Skal skrive diverse om præferencer til bestemte ord til avis. Troede, det var let. Finder ud af, at det er lige så svært som at skulle finde det rette navn til yndlingsbarnet.
Overvejede et sekund om man ku udtage en ordklasse som yndlings- fremfor andre.
Overvejede længe adverbier, hvis ikke de strittede så meget med meget forskellig tyngde. Et centraladverbiale som IKKE er jo en monsterkraft, der kan dreje en mening 180 grader, men de mange uanseelige som jo og som bekendt oftest har mindre skud i støvlerne og dog: Det subtile jo er en lusker, for den forsøger at implicere den der tales til sådan nærmest usagt. ”Karin er jo en lille kælling, ikk?” Jo’et forsøger at få sætningen podet i øret på den lyttende, som kom påstanden nærmest samlet i samdrægtighed fra begge. Og sku det ikke virke denne foruddiskonterede enighed, så slås der et ikk'? på til slut, så er den jammerlige bøffel vist rundbarberet.
OG her adjektiver. Normalt er de kategoriseret i 3: attributter, prædikater og appositioner.
Stolen er rød. (prædikat) Den røde stol (attributivt), og der er en himmel til forskel. Som prædikat bemales (applikeres) farven rød på stolen, der er tale om familiesammenføring af de to elementer.
Attributivt: Den røde stol er en totalitet født som rød stol. Det er jo ontologi på ordklasseniveau.
I logikkens sprog er prædikater –såvel som i grammatikkens- den ny information, der smækkes på emnet, og emnet er her fx: Tronstolen …..Og der tilføjes så noget prædikativt: rød. Rød bliver den ny info.
Og jeg overvejede et sekund om den fotograferede stol skulle være en slags leg med de 3 adjektivhovedformer. Forlod det. Tredje form er apposition, som er en slags tillæg, navnetillæg.->” Stolen, ja den tronstolsagtige, ligner noget Milanodesign”. Det er en applikation, der har lidt af begge de to andre former i sig. Og er en del af kontrakten med den man snakker til og med; han er forlods medvider til hvad det er for en stol, jeg snakker om, når jeg siger tronstolsagtige. En slags deiksis-kontrakt, men er ikke et overtalelsesforsøg som adverbialet jo. 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar