/deviationen, hvor vi er, går dagen
så det synger
i penduleringen.
Det trækker skævt, gør det.
Havde jeg ikke advaret mod det der udtryk,
snørede sne som skobånd og
gardinerne til at rulle henover, så det går væk.
Jeg trækker ordene i mig igen.
Har fingrene helt inde i fotofælderne.
Definerer og omdefinerer knoglerester.
Et hospice. Eller ultrasvage objekter, en halvfærdig skitse.
Jeg ligger hele tiden på lur.
Dengang fylder mere end pludselig, men nu fylder “pludselig”
det hele.
The following two tabs change content below.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar