Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Laus Strandby Nielsen.

SPEJL

Det er til dit eget bedste du er her.
Det er til dit eget bedste vi er her.

Det er til dit eget bedste du får dit eget nr.
Det er til dit eget bedste vi tæller dig med

når vi tæller til menneske. Når vi tæller til rigtigt
og forkert. Når vi tæller til dit eget bedste, når

vi tæller til godhed, til overlevelse, til farverne,
sort og hvidt, og gråt, til uendeligt, til sidst.

Det er til dit eget bedste du tæller os med (din egoist)
når du tæller til to. Når du tæller til tiden der går.

Det er til dit eget bedste vi ikke tror dig (din hykler)
når du tæller dig selv med når du tæller til to.

Det er til dit eget bedste du tror os når vi tæller
til frihed. Til hjem. Til tak. Det er som det er.

Vi er som vi er. Hverken værre eller bedre. Men
vil tæller og tæller og tæller til den dag der mangler

et mørke ingen har set, et skær i en vandpyt ingen
savner undtagen den ene der ikke kan tælle til spejl.

Det er til dit eget bedste du er som du er (egoist). Men
det er til dit eget bedste vi skruer lidt ned for dig.


Det er til dit eget bedste vi skruer ned for varmen.
Det er til dit eget bedste døren er lukket. Og skabet

hvor alle nøglerne er. Store og små, gamle og næsten nye,
usynlige og virkelige, simple og komplicerede.

Hjertet er en hængelås der hele tiden låser sig selv op.
Det er til dit eget bedste at vi skruer ned for tiden

så den ikke løber fra dig. du kan umuligt følge med,
men du kan mærke den farveløse uro bag dig, hele tiden

bag dig.
The following two tabs change content below.