Lidt fra Nielsen
 |
Knud Steffen Nielsen debuterede i 1980
med samlingen Indskrift, han arbejder som lyriker, billedkunstner og
blogger (http://knudsteffen.blogspot.com).
|
Jeg er gået tilbage
til barndommens land, hvor jeg prøver at finde frem til det, der gjorde indtryk
mest, og som måske endda stadig har betydning. Det første, der dukker op, er
klassikeren Aben Osvald af Egon Mathiesen, som betød noget varigt. Sproglige ombukninger
i min rekonstruktion (Aben snakker):
"Jeg skal ise en
anan. Åh nej, jeg skal spise en banan. Jeg tror lige jeg må øbe mig en ur ...
åh nej, jeg mener jeg tror lige jeg må løbe mig en tur.” Det, at sproget
fordoblede sig i diverse spor, plus en hel masse andet, pirrede den 3-4 årige.
Sprogets tilbud om
parallelsamfund oppe i ens hoved, hvor alle små drenge ku lege videre og fx
give det strikkede sovedyr Fabdillen skylden for alt lige fra pissen i sengen,
til hvis drengen havde ødelagt farens merskum. Dyret var den skyldige.
Nogle år efter Aben
Oswald blev jeg fortalt, at lyset havde hastighed, (og dermed) at lyset
var lige så meget stof som skinnebussen mellem Hundested og Hillerød. Og
han blev lige så fortumlet, som bestod lyset af engle.
Nu kunne man jo så
begynde at skrue sig ind på, hvad stof er, res extensa, noget der havde længde
og bredde, partikler og vægtfylde (på en meget fin vægt). Men lyset var i hvert
fald ikke noget, der ku spærres inde i et glasakvarium eller bag glasvægge som
en skoletaske eller en kakaomælk, fastlåste derinde, lyset fra en lyspære kunne
jo gå gennem gennemsigtigt materiale og befinde sig udenfor osse. Og derved
blev jo så pludselig stof til noget endnu mere diffust.
Men det kom jo først ind
i hovedet senere, at definitioner kaldte på/ krævede nye definitioner i et
stort bundløst kar, hvor man kunne blive ved og ved for at inddæmme
fænomener, som kunne navngives i et væk.
Og det at kunne læse var
jo ligesom stof af bogstaver, der blev ført med næsten lysets fart fra papiret
til drengen. Det ku springe ud af papiret og gennembryde hans
ikke-gennemsigtige kød-væg.
Vidste nu, at lyde og
tegn og hvad ellers som myggenes summen ku hindre søvnen ved at gennemtrænge
ham her og nu.
Men mere underligt var
det, at Store Stygge Ulv, som han havde læst og set i Disneyhæftet i fuldt
dagslys, sprang over i ham og fortsatte i det forfærdeligste (mareridt), når
han sov. Det havde fundet kanaler i en
og ku ligge der og lagre. Og slå til, når det sku være, ved nattetide. Det virkede osse som - om ikke rigtigt fysisk
stof, og så dog, jo som lyset, man ikke havde troet det om.
Fabdillen har gjort det,
sagde drengen. Og drengen vidste jo nok
godt her, at der var en uoverensstemmelse mellem, hvad sovedyret selv ville ha
sagt, og så hvad drengen sagde til faren; så hvis de, drengen og dyret, lige så
stille kommunikerede med hinanden, ville det ikke korrespondere. Der var flere
udgaver af det samme.
Og barnet, der læste
Aben Osvald, ku jo ad åre se, at talte man i øst, vidste man ikke nålefast, om
det ramte et øre i vest. Men barnet var ønsket som medspiller i teksten, følte
han. Og barnet ku snakke såvel til aben Osvald som til sovedyret og sige
tåbelige snotdyr, der ikke ku finde ud af noget som helst.
Læste drengen om noget,
der gjorde ondt, hvordan så vide om det var den samme smerte, vi alle følte,
hvis nu man fx mistede noget dyrebart for tidligt. Hvornår vidste man, om
kommunikation lykkedes, og sku der ikke osse empati til, tænkte han senere.
Undrede sig, når faren
flåede en rødspætte, over om den dog ikke følte smerte. Faren sagde godt
nok
nej til det. Og på det
gentagne spørgsmål svarede han: Det er, fordi det er koldblod. Ordet koldblod
blev stikkende i hovedet som noget tæt på usandt, eller som et ord, som man
bare sagde, når man skulle finde en undskyldning, man ikke havde.
*
Og ord og andet
sansestof blev en slags missiler mod hjernen.
Drengen var blevet tro
læser og væbner i læse-spillet.
----------------------------------------------------------------------
Og det forsuttede
strikdyr var afgået ved kakkelovnsdøden.
--------------------------------------------------------------------
Senere, meget senere
stødte jeg ind i Austin og Searle og deres talehandlinger, hvor man betragtede
de samme bevægelser fra ord, der blev sagt, og som jo havde en effekt som stof,
der med lysets eller lydens hast forårsagede en handling. Der var en eller anden slags forbindelse som
mellem spørgsmål og svar. Men ku man vide om sætninger, der var mere og andet
end enkle kommandoer som at lukke vinduet (og vinduet blev lukket af
læseren/høreren/modtageren) osse gjaldt for mere komplicerede sætninger. For når det blev kompliceret i sproget, hvor
definitioner kaldte på nye definitioner, så indtraf dermed jo osse flere og
flere usikkerhedsmomenter, plus at sproget definerede sig selv, til man
eventuelt kom til en urgrund, spørgsmålet om en førstebevæger, der så måtte
forblive udefineret. Altså rigeligt med usikkerhedsmomenter.
*
På et tidspunkt ledte
jeg overalt for at finde Eliots De
fire Kvartetter. Men så reddede Fiolstræde mig en dag på en Kbh-tur.
Dether drejede sig om metrisk frihed. At rytme var andet end det dér fra
sangbogen og morgensamlingerne. Og dog var det i gymnasiet min gode
engelsklærer, der introducerede os for fx hele Burnt Norton. Og for fantastisk
middelaldermusik, madrigaler og digtbåren kormusik. Hold da op. Så ramte jeg
ind i Sarvig og de italienske imaginister Ungaretti, Montale. Og så var vi i
tresserne, og Nordbrandt debuterede, og det var noget. Og dér var jo osse lige
Marianne Larsens fantastiske bøger. Og man (og lad det blive et upersonligt
man) befolkede gymnasiebladet med tekster af egen tilvirkning. En periode med
at skamlæse enzensberger og Borums
Poetisk Modernisme, Malinovskijs Glemmebogen, der osse slog vinduet op
ud mod den ganske verden. Poul Borum, som siden var skyld i - ret snart ved
personlig indgriben -, at jeg så mere alvorligt skrev digte.
Og så er det gået med
lystlæsning og læsning siden.
Så læste jeg forleden
den fantastiske bog om litteratur og fænomenologi af Thomas Illum Hansen. Det
sku jo bare lige siges.
Og hvem har ikke
fascineret mig undervejs: Henrik Have,
hans Forværelset, Viggo Madsen, Pia
Juul, René Jean J, og på den store globus: Mallarmé, Borges, fx Fiktioner,
Paz, Sachs, Waldrop, og det
vil ikke give mening at fortsætte listen, som ikke nødvendigvis er kánon, men
er en løst kronologisk liste over egne læsninger.
På natbordet ligger
netop nu Ernst Jünger, mere humanist end kriger, Anders Vægters alt for
oversete Speer2, Sally Altschulers fine En engel bag øret og så
det løse. Og dejlige Ursula.
Skoler afløser skoler.
Sandheder afløser sandheder. Men dagens læsning bringer en ind i sit lille
cirkustelt og siger lad os snakke om tingene. Ingen af os er fejlfrie.
ksn
Ingen kommentarer:
Send en kommentar