tirsdag den 10. februar 2015

Kladde, men jeg smider den alligevel...et foreløbigt svar til Runes kommentarer til mit indlæg:Habeas corpus ..for et par dage siden.


Kære Rune.

 

Du snakker om Animisme, men det nu ikke i mine tanker. Men jeg vil godt forfølge det lidt. Så langt så godt

men mit indlæg havde i hvert fald links til i første omgang empati, empati for menneskenes børn og for andet levende, der vrimle på jord. For empatien ligesom kræver, at man kan solidarisere sig med/ indtænke de andre og lad os gerne tage de andre med poter og finner pænt fordelt og arme og ben med.
For at bevæge mig derhen er det nødvendigt i den forbindelse at sige,

at kærnepunktet for mig er: hvad har bevidsthed og dermed, sådan som jeg tænker begrebet, hvad har smertefølsomhed?

Jeg skrev for nogen år siden en digtsamling, der hed: Det gør ikke rigtigt ond på fisk. Ironisk spørgende.

For titlen refererede til en barndomsoplevelse, endda en genkommende én, som var det en ond drøm. Min far var fisker oprindelig og skiftede så over til fiskerikontrollør. Jeg har vel været 4-5-6 år..han står og skærer en rødspætte over. Og jeg spørger til dyret: Gør det ikke ondt på fisken. Nej, det gør det ikke. Hvordan kan du vide det. Ja, men det gør det bare ikke. Jeg borede lidt videre, da jeg ikke mente, at jeg havde fået svar nok.

Han svarede måske lettere irriteret: Det er fordi fisk er koldblodede.  Så skulle alt jo være godt…mente han. Jeg gik bort som der står i skriften og tænkte videre over det. For jeg havde fået et svar, der mere var et slag i luften, der betød: nu snakker vi ikke mere om det.
 Jeg havde fået noget, der skulle forestillede et mantraord, der skulle løse problemet.
 Men det var jo kun et ord: som hokuspokus eller tralala. Det var reelt uden indhold.
 Det fornemmede jeg jo nok ikke helt på det tidspunkt, men det arbejdede i mig lige siden. Jeg var langtfra overbevist. 
 Der er bevidsthedsaspektet. Og det vil for mig sige fx det at føle smerte som øverste lag i pyramiden. Det er dér solidariteten i det mindste må sætte ind.
Det er dér min empati må sætte ind.  Og bogens titel skulle først og fremmest pege på og fokusere ind på analogien til menneskenes børn. 
Forstår vi hinanden, kan kommunikation finde sted?
Kan jeg forstå den andens smerte? Er vi adskilte fra hinanden? Findes der et sprog, der får os til at tænke væk fra egoet, min egen krop, og indtænke den anden (mennesket) og på videre perspektiv på andre levende væsner. Etisk smukt, men kunne det dog ikke understøttes på det nærmeste fysiologisk. 
Eller er vi i bund og grund låst inde i os selv, disparate, totalt separerede i hver vores hylster.  Og i hver vores bevidsthed.
Det var dét interesserede mig voldsomt. 
Det er selvfølgelig ikke nok at fokusere på sproget.
Men det blev min største passion. Fordi bevidstheden og sproget var et og det samme. De var reciprokke, søstre, eller sproget var det, der kunne udtrykke alle disse spørgsmåls chikaner og hindringer.  Sprogets talehandlinger synes at have en dynamik fra den enes sprog til den anden.Men osse det er uafklaret i mit hoved. Grand National Steeplechace

Jeg oplevede mange ord i det offentlige som postulerende og overtalende a la” de er koldblodede”..” det gør ikke ondt på fisk”..i analogier som  ”medicinen har ingen bivirkninger” og videre stålsat ”jeg har ikke begået den forbrydelse”. 
En masse autoritative udmeldinger hver dag, alle klædt som skinbarlige sandheder som for mig lige så godt kunne have værdien: ”jorden er flak som en pandekage”.  Altså shiny lort.
Jeg redigerede en antologi: Encyklopoesien, hvor min grundidé var at angribe-på øverste hylde- de leksikalske postulater, som ethvert autoritativt skrift er fyldt af, ja netop leksikonnet, kronjuvelen, når der snakkes nominerede sandheder.
 (Historien var, at jeg købte et amerikansk 24-binds-leksikon i en genbrugsbutik, sendte et eksemplar ud i verden til forfattere. De skulle finde et opslag, som de ikke skulle ind eksplicit at definere eller dementere, men skrive ud fra, kapulterende væk, og så håbede jeg på, at fortsættelsen viste –implicit- at bogens opslag kunne forholde sig skeptisk/tvivlende på opslagets autorisation som sandhed. /for hvis de blot gav sig i kast med at dementere leksikonopslaget, så stod det bare 1-1, så havde man blot repeteret og ekspropieret endnu engang det encyklopædiske autoritative udtryk om sandheden som "min" ejendom.

Jeg ved ikke om konceptet helt lykkedes. Men jeg synes, at der kom spændende sager ud af det, også at der blev sat spørgsmålstegn ved det autoritative.  Og man kan jo nok nemt forestille sig en tysk encyklopædi fra lige før Anden Verdenskrig udtale sig om ”en Goebbels smukke karriere” for nu at sætte sagen på spidsen.) Det autoritative er på sæt og vis kannibali og høg over høg-magtudfoldelse, hvor overtalelsen er vigtigere end korrespondancen, den dialogiske bestræbelse.

For lige at værge for mig ved jeg naturligvis godt, at 1)så totalt meget ikke kan verificeres, og hvad vil det sige at verificere 2) der ligger en række ubesvarede spørgsmål i mit opslag her,  bag hvert udsagn ligger et nyt ubesvaret, så som: så som talehandlingerne, der suser ud af deres eget lille indelukke over mod en modtager, og jeg ser modtageren handle på det..men det siger ikke om hvordan og hvor eksakt vores udsagn og ord modtages, hvor adækvat.
Enhver, enhver historiker ved , at der findes mindst to historier om den samme begivenhed. Der vil jo i enhver kommunikations motiv være divergens .eller 3) hvor langt går den empatiske mulighed: moderkærligheden går langt, og det smukke ikonografiske udtryk for det, finder vi netop hos et dyr: pelikanen, der slår hul på sit bryst for at fodre ungerne med det livgivende. Men din smerte hvis du brænder dig, overføres jo ikke 1:1 til mig. Banalt, men det sætter korrespondancens begrænsning i relief.   

5 kommentarer:

  1. Kære Knud

    Tak fordi du svarer så dybdegående og seriøst. Det er en befriende oplevelse i forhold til de utallige gange, hvor jeg er stødt hovedet mod en mur af netop nogle af disse slag-i-luften-svar, du også skriver om.

    Jeg er helt enig i, at empati som udgangspunkt handler om de nærmeste, og i den her forbindelse om andre mennesker, da de som oftest mest selvfølgeligt er dem, vi forholder os mest direkte til, spejler os i og hjælper mest umiddelbart, fordi vi selv er mennesker. Når et andet menneske er i akut nød, så vil et forbipasserende menneske som regel, der er altid undtagelser, hjælpe og hvis det bliver spurgt, hvorfor det greb ind med fare for eget liv, vil det sommetider have svært ved at finde en forklaring med ord. Fordi det gør vi uden at tænke, ser det ud til. Vi griber ind, har jeg læst om og er enig i, fordi det andet menneske er en del af os. Vi redder så at sige os selv i situationen. Ikke at gribe ind ville føles som en form for selvmord.

    Vi tilhører en art, der er at finde overalt på kloden i et efterhånden faretruende højt antal, og på den måde er den her verden en mere og mere menneskelig verden, fyldt med verdensbilleder, fyldt med ideer om hvad der er det gode liv for nogen, og hvad der ikke er. Men når det kommer til alle andre arter, selv dem vi er nært beslægtede med, så har filosofien om dem, i mange områder af verden, været med udgangspunkt i os selv ud fra et mere eller mindre skjult eller helt åbent religiøst verdensbillede med mennesket som en kulmination på et skaberværk, og med kun mennesket som værende et væsen med en sjæl jf. Descartes o. a. Og ud fra en idé om, at vi ejer alt og alle udenfor os selv. Som James Cromwell siger det i et interview et sted, så begyndte tingene at gå galt, da nogen pegede på et sted og sagde, at det sted ejer jeg, og andre troede på det.

    Du skriver ”For empatien ligesom kræver, at man kan solidarisere sig med/ indtænke de andre og lad os gerne tage de andre med poter og finner pænt fordelt og arme og ben med.” Det udsagn er jeg ikke uenig i som udgangspunkt. Det kræver det netop. Men jeg er meget uenig i, hvis nogen påstår, at mennesker som sådan har prøvet på det i bred forstand, hvad angår andre arter og såmænd resten af naturen med. Og min pointe, og min holdning, er, at der hvor det ikke er muligt at solidarisere/indtænke, da må tvivlen altid komme det andet individ til gode frem for omvendt medmindre det drejer sig om overlevelse for den enkelte, fordi verden ikke er menneskeskabt. Hvorfor skal der overhovedet kræves en menneskeligt udformet skabelon for, hvad der gør et liv værdigt eller ej? Det er det, jeg protesterer imod. Det er der, jeg mener, mennesker begår en enorm fejl. På det plan opbygges der hierarkier, der både er selvdestruktive og fuldstændigt i modstrid med, hvad vi ved om den natur, vi er en del af på trods af vores mærkeligt selvbevidste, selvcentrerede opførsel. Et samfund bygget på at udvise mest mulig empati uden at kræve en forståelse for andre er det samfund, der viser sig for mig som værende det mest brugbare, det mest dynamiske for alle parter. Som det er nu, har vi skabt domstole der kun anerkender mennesker som personer og alle andre, men dog er der begyndt at komme undtagelser i verden med f.eks. chimpanser og delfiner, som menneskers ejendom. En hund er altså det samme som en sofa eller en bil i retslig forstand. Hvis ikke det er absurd, så ved jeg ikke, hvad er.

    Når jeg tænker over menneskers forhold til alle andre dyr, så tænker jeg, at det er det mest splittede, forvirrede, mystiske, ulogiske og konstant fortrængende forhold, fordi det først og fremmest afspejler et forhold til os selv, som vi ikke vil være ved. F. eks. er mange af de ting, der kaldes for dyrisk eller bestialsk opførsel, når mennesker udfører dem, kun noget mennesker gør. Det bestialske er i den forbindelse projiceret ud på et mytologisk dyr, der ikke findes, for at mennesket kan lade som om, det er noget helt fremmed fra det. Nekrofili f. eks. Den slags ”forklaringer” er forresten også at finde i ordbøger, der netop ikke forts.

    SvarSlet
  2. pointerer, at det bestialske er noget mennesker står mest for.

    Når jeg tænker på os mennesker, så tænker jeg, at vi er de mest eksperimenterende dyr i verden. Og det er vi, fordi vi har evnen til at skabe mentale verdener, der forsøger at fortolke det der er og skabe det samfund, meget lille eller meget stort, som er værd at leve. I, om ikke andet så på helt privat plan for ikke at blive for overvældet af verdens kaos, men også verdener der måske slet ikke har forbindelse til en fælles virkeligheden men som føles livsnødvendig for at kunne eksistere frem til en mulig bedring igen, hvor mindre hjælp fra andre behøves. Min erfaring er, at vi ligegyldigt hvad vi ellers har tilfælles ikke er nået ud over at være stammefolk, men at vi i forbindelse med en direkte adgang til information fra hele verden har en mulighed for at gøre det ved at foretage nødvendige fravalg, ikke tilvalg. Jeg synes, jeg som menneske må ekskludere, foretage fravalg af information, for at skabe plads til mig selv og mit liv og på den måde inkluderer jeg paradoksalt nok, fordi jeg erkender, at jeg umuligt kan forstå verden med de sanser og evner, jeg har, og på den måde når jeg frem til, at tvivl er langt vigtigere, langt mere brugbar end tro. Tvivl inkluderer andres frie lejde til at være sig selv, uden at jeg skal blande mig med en validerende teori, der først skal underbygge deres liv, før de får lov til at leve. Når jeg tænker på mennesker og zoologiske haver, så tænker jeg, at mennesker ud over at kigge på de dyr der er der, også kigger på de sider af os selv, som vi i stedet for at prøve på at give frihed har givet bure i form af begreber, der blænder. Elias Canetti skrev på et tidspunkt: ”Kæmpemæssige spindelvæv til mennesker. De løbende dyr slår sig ned langs kanterne og iagttager de fangne mennesker”. Det synes jeg beskriver meget præcist, hvad jeg mener.

    For lige at vende tilbage til animismen som brugbart begreb, så synes jeg det begreb, du anvender, den dialogiske bestræbelse, passer godt til animisme. At bestræbe sig på at indgå i en dialog med verden, som verden er frem for at indgå med sig selv i en dialog med sit sprog om verden, der som du også er inde på, kan kortslutte sig selv ved at anerkende og tro på en side af en bevidsthed, jeget opstået af sproget, men ikke at der er en anden side, der kommunikerer på alle mulige andre, tænkelige og utænkelige måder.

    Er der nogen forskel på at sige, at kun det væsen med en bestemt type bevidsthed, den menneskelige, skal have lov til at leve og så Descartes' uhyrlige påstand om, at kun mennesker har en sjæl, og alle andre er maskiner, vi kan gøre med, som det passer os?
    Jeg vil slutte med to citater for nu og et link til en artikel af Marc Bekoff, som jeg synes er rigtig god.

    ”The basis of all animal rights should be the Golden Rule: we should treat them as we would wish them to treat us, were any other species in our dominant position.” ~Christine Stevens

    ”If a rabbit defined intelligence the way man does, then the most intelligent animal would be a rabbit, followed by the animal most willing to obey the commands of a rabbit.” ~Robert Brault

    http://www.huffingtonpost.com/marc-bekoff/rewilding-our-hearts-ecoc_b_5959948.html

    SvarSlet
  3. P. S. Jeg blev meget grebet af at skrive om de her ting, hvilket resulterede i noget, der måske er blevet ret uoverskueligt at forholde sig til. Jeg vil bare sige, at det ikke var meningen. Det er et komplekst, enormt område at bevæge sig ud i, og det bliver ved med at åbne for nye spørgsmål, synes jeg.

    SvarSlet
  4. Kære Rune, håber at følge op på det hele, men har været væk fra maskineri det meste af dagen, og hovedet skal snart på pudevår.

    SvarSlet