søndag den 31. december 2017

ældre, overstået webinar (hva mon det er for en størrelse)

Ny dansk poesi fra 2015 til i dag. Tendenser og anbefalinger

ONSDAG, 14. SEPTEMBER 2016 - 14:00

ONLINE

ONLINEFORLØB

Bliv klog på tidens tendenser

Dansk poesi er inde i en guldalder lige nu. Der udgives utrolige mængder digtsamlinger på de små og store forlag, men hvilke tendenser tegner sig - og hvad er værd at læse? Dette webinar undersøger de større retninger og temaer indenfor ny dansk poesi fra 2015 til i dag.

Webinaret henvender sig til dig, der ønsker at styrke jeres formidling af poesi og ønsker tips til nye indkøb, der rammer plet i forhold til de stadig stigende krav fra især det yngre publikum.

Der arbejdes ud fra professor Peter Stein Larsens teori om to grundlæggende typer poesi, hhv. centrallyrik og interaktionslyrik. Med afsæt i Stein Larsens typologi ser vi nærmere på de mest brugte former og de mest centrale temaer, der præger dansk poesi netop nu.

Få en række anbefalinger med på vejen

20 værker omtales, som er udvalgt blandt mere end 80 værker fra 2015 til i dag, herunder udgivelser af etablerede digtere som Henrik S. Holck, Knud Steffen Nielsen, Klaus Høeck, Ursula Andkjær Olsen, Mikkel Thykier og de nye / næsten-nye stjerner som Theis Ørntoft, Glenn Christian, Cecilie Lind, Signe Gjessing og Lea Marie Løppenthin m.fl.

Underviser:

Thomas Olesen er cand.mag. i Litteraturvidenskab, anmelder hos DBC og kulturformidler hos Norddjurs Biblioteker.

Praktisk:

Dagen før webinaret modtager I en mail med link og praktisk info om webinaret.

torsdag den 28. december 2017

Litteratursiden.dk

Knud Steffen Nielsen
Debut: Indskrift: digte.

Det at skrive er for mig at være underlagt en anfægtelsens motor. Derfor får ens undersøgende forholden-sig altid snerten af proces, fordi den fremadskridende tid destabiliserer. Det hele er under forandringens beskydning, så nødvendigvis må også det processuelle være en del af ens (min) modus.
Selvfølgelig står man på skuldrene af fortiden og hinanden. Men man kan ikke leve af "de tanker andre gjorde…". Bestræbelsen må være at vide, hvornår man opererer på første og egen hånd, og hvornår man opererer på anden hånd.

Spørgsmålet må afføde skepsis med hensyn til det, der erkendes.
Lyrikken er et stykke jord, hvor du stiller dig til rådighed med egne sanser og går ind i et mod-og medspil til det fælles sprog og naturligvis også indgår et tekstlig samvirke med alt, der er skrevet, men hvor du selv står alene med dit projekt og ikke (forlods) taler på alles vegne, men kan håbe, at der kan læses på alles vegne med den viden at vi deler skæbnefællesskab.

Jeg forsøger ubekymret ved første blik at inviterere læseren til at være med i et sprogligt set up.
Det er så indgangen, men i næste omgang krakelerer måske dette gøgleri, for bagved spilleriet snubler vi begge og ser, at den yndige overflade ikke kan opretholdes. Ubekymretheden, der dasker en på skulderen, dækker også over det modsatte: en bekymrethed, der ikke bare kan udleveres direkte, men skimtes i nogle af de tematiske linjer, der er dødalvorlige. Vi triller sten sammen op og ned, fordi vi ved så lidt om, hvad det hele fører til, disse fødder på jordeklimpen.

Vi begynder alene ved indgangsdøren, og vi ender alene ved udgangen, og begge døre er hemmelige. Det meste er uudgrundeligt, skal være min påstand. Sproget, den skide maskine, glider man ind og ud af. Den kan alle tricksene. Man tvinges til at modificere og holde det anfægtede åbent. Det tvivlrådige må nødvendigvis tvinge sig med ind.

I min ordbog suges der modificeringer til, ikke for at svække udsagnet, men for at tydeliggøre med hvilket (ringe) mandat, man i og for sig taler med. For med hvilken ret siger man "jeg" i alle situationer? I disse år er selvbiografien som genre kommet under beskydning - netop omkring dette påståede autoritative jeg, der måske snarere i de fleste situationer er et redaktionelt scenisk postuleret ønske-jeg, der hugger en hæl og klipper en tå.

Jeg'et er destabilt, underlagt identitetsforstyrrende fremløbstid og ikke mindst en destabil omverden.
På min dagsorden hører også som en særlig forlængelse af denne interesse for processens vejen-dertil: det potentielle og det provisoriske, fordi det jo er illusorisk at tænke tiden og vejen til udsagnene bort.
I forandringen er man udelukket fra at kunne se tilbage over skuldrene, og det gør jo også, at du netop kun har det provisoriske og ikke-færdige facit.

Bagud lukkes der af i tid, og foran en famles der ind i et mulighedsfelt, som jo netop er potentiale, mere eller mindre udfoldet, der lister sig ind på en i ufuldkommenhed.

Heldigvis står solen op og går ned og sådan går det jo, og det ser da også så (s)yndigt kausalt ud.
Hvad er så tilbage, altså hvorfra kan der så i det hele taget tales; det er så spørgsmålet. Det kunne så være, at det netop var det anfægtede jeg, der med sin krop netop oplever det kaotiske,(der så på overfladen godt kan se så velordnet ud).

Og at se det kaotiske kræver, kunne man sige, at der må være en (stabil)vinkel at se det fra.
Det er så mit postulat, at det forholder sig sådan. Rigtigt eller forkert, men i hvert fald her står jeg og kan ikke andet. Det er så mit subjektive valg.
Det er for mig rummet, der skrives i.

Biografien er udarbejdet af Knud Steffen Nielsen
Portrættet redigeres af Jesper Handberg Christensen, Viborg Bibliotekerne

onsdag den 27. december 2017

sød julehilsen

mandag den 18. december 2017

Om en teksts selvberoenhed og kommunikation

Knud Steffen N:

  »En Tænker opfører en uhyre Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System – og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, høithvælvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden. Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gjøre opmærksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive fornærmet. Thi at være i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer Systemet færdigt – ved Hjælp af at være i en Vildfarelse.« (fra Kierkegaards kritik af Hegel som systembygger).

Jeg sidder med kvaler med at få struktureret en opsats omkring teksten som selvberoende på den ene side, og på den anden konditionen, der ligger forud: at jeg påstår, vi arbejder i en umulighed i enhver kommunikation. Så inden jeg kan gå til den sproglige udredning, så påstår jeg, eksistentielt, at jeg tvivler på, om sprog overhovedet kan lade sig gøre. ( Ikke bare pga de hinder der hedder race, gender, opvækst, jegets unika- karakter, mm ).

Så derfor må jeg i stedet forlade mig på en pragmatisk tilgang og sætte en hvid pind i munden og så gå ind i det, slippe billedet af det umulige og gå direkte ind i enhver tekstlæsning. Glemme skepticismen og sige, at det tilhører en anden diskussion, samtidig med at Beckett alligevel bjæffer mig i nakken om umuligheden. Nemlig sprogets sammenbrud.

Samtidigt med at han paradoksalt udtrykker sin kritik af sproget i netop sprog. Jeg forlader altså derfor ikke helt endnu det grundlæggende i den skepsis, som kommer fra et andet hjørne i optegnelsen her:

(sender osse her en tanke til systembyggerkritikken i SK-indledningen øverst: som systembygger står du udenfor det system, du bygger. Altså du er både indenfor og udenfor på samme tid. Umuligt. Og umuligheden ligner den nedenfor.)

1. Sproget kan vi ikke krænge af. (som vi ikke kan krænge verden af). Vi er født ind i den dragt, der er sproget, og det uanset, om det er et instrument, der er og altid har været brudt sammen. Og så kan man jo så sige, at det da er noget så ligegyldigt, om den litterære tekst er så selvberoende, at det udgør en lakune, en autonomi. Det er delvist den gamle diskussion. Kun delvist.

Jeg vil berette 3 småepisoder og pege på nogle dynamoer, der får teksten til at gå over sine bredder, fra verden og til verden.

Det er begreberne talehandlinger, udsagnenes henvendelse, sætningernes intentionalitet, dokumentkarakter, vidnesbyrdet i bred forstand, referentialiteten, tekstens selvrefleksion, referentialiteten er en del af spillet med verden, at hente omgivelserne ind og ud.

Tekstens insisteren på at være til. Jeg folder det lidt mere ud senere her

Første episode:

     I 2.g spurgte jeg min dansklærer om netop tekstens selv, dens autonomi,…. og det var i tiden, hvor New Criticism på god rensende vis havde været inde over med stålbørsten og tydeliggjort teksten og udpeget teksten som tekst i egen ret, det ville sige at man kunne vurdere og komme til teksten direkte uden om alt. Men:

   Jeg ku ikke forstå hvorfor eksempelvis Anne Franks Dagbog som værk ikke havde en større værdi end den rent formelle æstetiske, ved at være og have sin dokumentkarakter, at tekstens værdi var autoritativt af større værdi ved at være af verden, altså dokument. Ved at bære det fatale som reel rapport fra det levede liv. Pigens skæbne og død –i den grad uden for teksten. (og vi forudsætter naturligvis, at det ikke er et falsum, altså at Anne F's fortælling ikke blot og bart var fiktion. Fordi svaret fra læreren var: Dagbogen er et falsum. Sådan blev det spørgsmål barberet. Han kunne osse have sagt, at det var uden litterær værdi).

    Det er ikke isoleret set kun at diskutere autonomien, som mere eller mindre, mest mere, er forladt, men fordi det åbner op for en diskussion om, hvordan en bog genremæssigt kan læses. Mit eksempel er at visse (litterære) bøger rettere burde læses/respekteres som dokument, og det vil igen sige, at den mere bør læses etisk end æstetisk.

    Kommer til episoden længere nede.

    anden episode

Jeg mødte det første år jeg var indtrådt i Haldbestyrelsen en ung lovende kritiker.

     Kristian Ditlevs biografiske bog om pædofili var lige udkommet, og hun syntes godt om den. Mindes jeg. Og jeg havde osse selv været en interesseret læser. Og jeg vovede så den åbenbart provokerende påstand, at bogen burde anmeldes faglitterært, selvom den insisterede på at være litteratur –(osse) for mig, og også var litteratur MEN også Dokument. Ved kun at læse den æstetisk i egen ret og måske mindre etisk pegende på verden udenfor gjorde man vold på dokumentets rapportering fra verden, altså som vidnesbyrd.

t Tredje episode

   JJeg fulgte en debat på en blog, (blogdahl) og en anonym meldte sig med en kommentar, og på min forespørgsel påstod han, at det var ligegyldigt for hans debatindlæg, om han var anonym eller ej. Jeg gik ind og sagde, det ikke kunne være ligegyldigt, om man var tildækket/ansigtsløs, altså anonym, eller ej. For hvis jeg får en anonym besked, hvor der fx står: jeg elsker dig. Så er der fanden til forskel, hvem afsenderen er for den afgørende, fatale (be)tydning.
For hvis teksten, udsagnet, er anonymt, uden ansigt, så er forbindelsen til verden (fatalt) afbrudt. Der kunne anonymt have stået: ”jeg vil slå dig ihjel” og igen ville teksten være løbet hjælpeløst rundt, ikke mindst i aflæserens hoved. Og nu vil argumentet mod anonymiteten, være, at det netop var tekstens ønske. Ok, det er så i orden, men giver i den grad en helt anden værdi og karakter af teksten. Men ønsket om anonymitet, som så tekstens ønske ville være, ændrer intet ved at der lige akkurat er en overskridende EFFEKT uden for papirlappens ordlyd.



    Og mere bredt ud omkring det skvulp som overskridelse mod mig, læser, og verden er:

   I mødet indskrives jeg læser i teksten. Jeg kommer med min før-viden og forforståelse. Jeg har en bagage med mig og møder ikke jomfruelig op. Jeg møder udsagnet som insisterende reflekterer mig ind i sin henvendelse, og indskriver mig i teksten og især i sin intention peger ud i det fælles.

   Er der fare på færde i læser-forfattermødet? Og hvis der er en kollision, så tænker jeg 1) at vi jo neverending er låst udefra hinanden eksistentielt som nævnt ovenfor og 2)altså at mødet ikke kan lade sig gøre, og hvis det er rigtigt, så 3) har vi igen vores på-trods-gøren, og her forudsætter jeg, at væren har den karakter på alle niveauer: at vi kun har vores egen væren hver især…og at det så gør vores gøren og laden absurd og dermed også konkret læsning absurd. Vi er sisyfosser, der i blinde sparker lort op af bjerget.

Jeg ku jo fx læse min egen private intention ind (og dermed afspore forfatterens intention). Og da kollisionen ikke kan undgås, så må man se den i øjnene. Forfatteren kan ikke lige suspendere læserens medleven, og meddigten. Og der hvor jeg er, må jeg acceptere dette vilkår og så fx sige, at teksten altid er en disjecta membra, en torso, som man må leve med som modtager, og tilføje, at man ikke kun er modtager, men sige, at jeg har et medansvar for tekstens ankomst og gestaltning.

Så jeg formulerer altså det umulige paradoks både at hævde værkets iboende kraft og værkets overskridende bevægelse i kraft af dets intentionalitet og i kraft af dens henvendelse, men samtidig er jo netop henvendelsen en overskridende karakter. Så teksten er osse på den måde selv det paradoks, at være overskridende, fordi den som enhver talehandling har transitionen ud i verden.

I det alm talehandlings overskrid: ”Tør fødderne af” ses jo gerne effektueret, men det i sig selv ikke nødvendigt.
Blot det at udsagnet, effektueret eller ej, har intentionen i sig, går uden for teksten.

Perlokutioner er navnet vist, hentet fra talehandlingsfilosofien, hvor en tekst har et påbud, som i sin effekt udføres (eller ikke udføres, men har overskridelsen i sig). Teksten autonomi ophæves ikke af at at påbudet fx løslad Dreyfuss-og det sker eller ikke sker, men i at Zola-påbudet overskrider ved at være intentional. Teksten ønsker at det menneske, nævnt i teksten osse uden for teksten, direkte "reddes".

Om referentiaIiteten, altså det udenfor liggende  er jo overskridelse pr definition. Og at jeg som modtager møder teksten med en bagage, min forforståelse, som indskriver mig i teksten som medansvarlig og fx vil en tekst der er indigneret intendere mig læser som handlende person ”ude i verden” og uden for teksten.

                                                  *

Uden for denne læsers læsnings-horisont ligger så et andet og større område, nemlig receptionen. Og inden da en mere udfoldet forholden sig til genrespørgsmålet. For hvordan læses det, der præsenteres.

En ordineret recept læses fejlagtigt, hvis den læses som poesi af patienten. Det vil være fatalt. Enhver læsning af et skrift kræver en afklaring af tekstens hensigt. Og i det større betyder det, at hvis der er problemer allerede her, så går det for alvor galt. Og det åbner op for en hel ny (fortsættelse af) diskussionen.

...........................i anden skriftform.....................

Absurd Konstruktion Afværget

Af Knud Steffen Nielsen - 18. decem

ber 2017

»En Tænker opfører en uhyre Bygning, et System, et hele Tilværelsen og Verdenshistorien o. s. v. omfattende System – og betragter man hans personlige Liv, saa opdager man til sin Forbauselse dette Forfærdelige og Latterlige, at han selv ikke personligen beboer dette uhyre, høithvælvede Pallads, men en Ladebygning ved Siden af, eller et Hundehuus, eller i det Høieste Portnerleiligheden. Vilde man tillade sig med et eneste Ord at gjøre opmærksom paa denne Modsigelse, saa vilde han blive fornærmet. Thi at være i en Vildfarelse frygter han ikke, naar han blot faaer Systemet færdigt – ved Hjælp af at være i en Vildfarelse.« (fra Kierkegaards kritik af Hegel som systembygger).

Jeg sidder med kvaler med at få struktureret en opsats omkring teksten som selvberoende på den ene side, og på den anden konditionen, der ligger forud: at jeg påstår, vi arbejder i en umulighed i enhver kommunikation. Så inden jeg kan gå til den sproglige udredning, så påstår jeg, eksistentielt, at jeg tvivler på, om sprog overhovedet kan lade sig gøre. ( Ikke bare pga de hinder der hedder race, gender, opvækst, jegets unika- karakter, mm ).

Så derfor må jeg i stedet forlade mig på en pragmatisk tilgang og sætte en hvid pind i munden og så gå ind i det, slippe billedet af det umulige og gå direkte ind i enhver tekstlæsning. Glemme skepticismen og sige, at det tilhører en anden diskussion, samtidig med at Beckett alligevel bjæffer mig i nakken om umuligheden. Nemlig sprogets sammenbrud.

Samtidigt med at han paradoksalt udtrykker sin kritik af sproget i netop sprog. Jeg forlader altså derfor ikke helt endnu det grundlæggende i den skepsis, som kommer fra et andet hjørne i optegnelsen her:

(sender osse her en tanke til systembyggerkritikken i SK-indledningen øverst: som systembygger står du udenfor det system, du bygger. Altså du er både indenfor og udenfor på samme tid. Umuligt. Og umuligheden ligner den nedenfor.)

1. Sproget kan vi ikke krænge af. (som vi ikke kan krænge verden af). Vi er født ind i den dragt, der er sproget, og det uanset, om det er et instrument, der er og altid har været brudt sammen. Og så kan man jo så sige, at det da er noget så ligegyldigt, om den litterære tekst er så selvberoende, at det udgør en lakune, en autonomi. Det er delvist den gamle diskussion. Kun delvist.

Jeg vil berette 3 småepisoder og pege på nogle dynamoer, der får teksten til at gå over sine bredder, fra verden og til verden.

Det er begreberne talehandlinger, udsagnenes henvendelse, sætningernes intentionalitet, dokumentkarakter, vidnesbyrdet i bred forstand, referentialiteten, tekstens selvrefleksion, referentialiteten er en del af spillet med verden, at hente omgivelserne ind og ud.

Tekstens insisteren på at være til. Jeg folder det lidt mere ud senere her.

Første episode:

I 2.g spurgte jeg min dansklærer om netop tekstens selv, dens autonomi,…. og det var i tiden, hvor New Criticism på god rensende vis havde været inde over med stålbørsten og tydeliggjort teksten og udpeget teksten som tekst i egen ret, det ville sige at man kunne vurdere og komme til teksten direkte uden om alt. Men:

Jeg ku ikke forstå hvorfor eksempelvis Anne Franks Dagbog som værk ikke havde en større værdi end den rent formelle æstetiske, ved at være og have sin dokumentkarakter, at tekstens værdi var autoritativt af større værdi ved at være af verden, altså dokument. Ved at bære det fatale som reel rapport fra det levede liv. Pigens skæbne og død –i den grad uden for teksten. (og vi forudsætter naturligvis, at det ikke er et falsum, altså at Anne F’s fortælling ikke blot og bart var fiktion. Fordi svaret fra læreren var: Dagbogen er et falsum. Sådan blev det spørgsmål barberet. Han kunne osse have sagt, at det var uden litterær værdi).

Det er ikke isoleret set kun at diskutere autonomien, som mere eller mindre, mest mere, er forladt, men fordi det åbner op for en diskussion om, hvordan en bog genremæssigt kan læses. Mit eksempel er at visse (litterære) bøger rettere burde læses/respekteres som dokument, og det vil igen sige, at den mere bør læses etisk end æstetisk.

Kommer til episoden længere nede.

Anden episode

Jeg mødte det første år jeg var indtrådt i Haldbestyrelsen en ung lovende kritiker.

Kristian Ditlevs biografiske bog om pædofili var lige udkommet, og hun syntes godt om den. Mindes jeg. Og jeg havde osse selv været en interesseret læser. Og jeg vovede så den åbenbart provokerende påstand, at bogen burde anmeldes faglitterært, selvom den insisterede på at være litteratur –(osse) for mig, og også var litteratur MEN også Dokument. Ved kun at læse den æstetisk i egen ret og måske mindre etisk pegende på verden udenfor gjorde man vold på dokumentets rapportering fra verden, altså som vidnesbyrd.

Tredje episode

Jeg fulgte en debat på en blog, (blogdahl) og en anonym meldte sig med en kommentar, og på min forespørgsel påstod han, at det var ligegyldigt for hans debatindlæg, om han var anonym eller ej. Jeg gik ind og sagde, det ikke kunne være ligegyldigt, om man var tildækket/ansigtsløs, altså anonym. Får jeg fx en anonym besked, hvor der fx står: jeg elsker dig. Så er der fanden til forskel hvem afsenderen er for den afgørende, fatale (be)tydning.

For hvis teksten, udsagnet, er anonymt, uden ansigt, så er forbindelsen til verden (fatalt) afbrudt. Der kunne anonymt have stået: ”jeg vil slå dig ihjel” og igen ville teksten være løbet hjælpeløst rundt, ikke mindst i aflæserens hoved. Og nu vil argumentet mod anonymiteten være, at dét netop var tekstens ønske. Ok, det er så i orden, men giver i dén grad en helt anden værdi og karakter af teksten. Men ønsket om anonymitet, som så tekstens ønske ville være, ændrer intet ved at der lige akkurat er en overskridende EFFEKT uden for papirlappens ordlyd.

Og mere bredt ud omkring det skvulp som overskridelse mod mig, læser, og verden er:

I mødet indskrives jeg læser i teksten. Jeg kommer med min før-viden og forforståelse. Jeg har en bagage med mig og møder ikke jomfruelig op. Jeg møder udsagnet som insisterende reflekterer mig ind i sin henvendelse, og indskriver mig i teksten og især i sin intention peger ud i det fælles.

Er der fare på færde i læser-forfattermødet? Og hvis der er en kollision, så tænker jeg 1) at vi jo neverending er låst ude fra hinanden eksistentielt som nævnt oven for og 2) altså, at mødet ikke kan lade sig gøre, og hvis det er rigtigt, så 3) har vi igen vores på-trods-gøren, og her forudsætter jeg, at væren har den karakter på alle niveauer: at vi kun har vores egen væren hver især…og at det så gør vores gøren og laden absurd og dermed også konkret læsning absurd. Vi er sisyfosser, der i blinde sparker lort op af bjerget.

Jeg ku jo fx læse min egen private intention ind (og dermed afspore forfatterens intention). Og da kollisionen ikke kan undgås, må man se den i øjnene. Forfatteren kan ikke lige suspendere læserens medleven, og meddigten. Og der hvor jeg er, må jeg acceptere dette vilkår og så fx sige, at teksten altid er en disjecta membra, en torso, man må leve med som modtager, og tilføje, at man ikke kun er modtager, men sige, at jeg har et medansvar for tekstens ankomst og gestaltning.

Jeg formulerer altså det umulige paradoks både at hævde værkets iboende kraft og værkets overskridende bevægelse i kraft af dets intentionalitet og i kraft af dens henvendelse, men samtidig er jo netop henvendelsen en overskridende karakter. Så teksten er osse på den måde selv det paradoks, at være overskridende, fordi den som enhver talehandling har transitionen ud i verden.

I det alm. talehandlings overskrid: ”Tør fødderne af” ses jo gerne effektueret, men det i sig selv ikke nødvendigt.

Blot det at udsagnet, effektueret eller ej, har intentionen i sig, går uden for teksten.

Perlokutioner er navnet vist, hentet fra talehandlingsfilosofien, hvor en tekst har et påbud, som i sin effekt udføres (eller ikke udføres, men har overskridelsen i sig). Teksten autonomi ophæves ikke af at at påbudet fx løslad Dreyfuss-og det sker eller ikke sker, men i at Zola-påbudet overskrider ved at være intentional. Teksten ønsker at det menneske, nævnt i teksten osse uden for teksten, direkte “reddes”.

Om referentiaIiteten, altså det udenfor liggende, er jo overskridelse pr definition. Og at jeg som modtager møder teksten med en bagage, min forforståelse, som indskriver mig i teksten som medansvarlig og fx vil en tekst der er indigneret intendere mig læser som handlende person ”ude i verden” og uden for teksten.

Uden for denne læsers læsnings-horisont ligger så et andet og større område, nemlig receptionen. Og inden da en mere udfoldet forholden sig til genrespørgsmålet. For hvordan læses det, der præsenteres.

En ordineret recept læses fejlagtigt, hvis den læses som poesi af patienten. Det vil være fatalt. Enhver læsning af et skrift kræver en afklaring af tekstens hensigt. Og i det større betyder det, at hvis der er problemer allerede her, så går det for alvor galt. Og det åbner op for en hel ny (fortsættelse af) diskussionen.

Knud Steffen Nielsen

lektør

Kort om bogen:
Udvalgte digte fra et betydeligt forfatterskab. Et must-read for enhver med hang til kompleks, velkomponeret skrift mellem billede og sprog.

Beskrivelse:
Digte udvalgt blandt 12 af Knud Steffen Nielsens digtsamlinger fra 1980-2016, samt prolog og appendiks som indeholder 2x2 digte udgivet på www.denfri.dk og to korte prosatekster til sidst, "Bænken" og "Hate". Prosateksterne ligger på kanten ml. dagbogsnotatet og fiktion, og bevæger sig fra hhv. en konkret iagttagelse og en barndomserindring til overvejelser over sprogets frihed og virkelighedens bundethed. Samme tema går igen i digtene, dog med forskellige fokuspunkter: bl.a. rummet, tiden og oplevelsen af at være forskudt i forhold til tiden, jeg'ets oplevelse af verden (fokus på sanserne) og jeg'ets fremstilling af verden (fokus på foto, maleri, film, teater, skulptur og gennem verbalsprog). Der benyttes ofte højt tempo, korte framenter, billedglimt og grammatiske udeladelser, som fx her i et digt fra 2002: "Jorden vibreres, mens en fugl i tagrenden. / Den / kradser jeg ud og / giver overskæg (...)".

Vurdering:
Samlingen viser bevægelsen i forfatterskabet, der helt fra start har rummet kimen til det nuværende. Hele vejen igennem er der tale om et vildt og poetisk-malerisk sprog, som henter energi fra humor og billedkunsten (KSN er også maler).

Andre bøger om samme emne:
Beslægtede forfatterskaber ml. sprog og billede er bl.a. Gertrude Stein, Henrik Have, Toni Larsen, men også nyere digtere som bl.a. Lise Haurum.

Til bibliotekaren:
Anbefales til alle hovedbiblioteker.

smalle digtere

lørdag den 16. december 2017

interview af Anders Gade med bloggermand

KSN interview

En onsdag i november mødes jeg med digteren Knud Steffen Nielsen. Anledningen er bl.a. udgivelse af hans seneste digtsamling ”Derfor står jeg frem nu”, på forlaget Werkstatt. Jeg har mødt ham et par gange før, i andre sammenhænge, men ellers består vores kendskab til hinanden i mødet i kommentarfeltet på Facebook, der ofte er genstand for gensidig sproglig leg med hinandens kommentarer. Det blev til en samtale om sprog og eksistens.

Sisyfos.

Jeg spurgte ham om, nu hvor han havde udgivet sin 12. digtsamling, hvorfor han bliver ved med at skrive?

Skriften er et fantastisk tilbud. Et spil med tiden, hvor vi illusorisk opererer med tid fremad og bagud. Som så meget i dette jordeliv er skriften processuel. Vi er kastet ind i livet-uden at vi er blevet spurgt. Så det skal da give lyst til at undres, til at stille umulige spørgsmål, hvor vi ikke kan forvente gensvar.

I den situation af manglende svar og måske manglende mening har man siden ruder konges tid forsøgt at danne mening, man indgår kontrakter med guddommen eller skæbnen, som giver en forestilling om, at der er en fast grund at stå på. Men det lugter jo ret meget af construct og konstruktion. På den anden side så er det en kraft i livet, som ikke skal underkendes. En kraft til –mod alle odds- i det omtalte i at skabe mening og lave mønstre- altså uanset det illusoriske i den øvelse.

For fx Freud var libidoen den store, forklarende dynamo, mens jeg ikke ligefrem tror, at Kafka fandt mening i at bede Max Brod om at destruere det samlede værk. Jeg tror derimod, at meningsløsheden var det, der var tilbage. Victor Frankl pegede på jagten efter mening som den store kraft i livet. Og det er et aspekt, der bedst falder i tråd med mit syn. Selvom Sisyfos hele tiden dukker op og permanent får ødelagt tegningen.

I relation til skriften står jeg som en anden Sisyfos. Sisyfos mødte på sin vej op ad bjerget den ene chikane efter den anden, men det fik ham ikke til at give op. Op på hesten igen. Han forsøgte at overvinde dem og komme videre. Skriften er bl.a. en måde at møde og vurdere chikanerne på, selvom man ved, at det er en ulige kamp. Altså en på-trods-forholden sig til eksistensen. Det definerer både skeptikeren og fighteren i en. Det giver nok en illusorisk følelse af udsættelse, ja nærmest overvindelse, men samtidig er det en søgen efter, et ønske om, selvom der måske ingen afklaring gives, at finde mening. Det er et forsøg på at nå frem til noget, at tro man kan det, selvom man rationelt støder imod hårde realiteter.

Du skriver et sted i ”Derfor står jeg frem nu”, at legen er det alvorlige. Hvad skal vi lægge i det?

Legen er serious business- både for voksne og for børn. Voksne siger om børn der leger, at de leger for sjov. Det gør de nok også, men der er en alvor i det, som gør at det forholder sig omvendt. Børnene mimer nok i legen de voksnes verden, man leger som når man ser sin mor gøre dette eller hint eller som en politibetjent, fordi det er nu det, der tilbydes at betragte. Der er ikke en intention om at mime de voksne. Man efterligner ikke bare far eller mor. Det er ikke et spejlbillede for spejlbilledets skyld. Det er alvor uden hensigt. Man øver sig ikke i at blive voksen.

Og det knytter an til sproget. Til sprogets legende potentiale. Sproget er mulighed for forestillinger, for konjunktivisk seriøs leg, kunne man sige, altså at opstille hypoteser, bevæge sig ind i det hypotetiske, mulighederne, det forestilledes sted. Hvor vi leger, altså forestiller os: hvad nu hvis og hvorfor og hvordan. Hvor alt kan ske.

Kviksand.

Da vores kendskab til hinanden havde et begrænset omfang, havde vi aftalt, inden vores møde, at tale sammen i telefonen. Banen skulle kridtes op. På et tidspunkt får jeg nævnt Beckett. Vi taler, primært Knud Steffen, om hvordan Beckett i en eller anden forstand radikaliserer Wittgensteins sene filosofi. Knud Steffen genkendte hos Beckett skeptikeren, det forhold, at denne fremviser et sprog, der er gået i stykker, samtidig med at Beckett netop bruger sproget, (det ødelagte, umulige sprog) til paradoksalt at fortælle, at sproget er gået i stykker. Og det giver så videre den konsekvens, at der så nødvendigvis må tvivles på om skrift, om samtale, om kommunikation kan lade sig gøre. Der en skepsis over for det hos Beckett og som samtalen i telefonen og samtalen ansigt til ansigt skred frem stod det klar, at det var en skepsis Knuds Steffen Nielsen delte. Nok kører sprog fint som kommunikation på et dagligt praksis niveau, ser det ud til. Og hvad kan vi andet?

- Der er ikke noget bevis for, det jeg siger til dig, bliver opfattet af dig. Dvs. der er ikke noget bevis for om kommunikationen lykkes, om den finder (sit) sted. Men min oplevelse af det bør være mig mere end nok.

Læg dertil, at en kommunikation hele tiden tilføjer noget. Skal man forklare noget fx A, så gør man det ved at føje noget andet end A til, fx B. Egentlig kan man kun sige det tautologisk, at A er lig med A. Sådan strikte logisk. Men i sproget føjer vi noget til for at forklare A, (vi lægger prædikater til). Så når logikken siger, at A kun kan være A, Så opretholder vi naturligvis i vores sprog ikke den logik. Vi lægger til i lange baner. Det kan fx være årsagssammenhænge og alt muligt andet.

Nødvendigvis er vi nødt til at lægge til og lægge til. Naturligvis.

Men dybt basalt set, så er alle udvidelser af A postulater, Det at fortælle er jo netop at lægge til. Det kan og skal ikke være anderledes. Vi bevæger os i en frihed, hvor vi flyver rundt i skriften. Og skeptikeren i mig kan ikke afgøre graden af illusion. Den mirakuløse mulighed og frihed i sproget foretrækker jeg frem for beviser.

Og i spillet her er så også spørgsmålet hvad der egentlig er beviser, hvad vil det sige at verificere noget. Det kunne være, at jeg lægger for stor vægt på det at verificere noget, der ikke kan verificeres.

Skeptikeren ønsker at se vandtætte beviser, at se sårgab, og i samme nu ønsker han ikke noget svar. I hvert fald hvis det er mig, der er skeptikeren. Og jeg er et langt stykke med, hvis man påstår, at det der sanses, er rigelig verificering i sig selv. (dog igen med den tilføjelse, at der kan være tale om redigering af sanseindtryk allerede i sanseøjeblikket. Der kom han igen, skeptikeren).

Vi kan som illustration tage eksemplet: udsigt. Vandudsigt blev først ”opfundet” i 1970erne. Dér blev det et tema

Om du nu fik det bevis, hvad så?

- Ja det ville være en kedelig verden. Der ville ikke være flere gåder at gå imod. Mysteriet ville være løst. Alt ville være ophørt. Døden, velsagtens, ville det være.

Blikket.

Når der nu er så stor skepsis forbundet med det, når der nu ikke ser ud til at være det store resultat i at kommunikere, hvorfor så begynde?

- Det har noget at gøre med blikket, - vel som det vist høres hos Lacan. For at mærke at vi eksisterer, skal vi ses af andre. Palle der er alene i verden synes, det er sjovt at køre i sporvogn og sjovt at kunne spise alle de flødeboller og al den slik han vil. Men så spørger han pludselig og bange: hvor er mor og far henne. Så er det med flødebollerne og alt det andet ligegyldigt, når han ikke bliver set af mor og far. Eksistentielt siger jeg så, at for at blive til, skal man blive til i den andens blik. Den mulighed ligger også i sproget. En mulighed for at henvende os til hinanden. (Og det på trods for de begrænsninger, allerede nævnt, der ligger og skvulper).

Sproget og det søgende, gensidige blik er i den forstand et begær (kærlighedsbegær). I bund og grund en bekræftelse af at være til.

Jeg lukker interviewet med at spørge Knud Steffen Nielsen om på baggrund af alt det vi har talt om, meget som ikke er med her, kan sige, at hans digtning er en besyngelse, en hyldest til livet.

- Njaj. At være til er et mirakuløst mysterium, og sproget er et magisk tilbud. Og det er da en sang værd, men som en skygge ligger tvivlen med alle chikanerne og giver brok i foretagendet.

En passende udgang, vil jeg forslå, af dette møde.

torsdag den 14. december 2017

Talepapir, albertinepristalen til Eske K (absolut kladde, skal gøres skriftligt, men nu parkerer jeg lige sagen her...)

Jeg vil begynde med at læse et par digte op.

I hans digt udgange giver han mig lov til at "transfer" den lille konkrete scene, fra mikro til makro også.

Mandatet ligger i udgange. Fx -tilfældigt valgt- (fra Arenabogen s.162 Påfuglehannen, der beskrives i alle ender og kanter...og så:...Tænk på det, når du ser, de fører sig frem, de store mænd i verden, når de rigtig blæser sig op...).

Det er lidt a la Æsop, der i sine fabler puster i fløjten, når der skiftes fra mikro-billedplanet til makro-moralen ..i øvrigt osse med påfuglen.

Den beskrives ligesom her i alle detaljer af skønhed og så ellers makroagtigt i moralen, der vel både handler om nemesis, at man skal ikke komme for godt i gang: du kan sgutte både se pissegodt ud og samtidig synge så herligt.

Eske har den samme bevægelse: først slår vi maskerne op og så gøres i et spring en trøje til os alle.

Jeg vil finde en flok eksempler. Og så vil jeg bevæge mig over i det om 2 af fysikkens helt konkrete perspektiver. Og dét har jeg vist skrevet om før:

Om de reelle proportioner i en genstand (res extensa) og så den optiske distances reducering, bruge min egen tag-historie med direkte opmålinger på afstand: en bog på 20 cm i højden forsvinder på det nærmeste på en synsdistance på 25 m. Jeg kan fremvise det i selve lokalet vi sidder i. Det giver på sin vis to virkeligheder, som eksisterer side om side, eksisterer samtidigt som mikro-makro-virkeligheder. For hvis jeg står over for en person og derefter ser ham 30m væk, så ved jeg jo godt at den millimeter mand derhenne er samme person. Og begge dele spiller ind og sammen som helt nærværende i vores fælles historie.

Jeg ved så ikke om jeg finder en 3. måde at anskueliggøre dynamikken i mikroniveauet over for makroniveauet.

æsop'sk og eske'sk.
Æsop for at gøre menneskene bedre. At ændre verden (Brandes). Jeg ved ikke om jeg når frem til at finde ud af hvad der det ægte eskesk

Jeg vil analogier.

Jeg vil rationalisere. Jeg vil banalisere i en højere sags tjeneste.

Jeg insisterer på at bruge rationelle mekanismer til at belyse digtets bevægelighed. I dag to rationelle og i overensstemmelse med fysikkens mekanikker. Nemlig tingene som de fremtræder i taktil afstand og i på længere distancer ved hjælp af optikkens narrestreger. Og at disse rationelle kræfter giver ret til en plasticitet, her i synsfeltet.

Vi tager W.C. Williams

William Carlos Williams i en strofe fra Månens lethed af jasmin

Det hedder:

I de lette farver af morgen skinner sandsten og skifer orange og mørkeblåt.MEN læg mærke til denne stumpe bygnings trykkende vægt! Læg mærke til månens lethed af jasmin.

Og Eske har et digt, der lyder:

Disse fnug

Disse fnug, disse stjernebilleder af gyldne krummer på gulvet lad dem ligge et øjeblik,

Som skoven ligger ved fjorden, som de hvide muslingeskaller lyser i strandkanten

Som markens grå stubbe prøver at spidde de hastende skygger

Det er hænder det er handsker der glider ind og ud af den samme handske

Vi må fremmedgøre for i samme bevægelse bringe det fremmedgjorte tæt ind til os.

Helt konkret vil jeg tage udgangspunkt i det, jeg lige har oplevet med en genstand (tagrygningsforøgelse) set på afstand (altså optisk udgave) og samtidigt vidende in my mind hvad samme genstands objektive res extensa er i min nærhed. Og hvilken sproglig kompleksitet/plasticitet over for verden, det så giver.

Jeg husker min mors gamle moster. Moster Sidde. Hun sad og kikkede ind i den 21 tommers sort/hvide skærm. Og en frø fyldte pludselig hele skærmbilledet ud. Og hun udbrød: Jeg vidste ikke, de var så store. Her gjorde optikken- ved menneskelige indgriben, I know- det modsatte af hvad jeg har talt om:

Her voksede tudsefar til det vilde.

Den normale formindskelse, som er der, når vi går rundt på land og på by og ser en ko 300 m væk. Og den ikke er større end en pis-myre. Vi korrigerer ind ud fra vores erfaring.
Hvis vi går skriftet videre over i det mentale, så arbejder tanken ofte som en samlelinse, der netop samler sig i små terninger og ikoner, som kan fastholde tanken, der ellers fiser af sted ud i alle retninger.

Ikonet repræsenterer på trods af mikrostørrelse hele makroen, hele isbjerget, selvom vi kun står med de 10 procent oven vande. Velan, jeg arbejder videre med sagen. Sagen som i høj grad omhandler metaforens væsen og metonymets pars-pro-toto-agtighed.

................................

Engang hvor jeg var blevet sur på Thomas Bredsdorff, velsagtens 25 år siden, kom vi i vores brevudveksling til at berøre begrebet plasticitet. Siden har jeg ofte givet det en tanke. For jeg synes det er en både voldsom og subtil kraft i sproget.

jeg vil nu prøve at nærme mig plasticitet og sprogets dynamik-mulighed. Sådan helt udefra er talehandlinger et netop et externt aspekt af det, men det lader jeg lige ligge.
Jeg har sådan en grov kasse af det jeg har valgt at kalde sprogets fordoblinger, eksempelvis det at sproget tilbyder konnotationsmuligheden, en slags kontrabande, der smugles med i det enkelte sproglige udtryk.

Og det vil jeg prøve at samle til en start i noget jeg vil kalde sprogets deviation, som jeg mener plasticiteten lever af. Og deviationen, som jo normalt bruges om den magnetiske nordpols distance til selve nordpolen, er det store konnotationsfelt, hvor alle mine nævnte begreber befinder sig. Altså jeg opfatter på den måde ironi som en del det konnotative felt. Og deviationerne mellem det enkelte udtryks pålydende og så dets fulde udblæsning er netop fluktueringen, plasticiteten

Dobbelttydigheder i form af pokerfaceagtigt forstillelse i en sætning, hvor der er åbnet for både en naiv og ikke-naiv læsning af hvad "skete der lige her". Pålydende og ikke-pålydende.

Og hvilken sproglig kompleksitet/plasticitet over for verden, det så giver: at stå med to udgaver den optiske mikro velvidende at man under kasketten har den reelle faktiske udgave samtidigt. Det giver nogle ideer om bevidsthedens plasticitet, når der sakses frem og tilbage mellem disse to, som begge principielt og endda tilhører den fysiske verden. Deviationen mellem de to giver en fluktureren. Og min idé er at der internt i sproget findes en række deviationer, som jeg plejer at kalde fordoblinger, hvoraf der er dels explicitte og dels implicitte

Og de giver alle en form for siksakken frem og tilbage, for ironiens vedkommende: en fisen frem og tilbage mellem pålydende og det reelle afkodede facit.

En anden bevidsthedsmæssig plasticitet der falder helt uden for systemet her er den velkendte: du må ikke tænke på fx en skotskternet banan....og så vil man lige nøjagtig ikke kunne unddrage sig billedet

Andre fordoblinger er helt externt: løgnen, manipulationen, fortielsen undsoweiter. Og en masse mellemformer, den usandhed, der er selve rollespillet, hvor gamet er sådan, at løgnen er en del af realiteterne (Ejler og jeg har skrevet en længere artikel på Morgenrøden.dk om nogle af disse fordoblinger). Det var sådan de mere externe. Og nu fortsætter jeg så lidt med de mere implicitte, subtile. Og det vil jeg prøve at samle til en start i noget jeg vil kalde sprogets deviation, som jeg mener plasticiteten lever af. Og deviationen, som jo normalt bruges om den magnetiske nordpols distance til selve nordpolen, er det store konnotationsfelt, hvor alle mine nævnte begreber befinder sig. Altså jeg opfatter på den måde ironi som en del det konnotative felt. Og deviationerne mellem det enkelte udtryks pålydende og så dets fulde udblæsning er netop fluktueringen, plasticiteten

Dobbelttydige i form af pokerfaceagtigt forstillelse i en sætning, hvor der er åbnet for både en naiv og ikke-naiv læsning af hvad "skete der lige her". Pålydende og ikke-pålydende.

ironi

metaforer

metonymer, der jo lever at en makroniveau vegeterer på et mikroniveau

et spil mellem mikro og makroplanet (håber at finde eksempler, I Eskes digte er der eksempler...altså hvor der i mikroen klart er en bevægelse videre end i det lille billede med en sommerfugl og en lille blå sky.

Sider