pronomen 
er et af de første abstrakter i grammatikken, han, hun, den, det foretager en rejse fra det konkrete og bliver vikarer for søster (hun), bror (han), vasen (den), og er samtidigt den samme vikar for mor (hun), postbudet,(han/hun), brilleetuiet (det), og kan altså med den samme betegnelse substituere konkreter i denne vores virkelighed. Det er egentligt et konjunktivisk skridt væk fra det enkeltstående ved hjælp af repræsentanten, pronominet. Hvor kom han fra, ham repræsentanten, der hedder "vi", "jer", "os". Og telefonbogen ku jo blive ganske tynd, hvis alle navne ku erstattes med et "vi". Telefonbogens lange navnestof af A.Jensener og Ole Pedersen fører os tilbage til det enkeltstående, og her har pronominet ikke noget at lave. Da hvert telefonnummer er lige så fixeret på det enkeltstående konkrete. Her ville et fællesnummer, fx 66666664 ikke være praktisk. Pronominet er forvist fra telefonbogen. I modsætning til dels en fælles gruppe som en menighed, et fodboldklubhold dér er pointen netop at ophæve det enkelte. Men det er lidt en anden problemstilling...ska vende tilbage til det i en senere udsendelse her på kanalen- ved omtale af fx politikorpset ville man skifte mellem "det" og "de". Her er så det andet aspekt at pronominet, nemlig en afhængighed af deiksis, dvs man kan først omtale flerheden, hvis vi allerede ved at vi taler om netop politiet, og først da kan pronominet "det/de" benyttes. Og det hænger så igen sammen med pronominets abstraktion fx "det" eller "de" er forlods løftet ud af det konkrete, men hvis vi forlods ved hvad "det" repræsenterer (deiksis), så ku man tale om at vi, der taler sammen, fører pronominet tilbage til den konkrete virkelighed. (det blev en halv kedsommelig start på en, min, endnu uskrevne grammatik, ksn) ps flere aspekter blev ikke gjort færdig, tilføjer han og gør korsets tegn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar