Kaptajnen sidder og muler og ironiserer småvrængende over naboens ualmindelige lade knægt. Alt imens han ruller med øjnene i deres huler. Som i tidsfordriv.Småvrængende over al den skrift og reklamelort, der vælter ind på kaserneområdet. Ville folk dog bare fremvise retlinethed og flid. Derpå falder han i søvn.
- Kære Jens Ole, din lille Wolleknægt. Ja jeg savner din kådhed, men ikke din vildskab. Vildskaben skal man altid passe på med. Når jeg tænker tilbage på de gange, jeg selv har været lidt vild i det...nogen gange til folkedans har jeg nok været lidt vel stor i bevægelserne, som man siger...så har jeg skyndt mig at tænke på noget rigtigt sørgeligt,og det har altid hjulpet mig. Tænk dig godt om. Prøv at skrive om nogle sørgelige ting i dit hæfte, jeg gav dig med, sådan du har det parat.
Godt du er glad for den nye bog af Obersten, men prøv nu at læse den. Han skriver et let og noget simpelt sprog, så det kan du sagtens få noget ud af. Og lad være med at begynde at finde fejl. Det gjorde jeg engang- brugte en rød tusch- og det gjorde at bogen lignede lissom når man dræber hvaler oppe i Færøerne. Og jeg havde kun lånt bogen. Håber alt går godt på Centret, husk osse at ønske Oberst Nørgaard en god tur til Indien. Lad være med at fortælle ham om alt det grimme, jeg har sagt om Indien. Kærlig hilsen din Kaptajn
kaptajnen bruger det forpissede sovedyrsbillede fra barndommen som en bulleshitmarkering: og den dag i morgen kan han så få brændt noter og kladder af og ud af bevidstheden. 
