torsdag den 6. juni 2013

Et enkelt programpunkt fra CPH-poesi-festivalen, her i reconstruct


 

Et enkelt af ret mange Cph-festivalpunkter og det på en god times tid (og hvad når man på en time på det engelske, fremmedsprog for alle 4?)—sagen her  skrevet ud fra egen fede navle.

                               

                                    

Emne ukendt. Fire mand i en båd, præcisere 4 mand omkring et bord (Literaturhaus,  lørdag kl 19, fire poeter sad på et tidspunkt ved forpligtende samtale rundt om et bord med mexicanske Alberto Blanco og belgiske Germain Droogenbroodt plus Nicolaj Zeuthen og så undertegnede...vores opgave var at disputere ”noget”.

 

Det extemporale emne var så egentlig hjemsted, sku det vise sig, men det udviklede sig hurtigt videre fra de respektive skrivestuer og placering af pcskærm og bord til noget andet.....


….og det blev lidt et sammenstød mellem høj-positioner fra det latinske og så mere rationel/ureligiøs tilgang til poesien...den der med license from heaven syntes jeg nok ville være at tiltage sig beføjelser, der ikke nødvendigvis lå i (mine) kortene..det var med danske øjne næsten et dyk mod en tid, der var engang sådan 1805 og romantik.

Især da talen nærmede sig inspiration. Mexicanske Blanco plæderede længe for, at poeten pænt måtte sidde og vente nærmest i årevis på inspiration og så i øvrigt samtidigt lære at bestyre kassen med tools (her en mindre modsætning, ku man sige), og inspirationen som begreb nærmede sig det zenagtig mere og mere, … ”Og havde Trakl måske ikke siddet og ventet og ventet på inspiration.." Droogenbroodt velsignede Alberto Blancos tale. (danerne gjorde ej).

 

”I don’t care” undslap mit mundstykke af et fuglenæb, der tænkte på den traklenske venten.  

Jeg ville gerne have, at der blev redegjort en smule for det psykologiske aspekt for inspiration for nu at fastholde det ord. Og hvis der så ellers overhovedet lå en anderledes tilgang ved digterisk arbejde fremfor anden formmæssig påbegyndelse og bearbejdelse af stof, uanset hvilket fag man nu beskæftigede sig med.

For "inspiration" kunne være en vilkårlig sansemæssig eller tankemæssig oplevelse og vel være katalysator for allehånde opgaver, menneskene stod med.

  

Hvis vi nu fastholder inspiration, hvad man måske nok ikke skal gøre, så er der måske på en anden led en hoveddistinktion- måske- mellem at producere og reproducere, for nu at tage fat i sagen på anden måde.. Psykologien ku nok være en anden, når man producerer, frem for når man reproducerer. Men ikke mere helligt af den grund. Det er at bevæge sig ud i ukendt land. Så langt så godt. 

 

Så enedes vi om at droppe begrebet inspiration. Jeg droppede det især som værende diffust og sakrosant.

Hvis vi skal tale om magi og mysterium, så er det for mig langt mere mysteriefyldt det at kunne erobre sprog, som barnet gør.

Og dernæst det at sproget har (overskridende) virkning på den man taler til og med er næsten helligt eller mystisk for mig. //selvom talen i betydningen talehandlinger er problemfyldte, verificerings-mæssigt, selvom vi ser virkningerne hos de lyttende modtagere.    

 

Vi kastede os lidt over poesien som proces og som noget, der faktisk Ikke var et substantiv, men "a verb". 

 Fordi poesien (ikke kan og skal hypostasere), altså ikke tidsmæssigt fikseres i beton, hvor så sproget bliver færdige statements, og så ryger over til reproduktion. 

 

Så vi nåede en vis form for forståelse, men der var en lille smule religionserstatning over det udenvælts syn på hvad poesi er - med den guddommelige afventen og inspiration. (Hvordan skal man være-defensiv eller offensiv, når man støder ind i noget der "taler" til en...jeg tog en ølflaske på bordet og sagde at der sagtens kunne være et eller andet, som jeg ku tale om, tale ind til etc..som katalysator for noget helt fjerde....men det stillede man (Blanco) sig så voldsomt tvivlende overfor.....men snart efter var der så enighed om, at der godt ku skrives ud fra noget helt inferiørt som om fx en tandbørste....Og det er jo osse mere afgørende, om man selv mener, at et fænomen indeholder potentiale til at skrive om, hvadenten det er Eiffeltårnet eller en teske.  Og hvad der så sker med lad os sige tandbørsten eller en teske vil så digtets skriftrum så afsløre. Altså det færdige produkt. Og vi taler endda ikke nødvendigvis om et makro-niveau i det mindste lille uanselige mikro.

 

Alberto tog "min" ølflaske og talte om tomhed og intet...jeg tror, der igen var gået lidt zen i det..og Spillet i Literaturhaus-lokalet var som nævnt, at publikken, der var placeret bag os, skulle betragtes som ikke-tilstedeværende... Mon ikke snakken tog sit udgangspunkt i det faktum plus at inspirationssnakken  førte frem til snak om intethed. (Alberto Blanco).

 Jeg siger så at hvis den tomme flaske skulle sammenlignes med et tomt rum, som det rum vi sad i, og som så om lidt ville være tomt, så var rummet ikke tomt i betydningen ikke-defineret, ubeskrevet, etc, da rummet var blevet mytologiseret af en begivenhed...og altså ikke blot et tilfældigt forladt sted...rummet var omdefineret...og ville blive det løbende…

og postulerede videre så på egne vegne, at det er muligt, at det tomme ikke kan defineres heller...selvfølgelig kan det (i en vis forstand) defineres som fravær af det, der var i rummet (af mennesker lige før). Og så især af det lige omtalte: kan kun forklares som noget mere end sig selv, nemlig som det, der er sovset til af det, der er sket (altså  i aspektet som  forforståelse og efterforståelse). Vi får det ikke in se.   OG endvidere: at vores sprogliggørelse af det tomme måske får karakter af konstruktion ….og som vi eksempelvist sprogliggør som 1)potentiale, som 2)fravær,  som 3)komplementært til hvad det kunne være. Men ikke in se.

 

Og derfor bruger vi vel det tomme som metafor for meningsløsheden. Et slags hypotetisk rum, vi ikke kan definere på anden vis end ved at sige, at min meningsløshed LIGNER noget tomt. Og sammenlagt kan det ikke figureres på anden vis end ved en indirekte forholden sig. 

                                                                             *

Det er så skrevet ud fra mit eget aspekt og så var der lige pludselig gået en time, og hver læste osse digte undervejs.

     
(foto: Lars Bo Nørgaard)
omkring bordet fra venstre, Alberto Blanco, Mexico, KSN, Nicolaj Zeuthen, og Germain Droogenbroodt, Belgien.


 

 

5 kommentarer:

  1. der har aldrig stået så interessant en tekst på PROMENADEN.
    hvorfor må de selv om.
    man undres.
    ha en dejlig aften Knud.
    mvh Povl

    SvarSlet
  2. Det er lidt som en barndtomt, en krigstomt. De er så fyldte af alt det, der ikke er i dem, at de efterlader mere fylde end en skov uden træer.

    SvarSlet
  3. Der er det lille, men vigtige tilføjelseselement til Tomhedssnakken og det at forholde sig til intet, nemlig den psykologiske krølle, der siger: "Du må ikke tænke på en elefant". Og øvelsen mislykkes altid: Elefanten kommer rullende.
    Og samtidigt tænker jeg i en anden boldgade, det husserl'ske, at bevidstheden må omfatte NOGET, kan ikke omfatte ikke-noget. Om ræsonnementet sådan uden videre kan klaskes ind her, ved jeg ikke......

    SvarSlet