Du skal lige høre hvad jeg oplevede for
fjorten dags tid siden:
En dame, der har haft sine forældre boende her i byen,
havde åbenbart suset igennem huset, mens jeg sad velanbragt nede i
kælderen.
Hun brummede et hallo, som til sidst nåede frem. "Du har lys
på bilen."
Bilen, du ved, står jo parkeret på min faste p-plads over i kirkens æblehave.
Jeg smuttede op i den friske luft, ja nærmest krappede mig op, fordi hun
snakkede fortsat og højt, ikke kvidrede - tre gange eller syv gange: "Du
har lys på bilen." Og jeg forklarede, efter at have sagt tak, at tyske
biler, der efterlades parkeret og som er sat til at dreje til den ene eller anden
side, giver parkeringslys fra sig i fx højre side. Det hjalp ikke noget.
Det
kom igen, beskeden om lys, vel et par gange, så sprang hun over i at hendes forældre, som i parentes
bemærket var mine gamle genboer og nu døde og borte, skulle være ”taget fra”
(underforstået af Vorherre forstod jeg lidt efter lidt) "et par år inden".
Jeg spurgte til hvorfor, og tre
gange kom det samme bare uden svar på spørgsmålet. Til sidst kom det så: -"De gik
hinanden på, men det skjulte de jo over for jer."
Hun havde været oppe på
kirkegården med blomster. Så sprang hun igen i emnet, da hun kunne se, at jeg
prøvede at krabbe (b ellel p?) væk.
"Du ved, Poul Ole, den gamle fyr jeg
kommer sammen med og har gjort det i tyve år, han mistede sin søn ved den
flyulykke i Svejts forleden."
"Å som han da fik en
smuk død".
Ja, det er da en skøn død, hvis det bare går stærkt, puttede
jeg på.
" Ja de blev fundet sammen i flysædet bagefter". Jeg prøvede med et
”hvem?”, fordi jeg forestillede mig et kærestepar, som de unge på Tåsinge,
Sixten og dame, der skød sig i panden i kærlighedens helligste navn.
Jeg fik ikke rigtig
svar på det. Men så kom en ny vinkel, og det er den, jeg sådan holder af. "Men han
fik sat sig spor."
Og nu var jeg jo mindst sagt en smule spændt. ”Han”,
altså den nu pludseligt afdøde, ”startede jo Glemming Hegn og Stakitter, og de
står jo alle vegne”.
Og nu sidst var de så osse gået over til at lave afskærmninger mod
støj.
Og der er jo ikke noget i vejen med hegn eller
flagstænger eller tøjbændler og wa fan.
Og heldigvis ka der da blive et spor
at sætte for os alle. Selv den hund, jeg ikke har, ville have sat sig spor i de
katte, den kunne have skræmt væk. Jeg ved det ikke. Men spørgsmålet kører en
smule videre i hovedet. Enhver ruller sin sten op ad bjerget. Og den tid der
går godt, kommer jo ikke skidt tilbage, som der står i sangen. Og hvad er
vigtigst i verden, det er måske, at have været en for andre: At have besøgt en
gammel tante - uden at fjerne den dyre violin hun har på væggen, og som hun
godt nok og alligevel ikke skal spille på hinsides.
Det er da mere
værd end sin egen vægt ... Jo, det må man jo sige.
Kurt (jeg sender dig mit nye nummer, nej jeg ringer, så får du det lige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar