Hvordan havde han fået
sine børn er mig en gåde. Hvordan han og mormoren overhovedet har
nærmet sig
hinanden står hen i det uvisse.
Brystvorternes groteske
farve og maskuline voldsomhed der er så feminint, så antipåtrængende i sine
påtrængethed. Antisugende, men at give fra sig Så cirkulerende hundreder
af koncentriske linjer, der
ikke rigtig kun med det blotte øje kan ses som
geometri, som utallige ringe i et ringspil lagt oven på
hinanden i en
vuggeskønhed, der tager pusten uanset dette er så voldsomt som skulle det til
høre en
endda mandlig art af et eksotisk dyr. En rondekab, en hytomrtin. Noget
med forholdsvis få vokaler og
en utal af kradsbørstige konsonanter som g h,
selvom o, ikke ø, på en måde havde været det mest
oplagte. Men det skyldtes at
ingen analyse er mulig, ingen opsplitning heller, både fordi øjet tilsiger
det
og fordi det taktile er sproget så oversproget. Og så ved siden af
disse groteske påførte farver,
som igen indeholder det absolut feminine, det
femininiste, næsten som de mandrilske blå og røde
som også påføres øjnene foran
spejlet, også det så feminint og kvindeligt Å jeg voyeuragtige. Men
spejlet kan
jo ikke gøre for det. Øjenskyggernes blå og de svulmende røde læber, der både
defensivt
og i en anden facon i sin latens småaggressive, dog har de
forladt mandrillens totalt og i den grad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar