Vi lægger til i lange baner. Det kan fx være årsagssammenhænge
og alt muligt andet.
Nødvendigvis er vi nødt til at
lægge til og lægge til. Naturligvis.
Men dybt basalt set, så er alle udvidelser af
A postulater, Det at fortælle er jo netop at lægge til. Det kan og skal ikke
være anderledes. Vi bevæger os i en
frihed, hvor vi flyver rundt i skriften. Og skeptikeren i mig kan ikke afgøre
graden af illusion. Den mirakuløse mulighed og frihed i sproget foretrækker jeg
frem for beviser.
Og i spillet her er så også
spørgsmålet hvad der egentlig er beviser, hvad vil det sige at verificere noget.
Det kunne være, at jeg lægger for stor vægt på det at verificere noget, der
ikke kan verificeres.
Skeptikeren ønsker at se vandtætte
beviser, at se sårgab, og i samme nu ønsker han ikke noget svar. I hvert fald
hvis det er mig, der er skeptikeren. Og jeg er et langt stykke med, hvis man
påstår, at det der sanses, er rigelig verificering i sig selv. (dog igen med
den tilføjelse, at der kan være tale om redigering af sanseindtryk allerede i
sanseøjeblikket. Der kom han igen, skeptikeren).
Vi kan som illustration tage
eksemplet: udsigt. Vandudsigt blev først ”opfundet” i 1970erne. Dér blev
det et tema
Om
du nu fik det bevis, hvad så?
- Ja det ville være en kedelig
verden. Der ville ikke være flere gåder at gå imod. Mysteriet ville være løst.
Alt ville være ophørt. Døden, velsagtens, ville det være.
Blikket.
Når
der nu er så stor skepsis forbundet med det, når der nu ikke ser ud til at være
det store resultat i at kommunikere, hvorfor så begynde?
- Det har noget at gøre med
blikket, - vel som det vist høres hos Lacan. For at mærke at vi eksisterer,
skal vi ses af andre. Palle der er alene i verden synes, det er sjovt at køre i
sporvogn og sjovt at kunne spise alle de flødeboller og al den slik han vil.
Men så spørger han pludselig og bange: hvor er mor og far henne. Så er det med
flødebollerne og alt det andet ligegyldigt, når han ikke bliver set af mor og far.
Eksistentielt siger jeg så, at for at blive til, skal man blive til i den
andens blik. Den mulighed ligger også i sproget. En mulighed for at henvende os
til hinanden. (Og det på trods for de begrænsninger, allerede nævnt, der ligger
og skvulper).
Sproget og det søgende, gensidige
blik er i den forstand et begær (kærlighedsbegær). I bund og grund en
bekræftelse af at være til.
Jeg lukker interviewet med at
spørge Knud Steffen Nielsen om på baggrund af alt det vi har talt om, meget som
ikke er med her, kan sige, at hans digtning er en besyngelse, en hyldest til
livet.
- Njaj. At være til er et mirakuløst mysterium, og
sproget er et magisk tilbud. Og det er da en sang værd, men som en skygge
ligger tvivlen med alle chikanerne og giver brok i foretagendet.
En passende udgang, vil jeg forslå,
af dette møde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar