Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8
Havde besøg af min gamle adjudant, Harmut Schmith,
så traurig i sine træk som altid.
så traurig i sine træk som altid.
Han lever sit liv ved at læse alle typer
dødsannoncer og mindeord.
Jeg tænkte hele tiden på adjudants Schmiths apparition. (disse bakkenbarter, der næsten når mundkrogen...)
Han
er for gennemsigtig som havde vandet lukket sig over de spor, tiden havde sat.
For tiden eller
livet må have været et andet sted, men ikke hos ham.
Bagefter forærede jeg ham mit gamle regimentscigaretsølvetui. Den eneste vits, jeg nogensinde hørte undslippe hans mund, var, da han sagde, at en dag vil det blive umoderne at have bydetobak, og folk ville være sig selv nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar