Vi leger fine damer, men det er kun noget vi leger

Vi bladrer i album, gør vi.

 

Flaget var stillet uden for vinduet  i et stjålent øjeblik. Hva ville han fejre? Sig selv?

Han plejer nu ellers godt nok at være beskedenhed selv. Eller vil han putte med noget?

På det næste kurtiserede

han en dame, han aldrig, gentager aldrig har set. Sagde han. Siger han. Jeg tror han er ved at smide uniformerne. Men hvorfor nægter han, når det er tydeligt. Og konen ved ikke noget.

 

 Og jeg lyver ikke. Og du ved jo, at

at havde man skubbet ham ud over afsatsen, ville han tværs gennem bandager og ophæng og det uudgrundelige smil ikke have vidst nogetsomhelst før nu.  Jeg elsker den troskyldighed. (Vi bladrer i en slags album, sådan erindringen. Vi gider altså ikke de fotos med det tåbelige hår. Men sådan var det jo, sådan brugte vi det.

Det ligner altså hundepels fra udstillinger med små hunde med fuldpels. De sover med deres dyr. Med katte er det ok. De har personlighed, og de forstår alt det man gør for dem. Der er noget falsk over hunde. Hunde sælger sig selv så slesk.   

 

Der er de sekvenser man husker  

Ligesom farverne på

 kopper og kaffestel. Det er så autentisk. Glemmer det aldrig. Jeg har skeen med Chr X's monogram indstemplet. Og nu du nævner skeer og gafler. Nu bøjer gaflen på en måde igen i hvert fald i tanken

...hvad var det nu han hed. Hedder. Og det kan ellers ikke lade sig gøre, men som om jeg selv, som om jeg selv ku bestemme, at den sku det. Så levende gjorde han. Vi var samhørende uden at ha kendt hinanden

Det er det bare.  Gaflen er bøjet. Det var den. Der er mere mellem himmel og jord. Men nu fx lægerne vil ikke have noget med kiropraktikerne at gøre. Og dokumenteret effekt. Og alt da bivirkninger.

 

Og kopperne har hele tiden haft den farve som det da også tydeligt

fremgår af materialet.  Jeg havde købt blomster til ham.

Hvordan ku jeg glemme at jeg allerede havde gjort det.

Porcelæn var engang mere værd end guld.

Men vi kendte jo heller ikke hinanden på den måde. Og så alligevel.