Brev 47, from real life. Bilen i skoven.

Jeg rubricerer lige under BREV, da fortællingen her fra den virkelige verden blev sendt til et par af mine venner først for 5-6 år siden. Så mon ikke det er ok. Brev 47. Ellers kald det novelle, ready made eller sæt det på sindets 98-hylde.  

Jeg sad i mit arbejdsværelse, veltilpas. Vi springer lige beskrivelsen af lokalet over i første omgang, da det ikke har nogen betydning.  Telefonen ringede lige pludselig midt i en stille stund skulle ellers overveje hvordan jeg skulle arrangere min aktuelle udstilling på Museet i Himmerland.

Det er S, siger jeg som jeg har for vane.

-Har du en hvid Kadett?

-Havde engang.

- Din Kadett står her i Rold Skov,

- Jeg havde en Kadett, gentager jeg.

Han gentager også, småbrysk: Den står her smidt ind i skoven.

-Det har ikke været min i de sidste 2 år.

Det er din på enhver måde, siger manden, så derpå får sagt at han er skovfoged i skoven.- Juridisk, papirmæssigt. Jeg har undersøgt sagen, og du er ejeren. Ikke bare som seneste ejer, men som ejeren her og nu.-

-Jeg afhændede bilen i 1999. Og det var til mit sædvanlige autoværksted i Bjerrringbro. Og de ville besørge det videre, hvis den sku skrottes.

-       så må du eller automanden have fået skrotpræmie, og du må have papirerne. Og jeg er godt træt af dether, for det langtfra første gang jeg står i denher situation. Og den skal fjernes. Og det skal du gøre i hulens fart.

-       - Jeg starter lige forfra, siger jeg så. Jeg er ikke ejer. Men jeg skal da gerne undersøge sagen.

-       Det får du ikke tid til, for det er nu den skal væk. Og du har ansvaret, det totale ansvar nu. Jeg har som sagt direkte fået besked fra Leifsgade, Motorregistret. Det er nu.

-       Nej det er det på det bestemteste ikke. Men jeg skal da gerne undersøge, hvad der er sket. Så når vi nu er færdige om lidt, så ringer jeg til automand og det lokale ophug og hører, hvad der er realiteter.

-       Du har det fulde ansvar, og bilen skal fjernes nu.

-       Det er jeg ikke så sikker på.

-       Ansvaret—er det måske mit.

-       Nej, men nu prøver vi step for step at finde en løsning på det mystiske skovfund. Det er jo hverken dig eller mig, der har sat et udrangeret bilvrag ude i skoven. Nu tager jeg formiddagen til at finde ud af, hvem der har placeret yndigheden i din skov. Det kræver den her telefon og tiden nu her formiddag.  Jeg hørte ikke, om hr skovmand sagde ok. Jeg sagde farvel og lagde på.

-       Jeg ringede til min gamle mekaniker, der var optaget, men så et par minutter efter kom jeg igennem. Og han sagde, at han allerede var blevet ringet op af førsteren.  Det må være sket meget hastigt, for jeg var åbenbart kommet et sekund for sent. Han mente bestemt ikke, at han, automekanikeren havde sendt bilen til skrotning.

-       Jeg afsluttede, og noget dæmrede. Huskede at bilen blev afhændet til Himmerland ved hjælp af min svoger, der også er automand og forhandler. Den indgik i en byttehandel., som endte med at jeg fik den polo, jeg har nu-

-       Jeg ringede først op til svoger Jens, og han kunne godt huske, at han havde ordnet transport og videresalg. Mit arbejdsværelse fungerer også som atelier og præget af computere og malerting og rammer og jeg ved da ikke hvad. Det lignede næsten mit hoved set indvendig fra nu: En mig vildfremmed ringer mig op midt i ansigtet og siger, at en genstand, en dytbil, som engang havde været mit køretøj, nu pludselig vender tilbage som en boomerang fra Nowhere eller i Nowhere.

-       Han begyndte at brøle lidt igen om, at hverken jeg eller mekanikeren kunne huske en skid..

-       Du skal finde en hel anden tone nu, siger jeg så.- vi to sidder ikke her for at snakke langtids- ellerkorttidshukommelseskapacitet eller hjernevolumen. Vi prøver at finde en hund der er begravet.

-       Det er dit ansvar –stadig.

-       (Samme elendige grammofonplade blev sat over pladespilleren igen.)

-       Nu har jeg fortalt dig om næste step i fortællingen, og lad os nu trevle gåden yderligere op. Og hør: Bilen går fra Bj.bro til Himmerland, hvor så den ny ejer er et autolakeri  iflg min svoger. Denne autolakerer forærer så kadetten til en ung mand ved navn Brian. Det er navnet, og jeg var ikke med ved barnedåben. Og i en ny opringning får jeg så at vide, at bilen afhændedes af  lakerimand  videre til to knejter, den ene Brian åbenbart,  i Nørager. Så langt er jeg nu kommet.

-       Skal vi overgive sagen til politiet, siger foged Christian,- for det bliver vist nødvendigt.

-       Det ville en rigtig fin ide, siger jeg så.- Men jeg vil måske godt lige have fat i Brian. Det ku lette poltiets arbejde. (Kigger lidt rundt og opdager sollyset. Hold da kæft hvor her er støvet. Det siger jeg dog ikke til Foged Chr-).

-                             Jeg ringer så til svoger, som kan fortælle at han har  fået fat i Brian og at den er god nok med de to ungdommer, som lakereren har afhændet den videre til. Og han ville så se at få kontaktet de to yngre mennesker. Og et par øjeblikke derefter, er de to fundet af svogeren og autolakerer, og de får besked om at fjerne bilen øjeblikkelig.                           Jeg meddeler kort resultatet til mesterskovfogeden, Og indtil nu er der ikke mere der kan gøres. Jeg trækker mig ud af samtalen eller hvad sådan noget hedder.                                                                                                                            Jeg går i gang med at rydde mit skrivebord. Alt hvad der er fremmedlegemer udryddes. Jeg vil støvsuge gulvet. Affaldsspanden får top på. Jeg skulle have haft lavet en masse denne formiddag, men det blev lige cirka sådan omkringkuldkastet af en røst fra urhavet,fra himlen fra cyperspace, et bilhorn måske,  og man blev ramt intetanende af synder, man ikke havde begået.

-       Fogedens fejl var ikke at den at give mig ansvaret. Men mere hans stilkarakterer.  k