Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
mandag den 2. februar 2015
habeas corpus
Moderniteten -hvis vi ser på aspektet fra stammen til individets opfindelse - fødes med eller ud af juraens habeas corpus-begreb.
Du er et individ-osse- som er/har din krop.
Ingen tankeform ejer dit legeme.
Du skal beskyttes mod indgreb. Det begreb ligger øverst under min kasket. Jeg er/har min krop både mentalt og fysisk. (mentalt, læs: spottes ud af dit eget liv for den du er). Ja, jeg ved godt, at det er svært at lave en grænselinje mellem den personlige angreb og så angrebet på de tankesæt, jeg tror på og er en del af.
Nu har præambler-osse en "moderne" en- det med at være under konstant beskydning i egen rede, egen vesterlandske nation.
En modifikation som er forståelig, er, at min frihed i forskellige udgaver begrænses af min nabos tilsvarende frihed. Det er en kollision, der konstant udfordrer friheden.
Velan, Emanuel, snakker du om voldtægt fx?
Emanuel: Ja, lad os bare gøre det helt tydeligt.
Og institutioner af diverse slags har det med- osse i det vesterlandske -at reducere legemets indad- eller udadrettede ønsker: det være sig lovgivningen, der ikke tillader mig at køre over for rødt. for at beskytte naboen, der samtidig lovformelig kører over for grønt.
Og du må (ikke længere) tæske dit tyende.
Og du må ikke rende og skade dig selv. (egentligt et direkte brud på habeas corpus som ønsket om at forlade denne verden -dvs hjælp til at forlade denne verden- er i strid med habeas corpus-selvbestemmelsesret).
Det være sig værnepligt undsoweiter. Af grundene nævnt lige før...
Det kan være den mest principielle reduktion i demokratiet, at man indgår i et mindretal, der demokratisk trynes af den velsignede majoritet.
Og de personlige reduceringer i mangel på penge, mangel på evner, mangel på dit og dat, men som så ikke rigtigt kan klandres nogen, noget personificeret. Selvom der osse her er systemfejl, så som økonomisk fejlslagen politik, herunder uddannelsespolitik.....
Samtidig vil jeg repetere til mælken den skiller: Legemets ukrænkelighed
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det får mig til at tænke på, at mennesker ofte kun har anerkendt andre mennesker som individer, der skal passes på, som skal have rettigheder til eget liv i videst mulig udstrækning, mens masser af andre arter er blevet mødt med det modsatte af anerkendelse af eget liv, nemlig ideen om at mennesker kan eje og forvalte dem og deres, når blot der er tale om alle andre end mennesker. På den måde siger mennesker ofte, at disse andre dyrs liv og legemer netop skal ejes, og designes, af menneskers tankeformer og leve, eller i langt højere grad det omvendte, efter disses selvrefererende dogmer for hvad et liv skal være, hvordan det skal se ud og opleves "indefra" for at have værdi. Legemets ukrænkelighed burde bredes langt mere ud som en brugbar idé, der hylder respekt for liv i langt højere grad uden at ty til skabeloner, der blot blænder, forvirrer og dermed hele tiden kun formår at pege på mennesket som selvvaliderende forvalter af alt med spøgelser omkring sig, der hele tiden skal ligne det selv for at blive anerkendt som levende.
SvarSletTak, Rune. Jeg vil, når tiden vil, prøve at tænke mitvidere mere udfoldet -med dit indlæg ved siden af.
SvarSletSelv tak, Knud. Det optager mig meget. Det er også interessant at følge, at et opgør med det antropocentriske begynder at dukke op i forskellige former. En bog jeg i den forbindelse har læst, der gjorde dybt indtryk på mig er "The Wakeful World. Animism, Mind and the Self in Nature" af Emma Restall Orr. Animisme som et yderst brugbart begreb, og sproget som med- og modspiller for os er jeg meget optaget af. Netop sprogets destruktive og konstruktive sider synes også at være en rød tråd, i noget af det du skriver. Jeg har ikke læst så meget af det endnu, men det er en tanke, jeg har haft på det sidste.
SvarSlettil din sidste kommentar, Rune, tror jeg, at jeg behøver en mere konkret udfoldelse, for jeg er ikke helt med. Især omkring animisme.
SvarSletKlart. I bogen af Emma Restall Orr skriver hun om, at alt består af relationer. Animisme er ideen om den besjælede natur. Animisme er modsætningen til pantenteisme, ideen om en gud der står udenfor alt og kan gribe ind, men er direkte i forlængelse af panteisme, gud er naturen, naturen er gud. Der står intet udenfor naturen. Alt er medskabende, medlevende, relaterende, i færd med at erfare sit eget potentiale, nyde sit liv når/hvis det er muligt, opleve her og nu, interagere uden at bedømme og dermed sætte i bås, fordi når alt består af relationer, kan man ikke sætte sig eller andre reelt udenfor. I de senere år dukker begrebet op i forbindelse med Gaia-teorien, altså Jorden som et selvregulerende "væsen" i sig selv, som alle der lever på den, i den, af den, er en del af, men altså stadig autonomt i udgangspunktet.
SvarSletDet som visse mennesker har gjort er, ifølge bogen og jeg er enig, er at danne nogle teorier om mennesket som værende noget helt unikt og derfor på en eller anden måde i stand til netop at kunne stille sig udenfor naturen. En af ideerne i bogen er den, at intet står udenfor naturen. Vi er også natur. Så den store brugbarhed af begrebet animisme, på den måde det bruges af nogen nu, er, at det kan omfortolke og aflægge den selvovervurderende rolle som forvaltere og medskabere af en verden, naturen, os selv, der er blevet skabt ved at have en idé om, at vi kun skal relatere og forholde os til andre mennesker, at kun den menneskelige tanke er reelt gældende som en slags grundlov, skabelon, for liv. Fra bogen: ”Honing it down to one sentence we might begin with this: animism is a monist metaphysical stance, based upon the idea that mind and matter are not distinct and separate substances but an integrated reality, rooted in nature” (s. 104)
Animisme, i den form, fokuserer på oplevelsen at at være i live frem for at henvise til et jeg, der oplever at være i live. Det er, som jeg forstår det, en måde at undgå at skabe en identitet ud fra noget færdigt formet, f. eks. ideen om at mennesket er skabt i en guds billede og i stedet åbne op for løbende at kunne forvandle sig i forbindelse med det, man oplever enten i mødet med noget meget fremmed i forhold til en selv f. eks. i mødet med en kaskelothval (det sker ikke hver dag, men hey) eller i oplevelsen af at indgå i en fælles ånd som det sker i forbindelse med et band f.eks. På den måde gør det op med det antropocentriske, fordi det giver slip på ideen om mennesket som værende formålet med alt, og gør i det hele taget op med det her meget ensidige fokus på formål og hylder i langt højere grad oplevelsen og gør alt livscentreret, der hvor det er frem for at tale om at noget hele tiden skal blive til noget andet for at få en værdi. Jeg er, som du kan se, meget begejstret for animisme, fordi det bruger uvurderlighed, frihed, ydmyghed og intuition. som omdrejningspunkt for den enkelte.
Jeg vil stoppe her for nu. Det er vist langt nok for denne gang. Det har forresten givet mig lyst til at læse den bog igen, for der er godt nok mange ting i den. Håber jeg har forklaret, hvad jeg mener, grundigt nok, ellers vender jeg tilbage igen.