For mig er ironien et udtryk for eksistentiel tvivl og er åbning mod dialog, teatralsk, og er bygget ind i en tilsyneladende fiktion.....en oplevelse af noget hypotetisk...livet som hypotese.............
Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
Ens forhold til ironi vil uundgåeligt, som alt muligt andet, være meget præget af, hvilket miljø man har været i. Hvis jeg har befundet mig meget i et miljø, hvor ironien blev brugt som ironisk distance mere end noget andet, hvilket jeg oplevede var tilfældet i '90erne for mit eget vedkommende, så kammer det, der kunne være en ydmyg tilgang til eksistensen, der bliver brugt engang imellem som et sprogligt redskab, over i noget altid skingert distancerende, forvrængende og dermed selvudslettende. Det der kan være en undersøgelsesmetode bliver til en jantelov, hvor jeg ikke ender som reelt opdagelsesrejsende men turist.
SvarSletDet er et kolossalt emne, men jeg tænker, at det gør det klarere, i hvert fald for mig, at tænke på ironier frem for kun en ironi. En vis form for ironi skaber en fornyelse af en situation, en dialog m. m., en slags tabula rasa hvor sproget udfordrer sig selv og sine begrænsninger, mens en anden form for ironi nærmest er åndeligt selvskadende, et, ofte ubevidst, angreb på egen identitet, der mest af alt er præget af en undertrykkende stemning, et uudtalt krav om en speciel jargon, der ikke, som den måske hævder, er frihedsskabende. Hvis hele miljøet er ironisk, er det sygt, men hvis ironi blot bruges som et (tilpas afmålt) redskab blandt mange til at kommunikere med/igennem, så er det godt, tænker jeg.
Rune, jeg svarer senere
SvarSletYes. Ingen stress.
SvarSletKnud, vender du tilbage til det her, for jeg vil da gerne høre dit svar?
SvarSletKære Rune, den for fordoblende sprog, jeg kalder ironi, er ikke dagligdagens små psykologiske udbrud...jeg tænker i filosofitermer, eksistentielt, hvor ironien for mig er en slags kollision mellem eksakte veldefinerede begreber, genstandenes tilsyneladende faste og tydelige fremtrædelsesformer og så en sskepsis over for samme. Og den dobbelthed ser jeg som en grundholdning, hvor man ved at modificere sin forholden i en skæv, tilbageholdt -i forhold til postulatets faste entydige karakter, til en tvivl, der kan rummes i sproget på bl.a ved konnotation/denotations tvetydighed, sådan at man undslipper det velkomponerede patriarkalske: SÅDAN er det jo. Den finder også sted på andre måder....
SvarSletKære Knud. Så er jeg faktisk helt med på, hvad du siger. Tak for uddybningen.
SvarSlet