Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
lørdag den 28. januar 2012
fredag den 27. januar 2012
Kladde om udvidet begreb om sprogmaskinen. Kladde.Proces. Og om Knud Pedersen. De forstyrrende fejl vil blive rettet så hastigt som muligt.
Ved siden af de andre af Bloggens spor, tekst eller billed, fotos i egen ret, snik-snak, stederne der indimellem er mine, Tjele, Salling, Hald, på lejr i Kbh, et rullende fortov med kolleger, så vil andre rulletrapper trille. Fordi én ting er en poesisprogmaskine i egen ret på papir og skærm, men enhver nærmen sig Ting og sager, sagde jeg, er af samme nyfigen-jomfruelig-pioneråndsagtig klondyke jokken ind i nyland, det mærker en og man skærer tilbage i træet for at sige: vi mødtes. At se på skamferede, udsmykkede træer ved Hald Sø eller samme sted stoppe seks nye mennesker ind i et hult træ er osse poesi. Lyrik er også temperatur og møde med synspunkter, der smasker en på hatten. At en ny regering ikke i en fart får annonceret, mere end velsignet, at ville stoppe en lortekrig og undersøgt og publiceret torturflyvninger over Grønland, er et stort skamferet digt, som så lige må mærkes af her.
Og det andet digt hedder ikke Danmark vandt 1-0 over Ghadaffisk-Libyen. Hvad digtet eller teksten så hedder, ved jeg sgu ikke.
At være jomfruelig hver gang i sit træf med noget Andet whatsoever. Er digtning, hvis man signalerer tilbage mod den kæft, der ramte mit blå øre eller hvad farve det viser viser sig at have. Digtning er mere end sang fra brystet. Og nok osse mindre. Sådan føles det uden at jeg kan folde det ud. Det er en kladde og digte er osse kladder. Det er det modsatte af kanoniske skrifter. Ikke engang apokryf skrift.
Må senere komme med tilføjelser omkring hvordan form, bearbejdelse etc kommer til, fo jeg mener det drejer sig om mere end blot og bart en poetikalsk approach og vær beredt.
Nå, men det spor jeg sætter i har ikke en skid med den snak ovenover at gøre. Jeg vil bare have præsenteret min gode ven Knud Pedersen, den gamle træstamme, stifteren af Churchillklubben i ålborg. Fluxus, så det det løber, Kunstbiblioteket, Og så vidre. Kommer her i Diana bio med nogle enkelte billeder fra og omkring ham.
Og det andet digt hedder ikke Danmark vandt 1-0 over Ghadaffisk-Libyen. Hvad digtet eller teksten så hedder, ved jeg sgu ikke.
At være jomfruelig hver gang i sit træf med noget Andet whatsoever. Er digtning, hvis man signalerer tilbage mod den kæft, der ramte mit blå øre eller hvad farve det viser viser sig at have. Digtning er mere end sang fra brystet. Og nok osse mindre. Sådan føles det uden at jeg kan folde det ud. Det er en kladde og digte er osse kladder. Det er det modsatte af kanoniske skrifter. Ikke engang apokryf skrift.
Må senere komme med tilføjelser omkring hvordan form, bearbejdelse etc kommer til, fo jeg mener det drejer sig om mere end blot og bart en poetikalsk approach og vær beredt.
Nå, men det spor jeg sætter i har ikke en skid med den snak ovenover at gøre. Jeg vil bare have præsenteret min gode ven Knud Pedersen, den gamle træstamme, stifteren af Churchillklubben i ålborg. Fluxus, så det det løber, Kunstbiblioteket, Og så vidre. Kommer her i Diana bio med nogle enkelte billeder fra og omkring ham.
et slags notat/måske brev, måske afsendt, måske ikke, vi ved det ikke. Bryder mig ikke om det.
Kære lars N, fik din hilsen, truslen, så jeg bort fra.
Jeg har været af sted med Lille Bo ved stortset alle institutter, der tager sig af den slags. Overlæge (navn tilbageholdt, men kendt) slog ud efter mig, da jeg slæbte drengebarnet ind i forhallen, jeg havde selv remme med, så det var ikke det, men jeg skal da ellers lige mene, vi var forment adgang. Stak Overlæge Q en lommeskilling.
Intet hjalp. Jeg prøvede senere Kommunekemi, Nyborg, men de ville have jeg skulle dele den herlige dreng i forskellige deponier. Først glas og havemuld, og så lidt til genbrug af værdi (pumaskoene og slips) (afvist), så stort b, så lille brandbart, så eternit. Fra Herodes til Pilatus. Gider det ikke. Men ingen skal få mig til at skære i knægten. Så skal der helt andre penge på bordet.
Og Lars, du ved, jeg har kendt knægten, siden vi begge var 12 og gik til violin sammen. Altså det vil sige, når Lille Bo kom, så gik jeg. mange hilsner Kurt Ove
ps hold dig munter
ps hold dig munter
torsdag den 26. januar 2012
Jenle Årstale 2009. (Blogejeren og Venstreminister Støjb holder hver sin, meget hver sin, Årstale.)
Blogejer sendte som slut-trumf Ejler Nyhavn på banen. Mit emne var digitale medier.
onsdag den 25. januar 2012
tirsdag den 24. januar 2012
mandag den 23. januar 2012
dagsbogsblad, kladde.
1.Sku skrive 2000 enheder- viste det sig- til Politiken. Havde skrevet 5000, så hvordan får man så en nogenlunde samlet bygning til at skrumpe og samtidig og stadig ligne en slags bygning. Det ska så forsøges i dag.- Hele møget kan jeg selvfølgelig lægge ud her efterfølgende.
2. Ska skrive -til et andet, og digitalt medie- jeg ved ikke hvor mange enheder... om forfatteren/kunstneren har særlige (etiske)forpligtelser i forhold til samfundet (almenvellet)...det går trægt, Overvejer hvilken kollektiv instans der evt kan pålægge ombud udover naturligvis hin enkelte skriver selv kan. Hvad er ansigtsløs masse her i instansen, hvad er det for en kollektivstemme som instans. (Kan et dogmebud forpligte omkring lad os sige klimaproblemet som tvangsmotor for poesitema....et dogme kan jo ogsså iklæde sig konventionens gennemsigtige klædning og mystifistisk blive et pres from nowhere. Jeg mener der er en mere eller mindre udefineret konsensus somewhere. (måske er der forskel på konsensus omkring tematik i mainstreamlitteratur og i anden litteratur). Og vi snakker ikke en instans som politiske love, eller at forfattere bliver frataget cash rundtom fra hvis ikke de rammer en eller anden "tvingende nødvendig" tone, et krav fra et eller andet dyb. Eller ku der fx ligge et pres om at en unfair fordeling i denne verden er en anden stor trussel, og "som man derfor ikke kan tænke væk". Jeg tror der er en instans der gestalter og sniger sig ind som diffuse konventioner, sådan firkantet sagt. Sådan intranational magt, som så ret hurtig kan blive at ligne med Massen, Massen uden ansigt, der så at sige skriger på at blive modsagt, synes jeg.) Det lyder tæt på banalt. Men jeg mener alligevel, at dynamikken bag er interessant. Jeg håber selvfølgelig at der handles ret og rimeligt og mod og moralsk og hvad ved jeg, men ikke som et diktat fra synlige eller usynlige munde. Jeg vil prøve at konkretisere noget af det her med et eksempel fra tysk poesi, hvor jeg vil bruge eksemplet Durs Grünbein, der håndfast sagt og udefra set rammes af en omklamring fra Forbundsrepublikken efter DDRudvidelsen.
3. Skal skrive en tredje bestilt ting om digitale medier, hvor jeg lige nu har lyst til at skrive om poesiens veje og reception i trykt presse og så de de digitale veje og vildveje.
4. Ville osse gerne ha skrevet noget i min privatpersonlige grammatik om copula, subjekt/verbum dobbeltdyret. Vi har lagt "han sover" og "pigen lyver" ud i to adskilte ord/figurer her i det germanske sprogområde...og det har man osse som tilbud i romanske, men verbernes udgang har samtidigt fået tilføjet fx jeg/1.personen i enden af verbet...... her 2.person..."amas" på latin "du elsker"....nå, mere senere om hvorfor jeg ser mere end form i det her.......
2. Ska skrive -til et andet, og digitalt medie- jeg ved ikke hvor mange enheder... om forfatteren/kunstneren har særlige (etiske)forpligtelser i forhold til samfundet (almenvellet)...det går trægt, Overvejer hvilken kollektiv instans der evt kan pålægge ombud udover naturligvis hin enkelte skriver selv kan. Hvad er ansigtsløs masse her i instansen, hvad er det for en kollektivstemme som instans. (Kan et dogmebud forpligte omkring lad os sige klimaproblemet som tvangsmotor for poesitema....et dogme kan jo ogsså iklæde sig konventionens gennemsigtige klædning og mystifistisk blive et pres from nowhere. Jeg mener der er en mere eller mindre udefineret konsensus somewhere. (måske er der forskel på konsensus omkring tematik i mainstreamlitteratur og i anden litteratur). Og vi snakker ikke en instans som politiske love, eller at forfattere bliver frataget cash rundtom fra hvis ikke de rammer en eller anden "tvingende nødvendig" tone, et krav fra et eller andet dyb. Eller ku der fx ligge et pres om at en unfair fordeling i denne verden er en anden stor trussel, og "som man derfor ikke kan tænke væk". Jeg tror der er en instans der gestalter og sniger sig ind som diffuse konventioner, sådan firkantet sagt. Sådan intranational magt, som så ret hurtig kan blive at ligne med Massen, Massen uden ansigt, der så at sige skriger på at blive modsagt, synes jeg.) Det lyder tæt på banalt. Men jeg mener alligevel, at dynamikken bag er interessant. Jeg håber selvfølgelig at der handles ret og rimeligt og mod og moralsk og hvad ved jeg, men ikke som et diktat fra synlige eller usynlige munde. Jeg vil prøve at konkretisere noget af det her med et eksempel fra tysk poesi, hvor jeg vil bruge eksemplet Durs Grünbein, der håndfast sagt og udefra set rammes af en omklamring fra Forbundsrepublikken efter DDRudvidelsen.
3. Skal skrive en tredje bestilt ting om digitale medier, hvor jeg lige nu har lyst til at skrive om poesiens veje og reception i trykt presse og så de de digitale veje og vildveje.
4. Ville osse gerne ha skrevet noget i min privatpersonlige grammatik om copula, subjekt/verbum dobbeltdyret. Vi har lagt "han sover" og "pigen lyver" ud i to adskilte ord/figurer her i det germanske sprogområde...og det har man osse som tilbud i romanske, men verbernes udgang har samtidigt fået tilføjet fx jeg/1.personen i enden af verbet...... her 2.person..."amas" på latin "du elsker"....nå, mere senere om hvorfor jeg ser mere end form i det her.......
søndag den 22. januar 2012
lørdag den 21. januar 2012
fredag den 20. januar 2012
torsdag den 19. januar 2012
Caféteater og en nordmand
Kære Café-Teater, der er 7 mia personer, I kan uddele megafoner til -og mange i en god sags tjeneste. Ku I ikke bare lade være med at give nordmanden én mere. I hans parallelle univers ønsker han kun megafoner, hvor han kan råbe sit guddommelige navn ud. Stop det lort......
........... sådan lidt opsummerende: teatret her tilfører en legitimitet til det onde, og som de sikkert ikke vil, ved at give mikrofon til og mod sagen, om de så brækker sig ned i mikrofonen, så bliver mandens synspunkt opvaloriseret til jævnbyrdig samtalepart. Det er dét, der er problemet………
der er ikke bedt om nogen tosidig samtale her- der er tale om monolog fra fx et teater---og jeg mener monolog i enhver henseende.......
Emnet det onde er en monolog værd, men så må man tænke ind i sin intention, hvordan man i den kommunikation når det mål bedst. Her når man det i hvert fald ikke. Dramaturgisk mm er det en fejlbedømmelse..........................
og snakker vi kunstnerisk frihed, så ald os tage den diskussion ved næste lejlighed
og snakker vi kunstnerisk frihed, så ald os tage den diskussion ved næste lejlighed
onsdag den 18. januar 2012
Igen fra Ordudstillingen på Skovgaardmusset. Skiltet bag ved siger adjektiv.
Skal skrive diverse om præferencer til bestemte ord til avis. Troede, det var let. Finder ud af, at det er lige så svært som at skulle finde det rette navn til yndlingsbarnet.
Overvejede et sekund om man ku udtage en ordklasse som yndlings- fremfor andre.
Overvejede længe adverbier, hvis ikke de strittede så meget med meget forskellig tyngde. Et centraladverbiale som IKKE er jo en monsterkraft, der kan dreje en mening 180 grader, men de mange uanseelige som jo og som bekendt oftest har mindre skud i støvlerne og dog: Det subtile jo er en lusker, for den forsøger at implicere den der tales til sådan nærmest usagt. ”Karin er jo en lille kælling, ikk?” Jo’et forsøger at få sætningen podet i øret på den lyttende, som kom påstanden nærmest samlet i samdrægtighed fra begge. Og sku det ikke virke denne foruddiskonterede enighed, så slås der et ikk'? på til slut, så er den jammerlige bøffel vist rundbarberet.
OG her adjektiver. Normalt er de kategoriseret i 3: attributter, prædikater og appositioner.
Stolen er rød. (prædikat) Den røde stol (attributivt), og der er en himmel til forskel. Som prædikat bemales (applikeres) farven rød på stolen, der er tale om familiesammenføring af de to elementer.
Attributivt: Den røde stol er en totalitet født som rød stol. Det er jo ontologi på ordklasseniveau.
I logikkens sprog er prædikater –såvel som i grammatikkens- den ny information, der smækkes på emnet, og emnet er her fx: Tronstolen …..Og der tilføjes så noget prædikativt: rød. Rød bliver den ny info.
Og jeg overvejede et sekund om den fotograferede stol skulle være en slags leg med de 3 adjektivhovedformer. Forlod det. Tredje form er apposition, som er en slags tillæg, navnetillæg.->” Stolen, ja den tronstolsagtige, ligner noget Milanodesign”. Det er en applikation, der har lidt af begge de to andre former i sig. Og er en del af kontrakten med den man snakker til og med; han er forlods medvider til hvad det er for en stol, jeg snakker om, når jeg siger tronstolsagtige. En slags deiksis-kontrakt, men er ikke et overtalelsesforsøg som adverbialet jo. 
tirsdag den 17. januar 2012
mandag den 16. januar 2012
søndag den 15. januar 2012
Skovgaardmuseet stadig. Grammatikken, om konjunktioner, især "og" og "eller" som koordinatorer og distributorer,
Konjunktioner, sammenbindinger...mødte osse ordet i Londons Underground i form af Conjunction, der indgik i en stationernes navne, altså udpegende et (trafikalsk) knudepunkt. (jungere=at binde; forstavelsen cum betyder sammen eller med, og det er jo ca det samme). Klister, lim.
I sansebombardementet hvor begreberne ønskes ordnet fint, forestiller jeg mig det lille"og" som netop drivkraften i at stille de forskellige mere eller mindre ustrukturerede billeder sammen. Dér en kanehest, OG dér en guldkaret, Og dér en dronning.
Og bevidstheden har et ønske om at sammenholde det, der ses, stille bilederne op ved siden af hinanden. Og sommetider som kollisioner, hvoraf fx metaforer kan dannes. Og så er der bindeordet "eller". Den kommer luskendet øjeblikket efter for at dementere de opsatte billeder, vi lige havde arrangeret. "Eller", den lille sabotør, der vil adskille, eller sætte billederne til skue og så ellers fratrække det ene eller flere.
"Eller" burde udelukkende kaldes disjunktiv, eller til nød "distributiv". "Og" sammenbinder på kryds og tværs og lodret ned gennem tiden (anakront) eller her og nu (i en diakroni) eller fx sammenbinder i korrelationer og årsagsammenhænge eller blot adderende: Dér et postbud og dér hans kasket eller gule bil eller cykel. Principperne er utællelige for "og'ets" sammenbindingsfunktioner. Den følger blot collagens love. Det kan undertiden ende som Lautréamonts berømte metaforiske møde mellem Maskinsyerske og hvadvardetnu. Fordi "og'et" sammenstiller uden krav om noget regulativ fra logikkens rationale...
"Eller" burde udelukkende kaldes disjunktiv, eller til nød "distributiv". "Og" sammenbinder på kryds og tværs og lodret ned gennem tiden (anakront) eller her og nu (i en diakroni) eller fx sammenbinder i korrelationer og årsagsammenhænge eller blot adderende: Dér et postbud og dér hans kasket eller gule bil eller cykel. Principperne er utællelige for "og'ets" sammenbindingsfunktioner. Den følger blot collagens love. Det kan undertiden ende som Lautréamonts berømte metaforiske møde mellem Maskinsyerske og hvadvardetnu. Fordi "og'et" sammenstiller uden krav om noget regulativ fra logikkens rationale...
Den er en vigtig del at erobringen af ( fx i barnets sprog), den lægger sig under som en hånd. Og'et er måske den vigtigste stor-odner af begreberne, fordi den giver mulighed og adgang til større og større helheder og gestalter, billede ved billede, der så godt nok som kortene i et kortspil, kan omblandes. Fordi struktureringen vil det.
Nu brugte jeg så lige årsagskonjunktionen "fordi" , som ikke skal berøres ret meget nu. Men dog lidt. Det er en fætter der stiller sig delvis uden for scenen.
Vi har kapitlet, hvor forfatteren sammenstiller Jens med den yndige smededatter Josefine...og så tilføjer vores forfatter, " fordi hun var så smuk". Forfatteren er trådt et skridt uden for stykket på scenen og kommenterer med en begrundelse hentet andetstedsfra eller tidligere.
"Fordi, skønt, selvom, hvis" mm er ikke bare sådan opsummerende klister som "og'et". De har fået udvidede beføjelser. Ikke ret meget mere om det nu.
Og FORDI opstår af struktureringens ønske om forklaring, ikke blot at ordne i en tidsrækkefølge, men sammenbinde yderligere, at vise tingene fødes ud af hinanden. (britiske David Hume og John Locke har peget på problemet omkring det kausale som en tvivlsom basis).
Nu brugte jeg så lige årsagskonjunktionen "fordi" , som ikke skal berøres ret meget nu. Men dog lidt. Det er en fætter der stiller sig delvis uden for scenen.
Vi har kapitlet, hvor forfatteren sammenstiller Jens med den yndige smededatter Josefine...og så tilføjer vores forfatter, " fordi hun var så smuk". Forfatteren er trådt et skridt uden for stykket på scenen og kommenterer med en begrundelse hentet andetstedsfra eller tidligere.
"Fordi, skønt, selvom, hvis" mm er ikke bare sådan opsummerende klister som "og'et". De har fået udvidede beføjelser. Ikke ret meget mere om det nu.
Og FORDI opstår af struktureringens ønske om forklaring, ikke blot at ordne i en tidsrækkefølge, men sammenbinde yderligere, at vise tingene fødes ud af hinanden. (britiske David Hume og John Locke har peget på problemet omkring det kausale som en tvivlsom basis).
Genstands-"at" kræver sin egen lille fortælling. Den japanske poet Tanikawa (var det vist) udpeger at'et som det der bliver tilbage som det mest centrale i en sætning. Jeg tror det er ud fra det erkendelsesmæssige i "at" (i en sætning, som jeg lige konstruerer): jeg hører at efteråret smider rundt med de røde blade. Fordi "at" er det åbnende princip, her annoncerer det objektet (for det der sanses). Fordi det er selve mødet mellem krop og verden, sansningens lille vindue, der siger: Nu ligger det omkringliggende åbent. At det så figureres med nedfaldsblade er så med som et tillæg, hvor du så som sansende modtager er medansvarlig for billedet. Jow, læseren er medredaktør i mit syn.
lørdag den 14. januar 2012
jvf teksten til forrige fotos. Og jeg påbegynder lige nu en grammatik, hvor første kladde handler om pronominet. Jo, da.
pronomen 
er et af de første abstrakter i grammatikken, han, hun, den, det foretager en rejse fra det konkrete og bliver vikarer for søster (hun), bror (han), vasen (den), og er samtidigt den samme vikar for mor (hun), postbudet,(han/hun), brilleetuiet (det), og kan altså med den samme betegnelse substituere konkreter i denne vores virkelighed. Det er egentligt et konjunktivisk skridt væk fra det enkeltstående ved hjælp af repræsentanten, pronominet. Hvor kom han fra, ham repræsentanten, der hedder "vi", "jer", "os". Og telefonbogen ku jo blive ganske tynd, hvis alle navne ku erstattes med et "vi". Telefonbogens lange navnestof af A.Jensener og Ole Pedersen fører os tilbage til det enkeltstående, og her har pronominet ikke noget at lave. Da hvert telefonnummer er lige så fixeret på det enkeltstående konkrete. Her ville et fællesnummer, fx 66666664 ikke være praktisk. Pronominet er forvist fra telefonbogen. I modsætning til dels en fælles gruppe som en menighed, et fodboldklubhold dér er pointen netop at ophæve det enkelte. Men det er lidt en anden problemstilling...ska vende tilbage til det i en senere udsendelse her på kanalen- ved omtale af fx politikorpset ville man skifte mellem "det" og "de". Her er så det andet aspekt at pronominet, nemlig en afhængighed af deiksis, dvs man kan først omtale flerheden, hvis vi allerede ved at vi taler om netop politiet, og først da kan pronominet "det/de" benyttes. Og det hænger så igen sammen med pronominets abstraktion fx "det" eller "de" er forlods løftet ud af det konkrete, men hvis vi forlods ved hvad "det" repræsenterer (deiksis), så ku man tale om at vi, der taler sammen, fører pronominet tilbage til den konkrete virkelighed. (det blev en halv kedsommelig start på en, min, endnu uskrevne grammatik, ksn) ps flere aspekter blev ikke gjort færdig, tilføjer han og gør korsets tegn.
fredag den 13. januar 2012
Et klip fra nettet (via oversætteren Sara Koch) om professionelt anmelderi.
Er anmelderne en uddøende race?
Offentliggjort 12.01.12 kl. 08:34
Ny pris belønner - i oprør mod "amatør-meninger" på nettet - markante professionelle anmeldelser.
En ny britisk pris er indstiftet - og initiativet er taget i et opgør mod internettets mange anmeldelser eller udtalelser forfattet af "amatører".
Det sker ud fra en holdning om, at jo mere økse jo bedre...
The Hatchet Job of the Year hedder prisen (hatchet job = nedrakning eller nedslagtning), og initiativtageren - websitet The Omnivore - har indstiftet den, for at være med til at bevare og støtte den professionelle anmelder.
Denne er ifølge sitet truet af diverse indlæg på sociale medier, blogs og andet.
The Omnivore bringer aktuelle professionelle anmeldelser af bøger, film og teater.
Prisen skal hvert år belønne den vredeste, den morsomste og den skarpeste boganmeldelse begået af en professionel anmelder. Det være sig på nettet eller i et dagblad, og der uddeles priser i otte kategorier.
Brug for professionelle
Stifteren af websitet og dermed initiativtageren til prisen, Anna Baddeley, skriver blandt andet i et manifest:
"Vi har brug for professionelle boganmeldere, hvis arbejde er den mest underbetalte og undervurdererede form for journalistik."
Hovedårsagen til de professionelle anmeldelsers forfald, mener Anna Baddeley, er dagbladenes faldende oplag og mindre plads til anmeldelser.
Men hun tilføjer, at nettets betydning naturligvis også har stor indflydelse.
"En enkelt tweet fra Stephen Fry har langt større indflydelse på en bogs salgstal end et dusin anmeldelser."
Bruger nettet
Hun anker imod, at et stigende antal køber en bog efter at have læst en tilfældig anmeldelse eller en flygtig omtale på nettet.
"Vi har brug for mennesker, der ved, hvad de taler om. Stemmer som vi kan genkende og har tillid til - også selvom vi ikke altid er enige med dem."
Og hun fortsætter:
"Der udgives nu flere bøger end nogensinde tidligere - behovet for kvalificerede råd har aldrig været større."
ORDET ER DIT
Er du enig eller uenig i behovet for professionelle anmeldere?
Bruger du tilfældige anmeldelser - udtalelser - omtaler - på nettet inden du f.eks. køber en bog, ser en film eller går i teatret?
Tjekker du overhovedet anmeldelser inden du køber en bog etc. ?
Tavle y
Robert HenningssonJan 13, 2012 04:12 AM
selvfølgelig kom dé først, fordi de var utålmodige; de er ikke så meget mere anderledes end os, end jeg, som de sjældent siger nedenfor denne ramme, men i deres himmel naturligvis - er de mange nok, og i fællesskab kan de, bag denne hjerne, dette kønne og ikke mindst kurvede baghoved, se, hvordan vi ventede, og blev sol for deres blindgyde; ømt er vore blikke, og medlidenhed bør vi have, broderskabet lever i salamanderen fra min hånd til din ånde, for du ånder, du er levende; i vores skæbnefællesskab skylder jeg dig, at du rev månen med ud i formørkningsskakten; blegt aner du bag mig, den varme vores øjne blev skabt for kærligt at se som lys.
Abonner på:
Opslag (Atom)