Jeg snakker med min ven, Kugeln.
Lad mig lige sludre lidt: Er mentalt stærk pt. Og død og afvikling som muligheder er stortset ikke til stede. Allerede..jeg var lige ved at sige i mit 33.år vidste jeg, at liv ikke er permanent.
Et par mennesker havde jeg helt tilbage til min barndom set forsvinde ud over kanten. Og tit har jeg siden tænkt, at hvis ikke liv havde afslutningen som muligheden, en lem ud af det om nødvendigt, var det uudholdeligt. Jeg tænkte i ekstremer, i torturofre, der slutteligen dog havde ophøret som en vej ud.
Parameteren alder og livsafslutning hænger ikke sammen som en lang kronologi, som at nu er fx min svigerfar 88, så nu er det ok at han skal "tages bort"...parameteren hedder NU, det er det tidslige, Bull's Eye-punktet, i sagen, uanset hvem man er og hvor gammel man er. Det eneste tidsspørgsmål, der er, er at tiden som udstrækning er suspenderet, der er kun det NU, den syge sidder i ja, netop nu. Længderne af tid in the past er indsnævret til en prik. Og prikken kan enhver jo glædes over: dejlig barndom, fin soldatertid, rimelig universitetstid, hvis det er det.
Men den store og voldsomme cirkel, der fylder begge øjne totalt ud, er dette NU, uanset om hun eller han er 17 eller 90. Tiden er på den måde ikke en opsamler af passeret tid, men er dette Nu som et nærværende sværd over hovedet. Lidt som forskellen på den smerte man oplevede den dag i sin skoletid, hvor man i slåskamp blev ramt i skridtet, men smerten er nu naturligvis reduceret til "passato", en stor cirkel er blevet til en lille prik, fordi den ikke er NU. Jeg frygter ikke dette Nu, men det er en anden sag, men ændrer ikke det principielle. Og at en evt lykkelig barndom findes ændrer ikke ved Nuet, men hjælper selvfølgelig psykologien ved et kik på værdien af det liv, der er blevet en til del.
Kugeln sad bare og nikkede så fint.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar