søndag den 5. august 2012

GADEARTIST VIGGO fremvises in person Store Bogdag på lørdag d.11.aug.


Til Kulturredaktionen

DAdA  lever!



Som ganske ung så jeg mig nødsaget til at blive dadaist – en kunstretning, som opstod i kølvandet på første verdenskrig, som det eneste mulige ’svar’ på verdens vanvid. Dette vanvid er jo ikke blevet mindre med årene.



Jeg har i årenes løb excelleret i uddeling af løbesedler på gader og stræder – både til festivaler og helt uden anledning. For eksempel i BogForum, engang, hvor en emsig kontrollør smed mig ud fordi jeg ikke havde købt autoriseret stadeplads, men bare hang ud ved en søjle ved pølsevognen.



Den kunstform, jeg taler om, hedder på tysk Wegverfenpoesi, på engelsk Giveaways, på dansk noget i retning af løbesedler, hand-outs, opråb (”OPROP”), flyveblade eller lignende. Der er frit slag på alle hylder.



En anden af mine mulige inspirationskilder kunne være digteren Margrethe Berg (Datolinjen passeret, Arena l968), der forklædt som Visekællingen fra Aarhus gik rundt i gaderne i Den Gamle By i Aarhus og nærmest sang sine digte. Af hende lærte jeg, at det kræver mod, sådan at træde frem på scenen, helt uden beskyttelse omkring sig.



Efterhånden blev mængden af mine udgive løbesedler så stor, at ønsket om en samlet udgave meldte sig. Men hvad skulle man gribe og gøre i? Materialet var overvældende! Og først skulle det formodentlig scannes ind (og jeg, der efterhånden er uforenelig med moderne teknik – alene et ord som Smartphone giver mig creeps, for nu at sige det på nudansk). I min nød henvendte jeg mig til kunstneren Svend-Allan Sørensen, som ikke alene scannede ind, men opkastede sig til en slags kurator for projektet, helt i dadas ånd: Random play! Grib i blinde i materialet, se hvad du får med op! Og lad det trykke på forskelligfarvet karton! Kort sagt: Forsøge at gøre resultatet så ”grumset” at de gamle dadaister ville have været tilfredse med os, hvis de havde set det. (Da de så bekymret ringede fra trykkeriet og spurgte, om det skulle se sådan ud, var vi klar over, at vi var på rette vej.)



I al beskedenhed indeholder bogen op til flere, egenhændigt udformede kunstarter, f.x. brøkregning med digte og (i kølvandet på mail art) stamp art, collager på frimærker og for så vidt kun gyldige med poststemplet hen over sig. Ydermere havde Svend-Allan ladet 4 sider stå tomme, som jeg skulle udfylde spontant, lige på stedet, mens scanneren scannede. Spontan kunst. Resultat blev som ses. På bagsiden et ”stereofonisk digt”, (digt for to øjne), som aldrig har været publiceret før.



Projektet er støttet af Litteraturrådet.



I forlængelse af min gadepraksis, vil hæftet blive uddelt på Store Bogdag på Hald 11. 8. til et totalt sagesløst og uforberedt publikum. I hvert af hæfterne vil ligge indlagt en original pjece, hvoraf flere vil være medsendt her, så redaktionen kan se, hvad vi taler om.



Med venlig hilsen,



Viggo Madsen, gadedreng (”Street artist”)

Næsbygårdsvej 23

5270 Odense N



Foto fra tidligere Bogdag på Hald. Viggo Madsen. (bonusbemærkning:foran ses Birgitte Krogsbøll, som i øvrigt rigtig snart er bogaktuel med Betelgeuse Brænder Jern)

2 kommentarer:

  1. Det lyder dog utroligt herligt. Hvordan kan man mon få fingre i den fine bog?

    SvarSlet
  2. Hvor er jeg utrolig gad for, at jeg deltager på Store Bogdag. Det hæfte er jo - efter beskrivelsen - et musthave!!!

    SvarSlet