Om en teksts selvberoenhed og kommunikation

Knud Steffen N:

  »En Tænker opfører en uhyre Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System – og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, høithvælvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden. Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gjøre opmærksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive fornærmet. Thi at være i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer Systemet færdigt – ved Hjælp af at være i en Vildfarelse.« (fra Kierkegaards kritik af Hegel som systembygger).

Jeg sidder med kvaler med at få struktureret en opsats omkring teksten som selvberoende på den ene side, og på den anden konditionen, der ligger forud: at jeg påstår, vi arbejder i  en umulighed i enhver kommunikation. Så inden jeg kan gå til den sproglige udredning, så påstår jeg, eksistentielt, at jeg tvivler på, om sprog overhovedet kan lade sig gøre. ( Ikke bare pga de hinder der hedder race, gender, opvækst, jegets unika- karakter, mm ).

Så derfor må jeg i stedet forlade mig på en pragmatisk tilgang og sætte en hvid pind i munden  og så gå ind i det, slippe billedet af det umulige og gå direkte ind i enhver tekstlæsning. Glemme skepticismen og sige, at det tilhører en anden diskussion, samtidig med at Beckett alligevel bjæffer mig i nakken om umuligheden. Nemlig sprogets sammenbrud. 

Samtidigt med at han paradoksalt udtrykker sin kritik af sproget i netop sprog. Jeg forlader altså derfor ikke helt endnu det grundlæggende i den skepsis, som kommer fra et andet hjørne i optegnelsen her:  

 (sender osse her en tanke til systembyggerkritikken i SK-indledningen øverst: som systembygger står du udenfor det system, du bygger. Altså du er både indenfor og udenfor på samme tid. Umuligt. Og umuligheden ligner den nedenfor.) 

1. Sproget kan vi ikke krænge af. (som vi ikke kan krænge verden af). Vi er født ind i den dragt, der er sproget, og det uanset, om det er et instrument, der er og altid har været brudt sammen. Og så kan man jo så sige, at det da er noget så ligegyldigt, om den litterære tekst er så selvberoende, at det udgør en lakune, en autonomi. Det er delvist den gamle diskussion. Kun delvist.

Jeg vil berette 3 småepisoder og pege på nogle dynamoer, der får teksten til at gå over sine bredder, fra verden og til verden. 

Det er begreberne talehandlinger, udsagnenes henvendelse, sætningernes  intentionalitet, dokumentkarakter, vidnesbyrdet i bred forstand, referentialiteten, tekstens selvrefleksion, referentialiteten er en del af spillet med verden, at hente omgivelserne ind og ud.

 Tekstens insisteren på at være til. Jeg folder det lidt mere ud senere her

Første episode:

     I 2.g spurgte jeg min dansklærer om netop tekstens selv, dens autonomi,…. og det var i tiden, hvor New Criticism på god rensende vis havde været inde over med stålbørsten og tydeliggjort teksten og udpeget teksten som tekst i egen ret, det ville sige at man kunne vurdere og komme til teksten direkte uden om alt. Men:

   Jeg ku ikke  forstå hvorfor eksempelvis Anne Franks Dagbog som værk ikke havde en større værdi end den rent formelle æstetiske, ved at være og  have  sin dokumentkarakter, at tekstens værdi var autoritativt af større værdi ved at være af verden, altså dokument. Ved at bære det fatale som reel rapport fra det levede liv. Pigens skæbne og død –i den grad uden for teksten. (og vi forudsætter naturligvis, at det ikke er et falsum, altså at Anne F's fortælling ikke blot og bart var fiktion. Fordi svaret fra læreren var: Dagbogen er et falsum. Sådan blev det spørgsmål barberet. Han kunne osse have sagt, at det var uden litterær værdi).  

    Det er ikke isoleret set kun at diskutere autonomien, som mere eller mindre, mest mere, er forladt, men fordi det åbner op for en diskussion om, hvordan en bog genremæssigt kan læses. Mit eksempel er at visse (litterære) bøger rettere burde læses/respekteres som dokument, og det vil igen sige, at den mere bør læses etisk end æstetisk.

    Kommer til episoden længere nede.  

    anden episode

Jeg mødte det første år jeg var indtrådt i Haldbestyrelsen en ung lovende kritiker.      

     Kristian Ditlevs biografiske bog om pædofili var lige udkommet, og hun syntes godt om den. Mindes jeg. Og jeg havde osse selv været en interesseret læser. Og jeg vovede så den åbenbart provokerende påstand, at bogen burde anmeldes faglitterært, selvom den insisterede på at være litteratur –(osse) for mig, og også var litteratur MEN også Dokument. Ved kun at læse den æstetisk i egen ret og måske mindre etisk pegende på verden udenfor gjorde man vold på dokumentets rapportering fra verden, altså som vidnesbyrd. 

t      Tredje episode

   JJeg fulgte en debat på en blog, (blogdahl) og en anonym meldte sig med en kommentar, og på min forespørgsel påstod han, at det var ligegyldigt for hans debatindlæg, om han var anonym eller ej. Jeg gik ind og sagde, det ikke kunne være ligegyldigt, om man var tildækket/ansigtsløs, altså anonym, eller ej. For hvis jeg får en anonym besked, hvor der fx står: jeg elsker dig. Så er der fanden til forskel, hvem afsenderen er for den afgørende, fatale (be)tydning.
For hvis teksten, udsagnet, er anonymt, uden ansigt, så er forbindelsen til verden (fatalt) afbrudt. Der kunne anonymt have stået: ”jeg vil slå dig ihjel” og igen ville teksten være løbet hjælpeløst rundt, ikke mindst i aflæserens hoved. Og nu vil argumentet mod anonymiteten, være, at det netop var tekstens ønske. Ok, det er så i orden, men giver i den grad en helt anden værdi og karakter af teksten. Men ønsket om anonymitet, som så tekstens ønske ville være, ændrer intet ved at der lige akkurat er en overskridende EFFEKT uden for papirlappens ordlyd. 

      

    Og mere bredt ud omkring det skvulp som overskridelse mod mig, læser, og verden er:

    I mødet indskrives jeg læser i teksten. Jeg kommer med min før-viden og forforståelse. Jeg har en bagage med mig og møder ikke jomfruelig op.  Jeg møder udsagnet som insisterende reflekterer mig ind i sin henvendelse, og indskriver mig i teksten og især i sin intention peger ud i det fælles. 

   Er der fare på færde i læser-forfattermødet? Og hvis der er en kollision, så tænker jeg 1) at vi jo neverending er låst udefra hinanden eksistentielt som nævnt ovenfor og 2)altså at mødet ikke kan lade sig gøre, og hvis det er rigtigt, så 3) har vi igen vores på-trods-gøren, og her forudsætter jeg, at væren har den karakter på alle niveauer: at vi kun har vores egen væren hver især…og at det så gør vores gøren og laden absurd og dermed også konkret læsning absurd. Vi er sisyfosser, der i blinde sparker lort op af bjerget.

Jeg ku jo fx læse min egen private  intention ind (og dermed afspore forfatterens intention). Og da kollisionen ikke kan undgås, så må man se den i øjnene. Forfatteren kan ikke lige suspendere læserens medleven, og meddigten. Og der hvor jeg er, må jeg acceptere dette vilkår og så fx sige, at teksten altid er en disjecta membra, en torso, som man må leve med som modtager, og tilføje, at man ikke kun er modtager, men sige, at jeg har et medansvar for tekstens ankomst og gestaltning.

Så jeg formulerer altså det umulige paradoks både at hævde værkets iboende kraft og værkets overskridende bevægelse i kraft af dets intentionalitet og i kraft af dens henvendelse, men samtidig er jo netop henvendelsen en overskridende karakter. Så teksten er osse på den måde selv det paradoks, at være overskridende, fordi den som enhver talehandling har transitionen ud i verden.

I det alm talehandlings overskrid: ”Tør fødderne af”  ses jo gerne effektueret, men det i sig selv ikke nødvendigt.
Blot det at udsagnet, effektueret eller ej, har intentionen i sig, går uden for teksten.

Perlokutioner er navnet vist, hentet fra talehandlingsfilosofien, hvor en tekst har et påbud, som i sin effekt udføres (eller ikke udføres, men har overskridelsen i sig). Teksten autonomi ophæves ikke af at at påbudet fx  løslad Dreyfuss-og det sker eller ikke sker, men i at Zola-påbudet overskrider ved at  være intentional. Teksten ønsker at det menneske, nævnt i teksten osse uden for teksten, direkte "reddes".

Om referentiaIiteten, altså det udenfor liggende  er jo overskridelse pr definition. Og at jeg som modtager møder teksten med en bagage, min forforståelse, som indskriver mig i teksten som medansvarlig og fx vil en tekst der er indigneret intendere mig læser som handlende person ”ude i verden” og uden for teksten.

                                                  *

Uden for denne læsers læsnings-horisont ligger så et andet og større område, nemlig receptionen. Og inden da en mere udfoldet forholden sig til genrespørgsmålet. For hvordan læses det, der præsenteres.

En ordineret recept læses fejlagtigt, hvis den læses som poesi af patienten. Det vil være fatalt. Enhver læsning af et skrift kræver en afklaring af tekstens hensigt.  Og i det større betyder det, at hvis der er problemer allerede her, så går det for alvor galt. Og det åbner op for en hel ny (fortsættelse af) diskussionen.

...........................i anden skriftform.....................

Absurd Konstruktion Afværget

Af Knud Steffen Nielsen - 18. decem

ber 2017

»En Tænker opfører en uhyre Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System – og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, høithvælvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden. Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gjøre opmærksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive fornærmet. Thi at være i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer Systemet færdigt – ved Hjælp af at være i en Vildfarelse.« (fra Kierkegaards kritik af Hegel som systembygger).

Jeg sidder med kvaler med at få struktureret en opsats omkring  teksten som selvberoende på den ene side, og på den anden konditionen, der ligger forud: at jeg påstår, vi arbejder i  en umulighed i enhver kommunikation. Så inden jeg kan gå til den sproglige udredning, så påstår jeg, eksistentielt, at jeg tvivler på, om sprog overhovedet kan lade sig gøre. ( Ikke bare pga de hinder der hedder race, gender, opvækst, jegets unika- karakter, mm ).

     Så derfor må jeg i stedet forlade mig på en pragmatisk tilgang og sætte en hvid pind i munden  og så gå ind i det, slippe billedet af det umulige og gå direkte ind i enhver tekstlæsning. Glemme skepticismen og sige, at det tilhører en anden diskussion, samtidig med at Beckett alligevel bjæffer mig i nakken om umuligheden. Nemlig sprogets sammenbrud.

     Samtidigt med at han paradoksalt udtrykker sin kritik af sproget i netop sprog. Jeg forlader altså derfor ikke helt endnu det grundlæggende i den skepsis, som kommer fra et andet hjørne i optegnelsen her:

     (sender osse her en tanke til systembyggerkritikken i SK-indledningen øverst: som systembygger står du udenfor det system, du bygger. Altså du er både indenfor og udenfor på samme tid. Umuligt. Og umuligheden ligner den nedenfor.)

     1. Sproget kan vi ikke krænge af. (som vi ikke kan krænge verden af). Vi er født ind i den dragt, der er sproget, og det uanset, om det er et instrument, der er og altid har været brudt sammen. Og så kan man jo så sige, at det da er noget så ligegyldigt, om den litterære tekst er så selvberoende, at det udgør en lakune, en autonomi. Det er delvist den gamle diskussion. Kun delvist.

     Jeg vil berette 3 småepisoder og pege på nogle dynamoer, der får teksten til at gå over sine bredder, fra verden og til verden.

     Det er begreberne talehandlinger, udsagnenes henvendelse, sætningernes  intentionalitet, dokumentkarakter, vidnesbyrdet i bred forstand, referentialiteten, tekstens selvrefleksion, referentialiteten er en del af spillet med verden, at hente omgivelserne ind og ud.

     Tekstens insisteren på at være til. Jeg folder det lidt mere ud senere her.

Første episode:

     I 2.g spurgte jeg min dansklærer om netop tekstens selv, dens autonomi,…. og det var i tiden, hvor New Criticism på god rensende vis havde været inde over med stålbørsten og tydeliggjort teksten og udpeget teksten som tekst i egen ret, det ville sige at man kunne vurdere og komme til teksten direkte uden om alt. Men:

     Jeg ku ikke  forstå hvorfor eksempelvis Anne Franks Dagbog som værk ikke havde en større værdi end den rent formelle æstetiske, ved at være og  have  sin dokumentkarakter, at tekstens værdi var autoritativt af større værdi ved at være af verden, altså dokument. Ved at bære det fatale som reel rapport fra det levede liv. Pigens skæbne og død –i den grad uden for teksten. (og vi forudsætter naturligvis, at det ikke er et falsum, altså at Anne F’s fortælling ikke blot og bart var fiktion. Fordi svaret fra læreren var: Dagbogen er et falsum. Sådan blev det spørgsmål barberet. Han kunne osse have sagt, at det var uden litterær værdi).

     Det er ikke isoleret set kun at diskutere autonomien, som mere eller mindre, mest mere, er forladt, men fordi det åbner op for en diskussion om, hvordan en bog genremæssigt kan læses. Mit eksempel er at visse (litterære) bøger rettere burde læses/respekteres som dokument, og det vil igen sige, at den mere bør læses etisk end æstetisk.

     Kommer til episoden længere nede.

Anden episode

     Jeg mødte det første år jeg var indtrådt i Haldbestyrelsen en ung lovende kritiker.

     Kristian Ditlevs biografiske bog om pædofili var lige udkommet, og hun syntes godt om den. Mindes jeg. Og jeg havde osse selv været en interesseret læser. Og jeg vovede så den åbenbart provokerende påstand, at bogen burde anmeldes faglitterært, selvom den insisterede på at være litteratur –(osse) for mig, og også var litteratur MEN også Dokument. Ved kun at læse den æstetisk i egen ret og måske mindre etisk pegende på verden udenfor gjorde man vold på dokumentets rapportering fra verden, altså som vidnesbyrd.

Tredje episode

     Jeg fulgte en debat på en blog, (blogdahl) og en anonym meldte sig med en kommentar, og på min forespørgsel påstod han, at det var ligegyldigt for hans debatindlæg, om han var anonym eller ej. Jeg gik ind og sagde, det ikke kunne være ligegyldigt, om man var tildækket/ansigtsløs, altså anonym. Får jeg fx en anonym besked, hvor der fx står: jeg elsker dig. Så er der fanden til forskel hvem afsenderen er for den afgørende, fatale (be)tydning.

     For hvis teksten, udsagnet, er anonymt, uden ansigt, så er forbindelsen til verden (fatalt) afbrudt. Der kunne anonymt have stået: ”jeg vil slå dig ihjel” og igen ville teksten være løbet hjælpeløst rundt, ikke mindst i aflæserens hoved. Og nu vil argumentet mod anonymiteten være, at dét netop var tekstens ønske. Ok, det er så i orden, men giver i dén grad en helt anden værdi og karakter af teksten. Men ønsket om anonymitet, som så tekstens ønske ville være, ændrer intet ved at der lige akkurat er en overskridende EFFEKT uden for papirlappens ordlyd.

     Og mere bredt ud omkring det skvulp som overskridelse mod mig, læser, og verden er:

     I mødet indskrives jeg læser i teksten. Jeg kommer med min før-viden og forforståelse. Jeg har en bagage med mig og møder ikke jomfruelig op.  Jeg møder udsagnet som insisterende reflekterer mig ind i sin henvendelse, og indskriver mig i teksten og især i sin intention peger ud i det fælles.

     Er der fare på færde i læser-forfattermødet? Og hvis der er en kollision, så tænker jeg 1) at vi jo neverending er låst ude fra hinanden eksistentielt som nævnt oven for og 2) altså, at mødet ikke kan lade sig gøre, og hvis det er rigtigt, så 3) har vi igen vores på-trods-gøren, og her forudsætter jeg, at væren har den karakter på alle niveauer: at vi kun har vores egen væren hver især…og at det så gør vores gøren og laden absurd og dermed også konkret læsning absurd. Vi er sisyfosser, der i blinde sparker lort op af bjerget.

     Jeg ku jo fx læse min egen private intention ind (og dermed afspore forfatterens intention). Og da kollisionen ikke kan undgås, må man se den i øjnene. Forfatteren kan ikke lige suspendere læserens medleven, og meddigten. Og der hvor jeg er, må jeg acceptere dette vilkår og så fx sige, at teksten altid er en disjecta membra, en torso, man må leve med som modtager, og tilføje, at man ikke kun er modtager, men sige, at jeg har et medansvar for tekstens ankomst og gestaltning.

     Jeg formulerer altså det umulige paradoks både at hævde værkets iboende kraft og værkets overskridende bevægelse i kraft af dets intentionalitet og i kraft af dens henvendelse, men samtidig er jo netop henvendelsen en overskridende karakter. Så teksten er osse på den måde selv det paradoks, at være overskridende, fordi den som enhver talehandling har transitionen ud i verden.

     I det alm. talehandlings overskrid: ”Tør fødderne af” ses jo gerne effektueret, men det i sig selv ikke nødvendigt.

     Blot det at udsagnet, effektueret eller ej, har intentionen i sig, går uden for teksten.

     Perlokutioner er navnet vist, hentet fra talehandlingsfilosofien, hvor en tekst har et påbud, som i sin effekt udføres (eller ikke udføres, men har overskridelsen i sig). Teksten autonomi ophæves ikke af at at påbudet fx  løslad Dreyfuss-og det sker eller ikke sker, men i at Zola-påbudet overskrider ved at  være intentional. Teksten ønsker at det menneske, nævnt i teksten osse uden for teksten, direkte “reddes”.

     Om referentiaIiteten, altså det udenfor liggende, er jo overskridelse pr definition. Og at jeg som modtager møder teksten med en bagage, min forforståelse, som indskriver mig i teksten som medansvarlig og fx vil en tekst der er indigneret intendere mig læser som handlende person ”ude i verden” og uden for teksten.

                                                *

Uden for denne læsers læsnings-horisont ligger så et andet og større område, nemlig receptionen. Og inden da en mere udfoldet forholden sig til genrespørgsmålet. For hvordan læses det, der præsenteres.

     En ordineret recept læses fejlagtigt, hvis den læses som poesi af patienten. Det vil være fatalt. Enhver læsning af et skrift kræver en afklaring af tekstens hensigt.  Og i det større betyder det, at hvis der er problemer allerede her, så går det for alvor galt. Og det åbner op for en hel ny (fortsættelse af) diskussionen.

Knud Steffen Nielsen