Dementia. Min kære mor. Tsunamien.

 lille intro

I barnets sprogtilegnelse indlæres først de store kategorier, der fylder hele blikket: mor, far, bamse. Og mor fx betyder oftest alt godt i denne verden. Mad og ro og tryghed. Og sult kan kun udtrykkes med en uartikuleret skrigen.

Navnet sult kommer meget sent. Skrig udtrykker først behov og mørke. Siden kan fx begrebet mor uddifferentieres til begreber som andre personer, fjernere, moster og onkel og bagerjomfruen, vi går ned til og køber sukkerkringler og is hos. Pludselig er der bageren selv, som jo er en anden end den sædvanlige unge pige, selvom det nu er ham, der lige ekspederer den samme is og de samme kager i samme butik. Og så kan efterhånden både de store generelle kasser og underkategorierne kastes så fint rundt uden problemer 

Demens indeholder den modsatte bevægelse. For hendes vedkommende, jeg snakker om, moderen forsvandt først de små uddifferentierede kategorier, gråspurven, den blå flagline forsvinder. Mens kun to store opsamlere var tilbage:Alle gode ting lige fra solskinnet til den varme kaffe samler sig i et: Doktor Luk, hendes læge. Mens alt ondt, der sker, samler sig i et navn: Tsunamien. Og således mødes barnet og døden, symmetrisk udviklet og afviklet.

                                                               *

 

 

Min mors læge Andreas L er blevet "ny generaldirektør for DR". Og står også for kontrollen med livet. Det skal redde hende, for faktisk står truslerne fra havet oppe i hendes hus hver dag. Fortæller hun og peger ud gennem den store rude ud mod Limfjorden.

Snart vil der kun være to skemaer: Det onde derude og så Det gode.
"Det er bedst han kommer selv og skubber tæpperne til side og spreder plastik over nips-genstandene."

Nu er der kun to storord tilbage Djævlen=tsunamien og  Frelseren= Lægen

 

 ”Vi skal lukke skufferne i chatollet, for jeg ved, tsunamien kommer. Jeg har så ondt i hele kroppen. Men Dr Luck kan ordne det.  Han har altid været der. Noget husker jeg tydeligt, og andet er bare væk. Resten er spejlvendt.

 Det har jeg fortalt dig, ikke? Sådan. Pist. 

 Men jeg kan huske din fødsel mere end noget andet.

Vi ville have det barn, selvom om alle sagde, det ville gå til, og det gjorde du jo næsten også i fødslen.

 Hvis ikke din far havde insisteret på at hente doktoren og tvunget ham til at tage sig sammen. Han kom i festtøj, fordi han blev hentet midt i et middagsselskab.

Du ved, jeg var ved at abortere dig tre gange. Og far sagde som noget af det sidste til mig, at det var godt: Gud var god og lod os bevare dig.

 Min læge gik jo på Kornmod ligesom mig, og han er lige så gammel som dig og har også gået i Års. Men det er noget med generne. Alt er noget med generne. Du ved, jeg kan kun se spejlbilleder.

 Doktor Luck slog græsset igen i går. Jeg kan ikke rigtig –på en måde- lide, at han kigger sådan på mig. De er jo lige flyttet ind ovre på den anden side, der hvor Flemming og Anne boede.

Og Lucks kone, Else, jeg ved ikke rigtig… og jeg kunne jo heller ikke sidde her, hvis ikke han tog sig så meget af huset. Det er jo bygget på opfyld. Nej, jeg synes ikke, I skal have det alligevel, når jeg er væk. Der er så meget opfyld.

Skufferne skal jeg have lukket igen, nu det er tørt efter tsunamien. Men man ved aldrig, hvornår den kommer igen. I går var den der to gange.”