Tårnbiblioteksindvielse i morgen torsdag 26.02.15

Så indvier vi Tårnbiblioteket på Hald

 

 

 

Dementia. Min kære mor. Tsunamien.

 lille intro

I barnets sprogtilegnelse indlæres først de store kategorier, der fylder hele blikket: mor, far, bamse. Og mor fx betyder oftest alt godt i denne verden. Mad og ro og tryghed. Og sult kan kun udtrykkes med en uartikuleret skrigen.

Navnet sult kommer meget sent. Skrig udtrykker først behov og mørke. Siden kan fx begrebet mor uddifferentieres til begreber som andre personer, fjernere, moster og onkel og bagerjomfruen, vi går ned til og køber sukkerkringler og is hos. Pludselig er der bageren selv, som jo er en anden end den sædvanlige unge pige, selvom det nu er ham, der lige ekspederer den samme is og de samme kager i samme butik. Og så kan efterhånden både de store generelle kasser og underkategorierne kastes så fint rundt uden problemer 

Demens indeholder den modsatte bevægelse. For hendes vedkommende, jeg snakker om, moderen forsvandt først de små uddifferentierede kategorier, gråspurven, den blå flagline forsvinder. Mens kun to store opsamlere var tilbage:Alle gode ting lige fra solskinnet til den varme kaffe samler sig i et: Doktor Luk, hendes læge. Mens alt ondt, der sker, samler sig i et navn: Tsunamien. Og således mødes barnet og døden, symmetrisk udviklet og afviklet.

                                                               *

 

 

Min mors læge Andreas L er blevet "ny generaldirektør for DR". Og står også for kontrollen med livet. Det skal redde hende, for faktisk står truslerne fra havet oppe i hendes hus hver dag. Fortæller hun og peger ud gennem den store rude ud mod Limfjorden.

Snart vil der kun være to skemaer: Det onde derude og så Det gode.
"Det er bedst han kommer selv og skubber tæpperne til side og spreder plastik over nips-genstandene."

Nu er der kun to storord tilbage Djævlen=tsunamien og  Frelseren= Lægen

 

 ”Vi skal lukke skufferne i chatollet, for jeg ved, tsunamien kommer. Jeg har så ondt i hele kroppen. Men Dr Luck kan ordne det.  Han har altid været der. Noget husker jeg tydeligt, og andet er bare væk. Resten er spejlvendt.

 Det har jeg fortalt dig, ikke? Sådan. Pist. 

 Men jeg kan huske din fødsel mere end noget andet.

Vi ville have det barn, selvom om alle sagde, det ville gå til, og det gjorde du jo næsten også i fødslen.

 Hvis ikke din far havde insisteret på at hente doktoren og tvunget ham til at tage sig sammen. Han kom i festtøj, fordi han blev hentet midt i et middagsselskab.

Du ved, jeg var ved at abortere dig tre gange. Og far sagde som noget af det sidste til mig, at det var godt: Gud var god og lod os bevare dig.

 Min læge gik jo på Kornmod ligesom mig, og han er lige så gammel som dig og har også gået i Års. Men det er noget med generne. Alt er noget med generne. Du ved, jeg kan kun se spejlbilleder.

 Doktor Luck slog græsset igen i går. Jeg kan ikke rigtig –på en måde- lide, at han kigger sådan på mig. De er jo lige flyttet ind ovre på den anden side, der hvor Flemming og Anne boede.

Og Lucks kone, Else, jeg ved ikke rigtig… og jeg kunne jo heller ikke sidde her, hvis ikke han tog sig så meget af huset. Det er jo bygget på opfyld. Nej, jeg synes ikke, I skal have det alligevel, når jeg er væk. Der er så meget opfyld.

Skufferne skal jeg have lukket igen, nu det er tørt efter tsunamien. Men man ved aldrig, hvornår den kommer igen. I går var den der to gange.”     

 

 

 

En Haldsang. Skrevet af Mathilde for længe siden.

Lyrikkurser (faste former). v/ Ejler Nyhavn

DANSK FORFATTERFORENING
Kursus: Lyrik og faste former

Studenterhus Odense, Amfipladsen 6, 5000 - Odense C...
Start: 14-03-2015 kl. 14:00
Slut: 14-03-2015 kl. 17:00
 
Primært for Lyrikere.

  Underviser: Ejler Nyhavn

  14. marts 2015 kl. 14-17.
Studenterhus Odense, Amfipladsen 6, 5000 - Odense C
Kursusnr. 15008

tilmelding til kursus@danskforfatterforening.dk







Om kurset
Kun få digtere bruger i dag faste former. Men kan en formmæssig udfordring være frugtbar? Gør rigide, faste former en tekst tung og stiv eller kan de bruges som leg og stimulerende benspænd? På dette kursus vil Ejler Nyhavn, med eksempler hentet fra egen og andres praksis vise os, hvordan det sidste kan være tilfældet. Kurset vil vise, at der også i den regelbundne poesi og digtning er skrivemæssige og erkendelsesmæssige motorer der ikke falder for tiden, men stadig formår at inspirere. Yderligere er metrik, retorik, stilistik vidensfelter der gør det nemmere at betragte de såkaldte "friere" tiltag og retninger, som f.eks. vores tiårs digtning og poesi repræsenterer.
Kurset vil veksle mellem oplæg der danner overblikket over området, og skriveøvelser hvor deltagerne i kurset bliver udfordret i formgivningstraditionernes forskelligste udfordringer.
Ejler Nyhavn er uddannet i germansk filologi på Aarhus Universitet og har specialiseret sig i metrik. Ejler er forfatter med både vers- og prosabøger, en hel lille række dialogiske bøger også med både vers, prosa og endda musik.

Se mere

f-tekst

Knud Steffen Nielsen 20. februar 2015

0

SHARES

DelTweet

Et rabarberhovede citerer igen, igen dictummet om, at billedet
siger mere end tusinde ord.  Dictummet er retteligen: 1 billede siger
mere end 1000 ord og clockwise round: 1 ord siger mere end 1000 billeder.
De siger hver deres.
They’ll never meet. Og så smider de, de to sladderkællinger, lige et
dementi, de mødes hele tiden.



Denne linje er et stetoskop nu, og jeg sætter det på mit knæ.  

Under avisfotoet står: Dreng kunne være kørt ned af blå Renault på Vejlevej….


Billedet er i sort hvid.

Det må være nok nu. Det er ikke en skoletime.


Som om det ændrer noget, at fotoet vil have
både Christmas Møller og Ole Bjørn Kraft til at sidde i
samme sofa.

Når jeg tænker på tyskertøserne, synes
jeg nu det er synd. Det giver to billeder.
Det andet er ordet feltmadras.

Der mangler ben og ansigt,
når jeg ser hende for mig.


Der er et foto af en galpende hund nederst.
Der står bare ”vagthund” under.


Sådan generelt: Det mest sepiabrune er mest autentisk

Kaptajnskortnote. To styks fra i morges og nu nu

 

k. Hvis min positur er musvittens eller muldvarpens, apotekerens  etc. Jamen jeg har allerede lagt mig i selen, jeg er fanget ind. Jeg er en muldvarp, en logebror, jeg er en wannabe-konditor og nu skal jeg bare have købt den røremaskine, jeg går efter det  ...........….->

det hele begyndte et andet sted

pia juul-digtet

Kaptajnsnote 456

 

kapt

næsten som når man som regimentsmusiker skal dele en tuba med en i orkestret  eller allerhelst dele et par gabardinebukser med fx en bror fx i ens barndom og så man må skiftes til at gå ud og gøre det der skal til fx mad. ja fx mad. men da der kun en tallerken og en kniv og en gaffel, så må man osse skiftes om at spise. Og kun én sovepose, så må man skiftes med at sove. Gå selv videre med én svigermor og to drenge, én dame og et helt kompagni soldater, én øl, nå jeg må tilbage...  så det næste: Jeg cyklede frisk og fro langs NrÅdalen og for en

 

 

 

gangs skyld havde jeg ikke taget kamera med i lommen, klokken var jo jo efterhånden blevet  halvt mørkt. Så rejser der sig mod syd et syn for, ja for mig.....  sort sol, fantastisk en kæmpe zeppeliner af stærefugle i forskellige formationer fra sekund til sekund, som en plastpose med påmalede tusinder af sorte prikker der danner nye veldannede former som gopler i goplebevægelser på himlen.  Jeg tror jeg ku ha fanget det hvis jeg havde havde haft fotoapparatet med.

 

Blot det.

...eftermiddagen på højvangen aflyst,....

 

Vi citerer Gombrowitc

Jeg tog ikke fejl. Endnu to gange skiftede han retning – han gik

dybere ned i frugthaven- han trak sig et stykke tilbage, han standsede-

-         han gabte – han så sig om – og hun, hun sad hundrede skridt fra

-         ham, på halmen foran kældernedgangen, og sorterede kartofler!

-         Overskrævs på en sæk! Han strejfede hende med et flygtigt blik.

(Gombrowicz: Svinestreger)

 

 

Kaptajnsnote på rundlag af Strogatz....musik og atomer

.

Den model, de undersøgte ved simulation, var en bevidst forenklet model af et vibrerende atomgitter, bestående 64 ens

Partikler (der repræsenterer atomer), som var forbundet med fjedre (der repræsenterede de kemiske bindinger Imellem dem). Denne struktur minder om en guitarstreng, dog med usædvanlige træk: normalt opfører en guitarstreng sig "lineært" - hvis man trækker i den, trækker den igen; hvis man trækker dobbelt så langt, trækker den igen dobbelt så hårdt. Kraft og modkraft er proportionale.

Siden Newton har matematikerne og fysikerne lært at mestre analyse af sådanne systemer, hvor årsag er strengt proportional med virkning, og hvor helet er lig med summen af enkeltdelene.

Men sådan opfører bindingerne i atomer sig ikke. Dobbelt så stort træk  skaber ikke præcis dobbelt så meget kraft. Bindingerne havde en non-lineær karakter, og et sådant system kan ikke analyseres ved at splitte det op i mindre dele.

Det er netop kendetegnet: Summen af delene svarer ikke til helhelen. Maniac, computeren, tyggede løs på Fermis virtuelle guitarstreng. Computeren beregnede mange hundrede samtidige handlinger, holdt rede i alle kræfter og positioner og flyttede den virtuelle streng fremad i tiden i en række slowmotion-billeder. De ventede at se formen degenere til en tilfældig vibration a la meningsløs støj, knas. Den begyndte med en ren tone og tilføjede siden en række skiftende overtoner med stadigt stigende toneleje.

Så skiftede den pludselig retning og fjernede overtoner i modsat rækkefølge, indtil den til sidst vendte tilbage til en tone, der lå meget tæt på den oprindelige. Det uhyggelige var at denne melodi blev gentaget om og om igen i det uendelige, men hele tiden med små variationer over temaet. Fx kræft er et system af nonlinearitet. Avanceret måle-udstyr har været afhængig af opdagelsen dette samspil. (efter Steven Strogatz)

 

fredagens

Vi gli­der totalt og hele tiden i sekven­ser, som ikke kan opmåles,

så sæt din pas­ser dér, og du er måske ulykkelig,

og sæt ikke din pas­ser dér.  Så uden for austerlitz, så indenfor.

Kortet (af en slags formalin?)



står med fød­derne i den datid, der først for alvor begynder nu.



Stemmegenkendelsen udpeger mig hver gang



som i morgen som forleden som i hver gang. Som nu. (læs: som nu)




Der er  4  måder at smadre den kage på.

Jo mere du pisker, jo mere skummer det. Det giver


luft i radiatoren,  en luftstemme. En lufttrappe. En luftansjos. Er det

lige akkurat

min lufthat, glemt i 8’eren?


Den skal have pisk, så det skummer.

Kladde, men jeg smider den alligevel...et foreløbigt svar til Runes kommentarer til mit indlæg:Habeas corpus ..for et par dage siden.

Kære Rune.

 

Du snakker om Animisme, men det nu ikke i mine tanker. Men jeg vil godt forfølge det lidt. Så langt så godt

men mit indlæg havde i hvert fald links til i første omgang empati, empati for menneskenes børn og for andet levende, der vrimle på jord. For empatien ligesom kræver, at man kan solidarisere sig med/ indtænke de andre og lad os gerne tage de andre med poter og finner pænt fordelt og arme og ben med.

For at bevæge mig derhen er det nødvendigt i den forbindelse at sige,

at kærnepunktet for mig er: hvad har bevidsthed og dermed, sådan som jeg tænker begrebet, hvad har smertefølsomhed?

Jeg skrev for nogen år siden en digtsamling, der hed: Det gør ikke rigtigt ond på fisk. Ironisk spørgende.

For titlen refererede til en barndomsoplevelse, endda en genkommende én, som var det en ond drøm. Min far var fisker oprindelig og skiftede så over til fiskerikontrollør. Jeg har vel været 4-5-6 år..han står og skærer en rødspætte over. Og jeg spørger til dyret: Gør det ikke ondt på fisken. Nej, det gør det ikke. Hvordan kan du vide det. Ja, men det gør det bare ikke. Jeg borede lidt videre, da jeg ikke mente, at jeg havde fået svar nok.

Han svarede måske lettere irriteret: Det er fordi fisk er koldblodede.  Så skulle alt jo være godt…mente han. Jeg gik bort som der står i skriften og tænkte videre over det. For jeg havde fået et svar, der mere var et slag i luften, der betød: nu snakker vi ikke mere om det.

 Jeg havde fået noget, der skulle forestillede et mantraord, der skulle løse problemet.

 Men det var jo kun et ord: som hokuspokus eller tralala. Det var reelt uden indhold.

 Det fornemmede jeg jo nok ikke helt på det tidspunkt, men det arbejdede i mig lige siden. Jeg var langtfra overbevist. 

 Der er bevidsthedsaspektet. Og det vil for mig sige fx det at føle smerte som øverste lag i pyramiden. Det er dér solidariteten i det mindste må sætte ind.

Det er dér min empati må sætte ind.  Og bogens titel skulle først og fremmest pege på og fokusere ind på analogien til menneskenes børn. 

Forstår vi hinanden, kan kommunikation finde sted?

Kan jeg forstå den andens smerte? Er vi adskilte fra hinanden? Findes der et sprog, der får os til at tænke væk fra egoet, min egen krop, og indtænke den anden (mennesket) og på videre perspektiv på andre levende væsner. Etisk smukt, men kunne det dog ikke understøttes på det nærmeste fysiologisk. 

Eller er vi i bund og grund låst inde i os selv, disparate, totalt separerede i hver vores hylster.  Og i hver vores bevidsthed.

Det var dét interesserede mig voldsomt. 

Det er selvfølgelig ikke nok at fokusere på sproget.

Men det blev min største passion. Fordi bevidstheden og sproget var et og det samme. De var reciprokke, søstre, eller sproget var det, der kunne udtrykke alle disse spørgsmåls chikaner og hindringer.  Sprogets talehandlinger synes at have en dynamik fra den enes sprog til den anden.Men osse det er uafklaret i mit hoved. Grand National Steeplechace

Jeg oplevede mange ord i det offentlige som postulerende og overtalende a la” de er koldblodede”..” det gør ikke ondt på fisk”..i analogier som  ”medicinen har ingen bivirkninger” og videre stålsat ”jeg har ikke begået den forbrydelse”. 

En masse autoritative udmeldinger hver dag, alle klædt som skinbarlige sandheder som for mig lige så godt kunne have værdien: ”jorden er flak som en pandekage”.  Altså shiny lort.

Jeg redigerede en antologi: Encyklopoesien, hvor min grundidé var at angribe-på øverste hylde- de leksikalske postulater, som ethvert autoritativt skrift er fyldt af, ja netop leksikonnet, kronjuvelen, når der snakkes nominerede sandheder.

 (Historien var, at jeg købte et amerikansk 24-binds-leksikon i en genbrugsbutik, sendte et eksemplar ud i verden til forfattere. De skulle finde et opslag, som de ikke skulle ind eksplicit at definere eller dementere, men skrive ud fra, kapulterende væk, og så håbede jeg på, at fortsættelsen viste –implicit- at bogens opslag kunne forholde sig skeptisk/tvivlende på opslagets autorisation som sandhed. /for hvis de blot gav sig i kast med at dementere leksikonopslaget, så stod det bare 1-1, så havde man blot repeteret og ekspropieret endnu engang det encyklopædiske autoritative udtryk om sandheden som "min" ejendom.

Jeg ved ikke om konceptet helt lykkedes. Men jeg synes, at der kom spændende sager ud af det, også at der blev sat spørgsmålstegn ved det autoritative.  Og man kan jo nok nemt forestille sig en tysk encyklopædi fra lige før Anden Verdenskrig udtale sig om ”en Goebbels smukke karriere” for nu at sætte sagen på spidsen.) Det autoritative er på sæt og vis kannibali og høg over høg-magtudfoldelse, hvor overtalelsen er vigtigere end korrespondancen, den dialogiske bestræbelse.

For lige at værge for mig ved jeg naturligvis godt, at 1)så totalt meget ikke kan verificeres, og hvad vil det sige at verificere 2) der ligger en række ubesvarede spørgsmål i mit opslag her,  bag hvert udsagn ligger et nyt ubesvaret, så som: så som talehandlingerne, der suser ud af deres eget lille indelukke over mod en modtager, og jeg ser modtageren handle på det..men det siger ikke om hvordan og hvor eksakt vores udsagn og ord modtages, hvor adækvat.

Enhver, enhver historiker ved , at der findes mindst to historier om den samme begivenhed. Der vil jo i enhver kommunikations motiv være divergens .eller 3) hvor langt går den empatiske mulighed: moderkærligheden går langt, og det smukke ikonografiske udtryk for det, finder vi netop hos et dyr: pelikanen, der slår hul på sit bryst for at fodre ungerne med det livgivende. Men din smerte hvis du brænder dig, overføres jo ikke 1:1 til mig. Banalt, men det sætter korrespondancens begrænsning i relief.   

numret

Num­ret med at grave sig ned i sandet,

det blev til­lagt alt for stor værdi.

Som ufær­dig grammatik.

landskab af Henrik Have, malet via telefoniske beskeder om landskabets beskaffenhed, tll Erik Kokholm, Fredsø, Mors. (privat eje af Bent Dupont)

bopæls//landskab//vinter var det

ældre tekst

Fx tandfeen eksisterer ikke rigtig.

Jeg prøvede videre, De ved, de små slag ud i luften, til jeg kun havde
intet tilbage.

Det lagde jeg under puden og sov

så sødeligt. Næste dag var det væk.

Tandfeen havde været der.

Har stadig en let pine i munden. Ja, flere efterveer.

Kunne have lagt aftensolen der under puden.

Kunne have lagt

hvad som helst,

og jeg tror mere og mere det vil ske.

Slæber i den gode sags tjeneste huder, tudende brandbiler og
kosmopolitiske spilledåser og fx tre fasaner ind

og en bankbog indsvøbt i linned.
I morgen er det hele nok svulmet op. Julemanden

kommer med sin kane, storken med frøen på tværs af næbbet.
Jeg venter et optog, og det løber ikke stille af.

Indimellem er det blevet udsat
Men jeg mener at de fleste gange  så er det gået godt

Men at jeg  skulle være en del af krisen
Mit regnskabsrod og jeg ved snart ikke hvad.

Det er et spørgsmål om sprog.

Jeg blev lovet altan.

Jeg lagde papirerne ind i på kaminhylden for at passe på dem.

Nu står der noget andet:

Det er udsat. Fundamentet skal sikres bedre.

Og længere nede:

Ret til ændringerne forbeholdes.

habeas corpus

Moderniteten -hvis vi ser på aspektet fra stammen til individets opfindelse - fødes med eller ud af juraens habeas corpus-begreb.

Du er et individ-osse- som er/har din krop.

Ingen tankeform ejer dit legeme. 
 
Du skal beskyttes mod indgreb. Det begreb ligger øverst under min kasket. Jeg er/har min krop både mentalt og fysisk. (mentalt, læs: spottes ud af dit eget liv for den du er). Ja, jeg ved godt, at det er svært at lave en grænselinje mellem den personlige angreb og så angrebet på de tankesæt, jeg tror på og er en del af.
  
Nu har præambler-osse en "moderne" en- det med at være under konstant beskydning i egen rede, egen vesterlandske nation.
En modifikation som er forståelig, er, at min frihed i forskellige udgaver begrænses af min nabos tilsvarende frihed. Det er en kollision, der konstant udfordrer friheden.

Velan, Emanuel, snakker du om voldtægt fx?

Emanuel: Ja, lad os bare gøre det helt tydeligt.



Og institutioner af diverse slags har det med- osse i det vesterlandske -at reducere legemets indad- eller udadrettede ønsker: det være sig lovgivningen, der ikke tillader mig at køre over for rødt. for at beskytte naboen, der samtidig lovformelig kører over for grønt.
Og du må (ikke længere) tæske dit tyende.

Og du må ikke rende og skade dig selv. (egentligt et direkte brud på habeas corpus som ønsket om at forlade denne verden -dvs hjælp til at forlade denne verden- er i strid med habeas corpus-selvbestemmelsesret).

Det være sig værnepligt undsoweiter. Af grundene nævnt lige før...

Det kan være den mest principielle reduktion i demokratiet, at man indgår i et mindretal, der demokratisk trynes af den velsignede majoritet.

Og de personlige reduceringer i mangel på penge, mangel på evner, mangel på dit og dat, men som så ikke rigtigt kan klandres nogen, noget personificeret. Selvom der osse her er systemfejl, så som økonomisk fejlslagen politik, herunder uddannelsespolitik.....

Samtidig vil jeg repetere til mælken den skiller:  Legemets ukrænkelighed

jungmand

tekstet foto-haiku:


ung mand i seler//så tømmes tommelommer//hva sku peng oss hjælp//






 

Synes godt om · · Del