Kassen med legetøj, det jamrende læs. Min gamle mor siger: “Jeg har gemt det i halvtreds år til,
når I kommer hjem”.
Mine favoritter er bl.a (tøjfiguren) Fabdillen, der stadig pisser i sengen, når jeg ikke passer på og
kommer efter ham.

Sagde jeg ikke: “Man ska da osse være efter dig altid. Dit lille møgdyr.” Sagt i al kærlighed, selvfølgelig.

Jeg har engang nevet den i bentøjet. Det ved ingen. Før nu. Jeg venter altid til sidste øjeblik.

Bamsemand er børnepjat. Og så kranbilen der bare er så skrammet, at man ikke ka være
det bekendt. Tænk hvis der kom gæster, fx farmor,  og de vil se hvad man har.  Det skal man bare
ikke sige ret højt, mere stille, inde i hovedet.

Jeg skammer mig over det meste af det. Det barnlige kommer af nederlag, står der i bogen.

Den kutter min far havde, skal jeg ha eftergjort i et eller andet materiale.

På kirkegården er der kun en meget lille sten.

Men der er plads nok til dem begge. Jeg rører en æggesnaps. Min bror har lært mig at komme kakao i.
Den laver vi, når vi er alene.

Man har sine egne børn. De kører med post eller læser på universitetet. Jeg gik selv rundt med vildt
mange breve, med breve som jeg ikke selv havde noget forhold til.

Det ville være vildt barnagtigt og gå rundt og lege post med breve, man selv har skrevet.
Det er da det rene pjat.
Men jeg samler på stempler med alle mulige navne på. Og fyldepenne.
En siger:
“Det er da vist noget freudnoget.”

Jeg svarede bare: “Nå er det det? Hvor interessant”.
“Og du kan alle navnene på dine blomster i haven,”  “Hvad vil du bruge det latinske vrøvl til?
Skal du være dyrlæge?” Men det er et slags rollespil, men vi har ikke aftalt noget.
The following two tabs change content below.