Fra MIN FØRSTE LÆSEBOG, s.6. Til Lasse.

 

Fra MIN FØRSTE LÆSEBOG, s.6

 

 

 

Kære Lasse. 

Snart kommer forår. Snart kommer Kukkermand. Kukkermand er en røver. Så er det sommer. Kan du huske Kukkermand?
Så kan vi komme i marken og putte kornet i jorden, dens lille seng. Så sover det lille frø, og en dag er det oppe igen og gnider sig i øjnene. Nu er det dag, siger det fineste lille kornstrå.

Kukkermand skal ikke være soldat. Kornet skal være menneskenes brød.
Da du, Lasse, var en lille dreng, spiste du tørvejord. Du lignede en negerhøvding. Og dine tænder smuldrede væk.
Derfor har du ingen tænder nu.

Og så løber alle deres vej.

 

Din kære tante Ellen har igen det med nerverne.

Hun er nu taget til Gambia.

 

Snart er det moders fødselsdag.

 

Kærlig hilsen

morbror Poul.

 

En af eleverne afleverede et slags svar, får ikke tid til at rette. Det var ikke ligefrem ment som stileforlæg. Det var ikke noget spørgsmål overhovedet. Så det skal forklares om i morgen. Nå, men det kommer her: 

Første jeg husker om tante Ellen var da jeg som meget lille barn, og uden tænder som du nævner, og altid beskidt fordi jeg spiste alt hvad jeg kunne få mine fingre i og nippe til med læberne; jeg nævner i flæng: græshopper, batterier, fars læsebriller, rhodendron allerede før den var kommet op af jorden, mors middagstabletter, det meste af farmors mågestel og metervis af toiletpapir og tre af naboens vovser i rap. Og sådan er jeg jo stadig, men på en mere åndelig måde, selvom jeg tidligt forlod teologien, og ikke, som påståes, blev smidt ud, jeg var faktisk holdets fremmeste. Men nok om alt det. Det første jeg husker om tante Ellen er hvordan hun sluprede suppen ind, slet ikke lydløst og ordentligt, som jeg havde lært det derhjemme. Så stak jeg jo hende en lussing, hvilket jeg igen fik en lussing for, og da gik et og andet om systemers relativitet og medfølgende skrøbelighed op for mig. Men nok om alt det, jeg overvældes så let af for megen fortid, og plænen slår som så meget andet jo ikke sig selv.