Skovgaardmuseet stadig. Grammatikken, om konjunktioner, især "og" og "eller" som koordinatorer og distributorer,

Konjunktioner, sammenbindinger...mødte  osse ordet i Londons Underground i form af Conjunction, der indgik i en stationernes navne, altså udpegende et (trafikalsk) knudepunkt. (jungere=at binde; forstavelsen cum betyder sammen eller med, og det er jo ca det samme). Klister, lim.

 I sansebombardementet hvor begreberne ønskes ordnet fint, forestiller jeg mig det lille"og" som netop drivkraften i at stille de forskellige mere eller mindre ustrukturerede billeder sammen. Dér en kanehest, OG  dér en guldkaret, Og dér en dronning.

Og bevidstheden har et ønske om at sammenholde det, der ses, stille bilederne op ved siden af hinanden.  Og sommetider som kollisioner, hvoraf fx metaforer kan dannes. Og så er der bindeordet "eller". Den kommer luskendet øjeblikket efter for at dementere de opsatte billeder, vi lige havde arrangeret. "Eller", den lille sabotør, der vil adskille, eller sætte billederne til skue og så ellers fratrække det ene eller flere.
 "Eller" burde udelukkende kaldes disjunktiv, eller til nød "distributiv". "Og" sammenbinder på kryds og tværs og lodret ned gennem tiden (anakront) eller her og nu (i en diakroni) eller fx sammenbinder i korrelationer og årsagsammenhænge eller blot adderende: Dér et postbud og dér hans kasket eller gule bil eller cykel. Principperne er utællelige for "og'ets" sammenbindingsfunktioner. Den følger blot collagens love. Det kan undertiden ende som Lautréamonts berømte metaforiske møde mellem Maskinsyerske og hvadvardetnu. Fordi "og'et" sammenstiller uden krav om noget regulativ fra logikkens rationale...

Den er en vigtig del at erobringen af ( fx i barnets sprog), den lægger sig under som en hånd. Og'et  er måske den vigtigste stor-odner af begreberne, fordi den giver mulighed og adgang til større og større helheder og gestalter, billede ved billede, der så godt nok som kortene i et kortspil, kan omblandes. Fordi struktureringen vil det.

 Nu brugte jeg så lige årsagskonjunktionen "fordi" , som ikke skal berøres ret meget nu. Men dog lidt. Det er en fætter der stiller sig delvis uden for scenen.

 Vi har kapitlet, hvor forfatteren sammenstiller Jens  med den yndige smededatter Josefine...og så tilføjer vores forfatter, " fordi hun var så smuk". Forfatteren er trådt et skridt uden for stykket på scenen og kommenterer med en begrundelse hentet andetstedsfra eller tidligere.
 "Fordi, skønt, selvom, hvis"  mm er ikke bare sådan opsummerende klister som "og'et". De har fået udvidede beføjelser. Ikke ret meget mere om det nu.
Og FORDI opstår af struktureringens ønske om forklaring, ikke blot at ordne i en tidsrækkefølge, men sammenbinde yderligere, at vise tingene fødes ud af hinanden. (britiske David Hume og John Locke har peget på problemet omkring det kausale som en tvivlsom basis).

Genstands-"at"  kræver sin egen lille fortælling. Den japanske poet Tanikawa (var det vist) udpeger at'et som det der bliver tilbage som det mest centrale i en sætning. Jeg tror det er ud fra det erkendelsesmæssige i "at" (i en sætning, som jeg lige konstruerer): jeg hører at efteråret smider rundt med de røde blade.   Fordi  "at" er det åbnende princip, her annoncerer det objektet (for det der sanses). Fordi det er selve mødet mellem krop og verden, sansningens lille vindue, der siger: Nu ligger det omkringliggende åbent. At det så figureres med nedfaldsblade er så med som  et tillæg, hvor du så som sansende modtager er medansvarlig for billedet. Jow, læseren er medredaktør i mit syn.