et lille clip taget fra Jørgen Herman Monrads artikel i WAvisen

...............................................

Wisława Szymborska.

”Der er intet af alt det, som sker, / der sker igen. Det er derfor vi fødes / uden en eneste færdighed og dør / uden at have fået rutinen. / Selv om vi var de dummeste/ elever i verdens skole, / skal vi aldrig gå om/ hverken sommer eller vinter. / Ikke én dag skal gentages. / Ikke to nætter ligner hinanden,” skrev Szymborska i sit filosofiske kærlighedsdigt Nic dwa razy się nie zdarza – ’Intet sker to gange’ – som hun lod slutte således: ”I går da dit navn / blev sagt højt i mit nærvær, / var det, som faldt der en rose / ind gennem et åbent vindue. / I dag da vi er sammen, / vender jeg ansigtet ind mod væggen. / En rose? Hvordan ser en rose ud? / Er den en blomst? Eller måske en sten? / Ulykkelige time, hvorfor / er du fyldt med unødig angst? / Du er til – altså må du forgå. / Du forgår – og selv det er smukt.”

Af sine forfatterkolleger blev Wisława Szymborska beskrevet som ”elegancen i egen person: elegant i sin gestik, i sine ord og i sine digte”. Man sagde, at hun altid virkede, ”som om hun netop var trådt ud af en intellektuel salon i det 18. århundredes Paris.” Men faktisk afskyede hun enhver form for offentlig opmærksomhed. Selv den hun fik, da hun den 10. december 1996 modtog Nobelprisen i litteratur for, som det hed, ”en poesi, der skildrer mennesket i dets historiske og biologiske sammenhæng.”

”Til daglig overvejer vi ikke hvert eneste ord,” sagde hun i sin takketale, ”men under det poetiske arbejde, hvor hvert ord bliver vejet, er der intet, som blot tages for givet. Ikke en eneste sten og ikke en eneste sky, der svæver over den. Ikke en eneste dag og ikke en eneste nat. Og frem for alt ikke et eneste liv, ikke et eneste menneskes liv i denne verden.”

Et udvalg af Wisława Szymborskas digte blev i 1982 oversat af ingen ringere end Janina Katz og Inger Christensen og udgivet af forlaget Brøndum under titlen Lots hustru og andre kvinder.