Derfor står jeg frem nu af
Knud Steffen Nielsen
Med denne digtsamling søger Steffen
Nielsen ned i dybderne af det umulige. Ordene leder efter mening, enhed og
skæbne i en moderne tid, hvor næsten alt er overvåget. Her synes alt opgjort,
men samtidig i forandring; i paradoksal sameksistens. Her skal sproget og dets
undersøgelser komme os til hjælp.
Sproglig overskud og leg
Vi falder ned i en række forestillinger
om skæbnen og forsøget på at begribe den. Ordene guider os gennem forskellige
forsøg på at sætte tiden i stå (eller genstarte den) og tanken om at være placeret i enovervågning. Når jeg
bevidst skriver, at vi ”falder”, så mener jeg det, som om vi er landet på en
fjern planet, hvor hvert digt markerer et fald ind i nye erkendelser og
forventer en reaktion; at vi rejser os med digtet og forsøger at se en mening
med galskaben. Som Steffen Nielsen selv skriver: ”Hvad skal rationelle tanker
her.”
Vi er altså befriet fra det rationelle
og kan give os i kast med det umulige; at finde en mening. Det sproglige
overskud, og ikke mindst (den alvorlige) leg gør, at det er okay at falde. Men
man skal være en tålmodig læser, man skal turde gå ud på dybt vand; med en vis
risiko for at drukne uden holdepunkt i strømmen af ord. Heldigvis er der også
mere håndgribelige passager, der kan få tempoet i ens hjerneledninger til at
dale til en eftertænksom rytme, som fx:
Jeg vil bygge himlen op igen,
Jeg vil genoptræne
mine tynde armstilke (som helikoptere) og sende
dem
af sted.
På foregående side står der: ”Opråb: Mere optimisme!” hvilket også synes at være
et gennemgående blik på undersøgelsen – som en præmis for, hvordan man forsøger
at finde frem til en sammenhængskraft i verden. Og håbet om, at man kan spille
en rolle ved fx at optræne sine arme til helikoptere, så man har muligheden for
at gøre noget.
At skifte ansigt
Når al fornuft er tilsidesat kan vi også
tillade os lidt af hvert. Vi kan i hvert fald forsøge eller ønske os tilbage i
tiden. Eller måske at hive noget frem til i dag og antage en form, som vi
særligt kunne lide. Livet er et eksperiment, hvor vi ofte søger efter os selv
hele vejen igennem tilværelsen. Hvornår er vi os selv nærmest?
Det er ikke sikkert, at vi nogensinde
kan besvare det spørgsmål, men alligevel hiver vi måske bestemte årstal frem,
hvor vi var særligt tilfredse. Her havde vi måske en følelse af – et kort
øjeblik – at her var vi os selv. Men tiden lader os kun drømme, den tillader os
ikke at rejse tilbage eller tage noget frem. Den bestemmer:
Jeg må kunne bruge det ansigt
fra 1989 igen.
Forventningerne og alt er på plads, ellers
kommer det.
[…]
Det er tiden der arbejder. Den skærer alt
til.
Disse erkendelser sættes i relation til
filmen; at optages, at beskæres, at forandres. Jeg’et tænker flere gange over,
at dette ikke er en film, at denne ikke bliver overvåget. Alligevel dukker det hele
tiden frem; at man er på. Måske derfor
passer et bestemt ansigt godt til lejligheden. Men det kan ikke hentes frem,
fordi tiden skærer alt til; vi omsluttes af tiden, og den tid, der er gået, er
skåret fri. Det samme kommer til at gøre sig gældende med den tid, der venter
forude.
Digtene placerer sig ned midt i dette
virvar: At alt gennemstrømmer os, at vi forandres i blikket, at også vi skæres
til. De er en gentagende søgen efter mening i det meningsløse. Efter et
holdepunkt – måske i optimismen, trods alt.
Nogle få blindgyder
De bedste digte i samlingen er de digte,
hvor en sammenførende bevægelse finder sted. Når undersøgelserne peger på noget
fx at bygge himlen op, skifte ansigt, forståelsen af kameraets konsekvenser
eller tankerækker over symmetrien.
Nogle få steder i samlingen bliver
læsningen alligevel forstyrret af indskudte sætninger og ord. Der er en stor
lyst til leg, og for det meste fungerer den, men visse steder ender man i en
blindgyde. Her kan nogle læsere have svært ved at følge med eller med at finde
pointen i udbruddene.
Samlet
Alt i alt er samlingen yderst læseværdig
og interessant. Selvom tankerne umiddelbart synes utilgængelige gemmer der sig
for det meste, nogle håndgribelige billeder og sandheder under
ordene. Visse steder er det, som om Steffen Nielsen opfinder et nyt sprog, hvor
verden italesættes på ny. Især når de nøgterne betragtninger får plads, bliver
det godt:
Hvis datoen er overskredet, er det netop
fordi
den er overskredet. (Lugt til skidtet).
Hvis I har noget at indvende, skal det ske
hurtigt
Man skal være tålmodig og have lyst til
at genlæse digtene flere gange; de kan anbefales til den lyrikelskende, der
ikke har noget imod at dykke ned med fare for at drukne. Samlingen kræver meget
af sin læser, og det er ment som en absolut positiv ting. Leg med!
INFO
Ingen kommentarer:
Send en kommentar