III
Jean Alonso, som vi berørte forleden,
halverede sin hustru og sin elskerinde hver dag. Først to halvdele, så fire
fjerdedele, så otte ottendedele og så fremdeles. Sådan hed det sig. I det
mindste billedligt talt og måske mere end det. Han og hun levede som et
artistnummer. Først blev hun savet over på langs og sat sammen igen efter
forestillingen, på alle tidspunkter delvis eller helt restitueret. Man vil selvfølgelig kunne udpege sårdannelser: det lange
længdesnit ville være længst frem i sin ardannelse og så dernæst det tværgående
og noget yngre snit ville også rent lægearkæologisk kunne fastlægges til at
være af nyere dato. De var tilsyneladende lykkelige for hinanden.
Var det
basalt set et illusionsnummer, eller var det en forbrydelse. Som med pigen
Bernadette af Lourdes også dér kunne man være i tvivl: var det en autentisk historie.
Havde hun set Madonna. Eller troede hun det kun. Det er måske ikke der
det ligger.
Det var efter fælles overenskomst, forekom det.
Godt nok lå der en dobbelthed i Alonsos
syn på det kvindelige. Indimellem, faktisk det meste af tiden følte han
ikke at han havde forbindelse til verden. Han følte at han forsvandt. Rutinerne, de tynde tråde, fastholdt ham en smule. Hunden sku luftes. Maskinerne, der sku tømmes. Og netop den sang, De ved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar