Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Thøger Jensen.
Hende blev jeg heller ikke gift med
Måske var hunde dummere dengang, jeg ved det ikke, men da jeg var dreng, havde vi en hund, ja, vi havde naturligvis flere hunde op gennem min barndom, men der var især en af dem, der ikke var for kvik, en gordon setter, den hed Sorø og var opkaldt efter min mors fødeby ovre på Sjælland. Hunden snappede efter dækkene på de biler, der kørte forbi vores hus. Hunde med den adfærd lever livet farligt. Det var en grusvej, og fordi den var blind og endte nede ved sportspladsen, var vejen derfor stort set kun trafikeret i sommerhalvåret. Så lå Sorø i indkørslen, dasende i solen og sløvet af varmen, men dyret var alligevel altid klar til en spurt og et godt snap. Hver gang en bil kørte forbi og sendte en støvsky ind mod vores hus, startede en kædereaktion: Hunden der gøede, bilen der dyttede, min far der råbte efter hunden, min mor der råbte og skreg efter bilen (hun havde lige pudset vinduer), og vi børn der råbte og skreg af frygt for at Sorø skulle blive kørt over — og bagefter jublede, når den ikke blev det: Sorø, for satan, du er ikke rigtig klog!Tiden gik langsomt, men årene gik hurtigt, og pludselig havde jeg overlevet hunden og var blevet gammel nok til både at tage kørekort og spille på seniorholdet. Det år rykkede vi op i serie 4, og at spille på det hold var naturligvis forbundet med høj status i lokalsamfundet, så jeg begyndte at få kærester. Mine medspillere på holdet blev gift og stiftede familie. Det var det man gjorde, der hvor jeg kommer fra, man tog sig en håndværkeruddannelse, man købte sig en bil, og man stiftede familie. Selv lykkedes det mig lige akkurat at tage en Hf-eksamen. Der gik et par år mere, jeg havde stadig hverken fået mig en uddannelse eller en kone, ikke engang en bil, men jeg lånte mine forældres og fik et job på en fabrik inde i Aalborg. Fodboldklubben klarede sig fint i serie 4, et år var vi endda tæt på videre oprykning, og pludselig fik jeg en kæreste med fremtid i, Karin fra Sønderholm. Hun var i lære som økonoma oppe på plejehjemmet og var godt nok sød. Egentlig havde jeg haft kig på hende i et stykke tid, men hun havde ikke været ledig før nu. Forældrene havde en gård ude i bakkerne, der var en lang og snoet grusvej derud. De havde fire børn foruden Karin og en hund, der var mindst lige så dum som Sorø havde været, men Karin var alligevel lige så glad for den, som hun var for mig, sagde hun. Når jeg havde besøgt hende eller kørt hende hjem fra et eller andet vi havde været til, løb hunden altid efter mig, når jeg kørte tilbage ad markvejen. Galpende blev den ved med at halse efter bilen, mens den snappede efter dækkene. Det blev man virkelig træt af, den forbandede snappen og galpen, og en dag hvor jeg kørte lidt for langsomt ud fra gårdspladsen med Karin vinkede til mig i bakspejlet, lykkedes det hunden at kommet helt op på siden af bilen. Velsagtens for at give køteren en lærestreg lavede jeg kækt et par hurtige vrid med rattet, venstre, højre, og dermed sluttede den historie med et lille bump og en bule i min fars bil.
The following two tabs change content below.

Thøger Jens