onsdag den 30. september 2015

3 dage ferielukket på dette kontor På fredag kommer Caspar Eric som gæstepoet. og det lægges frisk ind her på mandag

mandag den 28. september 2015

Kugeln fortsætter sin tale fra sit sidste opslag.

Den rene eksistens. Sartre: væren-i-sig-selv

(Roquentin sidder i en park og stirrer på en sort trærod og føler pludseligt at trærodens eksistens ligefrem borer sig i ham…det går op for ham at han er ude af stand til at forklare den eller forstå, fordi han kan ikke længere være i forhold til den):

Eller rettere: roden, havelågerne, bænken, plænernes grønsvær var forsvundet. …individualiteten var en ydre skal, der var forsvundet tilbage var en skræmmende nøgenhed.

Knudret uden navn, ubevægelig, fascinerede roden mig, fyldte mine øjne…det nyttede ikke at sige: dette er en rod---det virkede ikke længere. Jeg var godt klar over at man ikke ku slutte fra dens funktion som rod, som opsugningsmaskine..til dette, til denne hårde kompakte sælagtige hud, dette olieagtige, ru og utilgængelige udseende. Funktionen forklarede intet, den gjorde det muligt at forstå i store træk, hvad en rod var for noget, men overhovedet ikke denne bestemte rod.

Han kan ikke sætte den i forbindelse med noget uden for den selv, rodens væren-i-sig-selv undslipper benævnelsen. Roden er unævnelig. Han kan ikke tænke eksistensen, for den bogstavelig talt har invaderet ham og gjort ham selv til en ting. ” Eksistensen er en fylde, som mennesket ikke kan forlade. Man er indfoldet.

Og dog: Mennesket har mulighed for at slippe eksistensen, fordi det ikke er ren eksistens, tings-eksistens-være-i-sig-selv- MEN er nemlig samtidig BEVIDSTHED OM EKSISTENS, væren-for-sig-selv. Bevidstheden kan stille spørgsmål til sigselv.

Det er evident, at tingene eksisterer uden for min bevidsthed og uafhængigt af den. Verden eksisterer uden for bevidstheden, men får først struktur og mening i forhold til bevidstheden. I almindelighed er eksistensen skjult. Den er omkring os, i os, den os, man rører aldrig ved den. Eksistensen er tom form. Men nu og her var det klart som dagen: eksistensen havde afsløret sig. Ikke en uskyldig abstrakt kategori. Den var selve tingenes råstof, denne rod var formet i eksistens.

De der øjeblikke er usammenhængende, men man kan organisere er så pointen, nemlig ved at fortælle dem, er bogens udsagn.

Vi står lidt i en cocktailshaker på en vaklende klode uden noget cogito/vished udover sanserne.

søndag den 27. september 2015

Fra debuten i tidernes morgen. Mathias satte det på FB her i forgårs.

Knud Steffen Nielsen: Indskrift
Edition After Hand No. 18, 1980

After Hand

25. september kl. 09:49

Knud Steffen Nielsen: Indskrift
Edition After Hand No. 18, 1980

http://www.antipyrine.dk/pro…/knud-steffen-nielsen-indskrift

lørdag den 26. september 2015

Bad von Kugeln om at skrive noget til min snart kommende bog.. Og jeg tilstod at jeg nu vil give den svinsk meget ståhej her i lokaliteten.

Kære ven.

Jeg kunne lige så godt sende dig dether billede af en ko

2) Ok Jeg tager et træ istedet.

Man siger at en granat ikke slår nede samme sted igen. Det kan den sagtens. Du skal bare ikke spille på det. Hvis du slår en sekser og derpå siger, at du vil slå 70 i træk, så er du gal. Tror du ikke på en styring? Tror du ikke på en Gud, der ordner det bedste for dig. Og er det ellers et tegn på, at du er en tvivler eller en hedning.

Jeg tror ikke på en styring. Jeg tror på, at sproget ligger der og er en del af mig og en del af verden. Det er den motor, slut.

Jeg kom til at stå at betragte et ret stort træ i formiddags.

Og jeg når ikke træet direkte, Jeg tror, at træet er en del af mit sprog, det er en del af min bevidsthed, og kanalen hedder sansning. I første omgang eller i anden eller tredje.

Sanserne.

Jeg prøver at projicere træet frem til en nøgenhed. I am a reader. Går det? Går det for mig?

Det kan jeg ikke. Jeg lander i de tegninger jeg gjorde efter i den bog med tegninger, bl.a. af træer, tegnet af Michelangelo. Jeg var 10 år. Jeg elskede at tegne, troede jeg kom tættere på træet.

Det kan godt være at jeg kan slå 120 seksere. Men endnu mere mirakuløst, at kaffen står på sin plads, solen er deroppe og skyen er der.

nr 4. er en realitet i samme betydning som træet er, se under billedet

Den dag Bellmer fandt ventilen, netop den dag, hans egen selvgroede go-nat-ikke-helt-derude-men-dog, Og det var ikke alm udrykning, da var det samme sted i den grad et nyt. I den grad. Som kuglelyn på dåse.

torsdag den 24. september 2015

Inge P gæsteforfatter på www.denfri.dk

Fredagsdigtet ultimo september 2015

Inge Pedersen

25. september 2015

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Inge Pedersen.

AT STIKKE ET BREV I EN POSTKASSE

Det er mandag morgen, der er gået en uge siden Bjørn var her, og når jeg stikker en hånd ind mellem de to øverste knapper i min regnfrakke, kan jeg mærke brevet. Det er tyndt, med skarpe hjørner. Det sidder inde under blusen tæt ved mit hjerte, og hver gang jeg bevæger mig, for hvert skridt jeg tager ned gennem de smalle gader på vej til postkassen, stikker det i mig: At jeg er alene. At i går var det søndag, og se hvilken mild efterårssol, se hvilke tusindfarvede træer der kunne have svævet gennem luften. Men gråt i gråt, de svævede ikke, de sidste blade var faldet, det blæste og regnede ligesom i dag.

Da jeg for lidt siden lukkede gadedøren efter mig og gik ned ad den mørke vej, fik jeg øje på gløden af en cigaret inde mellem træerne. Naboen stod og røg ved hjørnet af sit hus inde under tagskægget. Han hostede. Tobakshoste, tænkte jeg. Som prøver at grave sig ned i hans bryst. Godmorgen, mumlede jeg. Selv om jeg aldrig har talt med ham, og jeg hørte ikke om han svarede. Der er ingen andre på gaden endnu. Gadelygterne flakser i vandpytternes sorte spejle, det eneste sted der ellers er lys er i bagerens bagbutik. Og inde under vandet i rendestenen kan jeg høre mine egne strømmende skridt.

Jeg har været oppe siden halv seks. Værelset var koldt, mørket stod uden for vinduet som en sæk kul, og der var ikke en lyd i huset, kun regnen der slog mod taget. Uden at spise tog jeg min dyne om mig og satte mig over til chatollet, de sorte ruder stod bag mig, de strakte sig helt over til knoerne på min hånd, og den rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde på fyldepennen da jeg skulle skrive Bjørns navn. Fire konsonanter, en enkelt vokal, fem skrøbelige bogstaver der følte sig frem på stankelbensstylter hen over papiret.

I hele den uge der er gået, har jeg været inde i en boble. Alene med mine tomme håndflader, alene med mit raseri og min stive, fortvivlede mund, som er inde under mit smil. Og uden for boblen var undervisningstimerne og lærerne, som hver dag sad ved katederet og talte, eller stod ved tavlen og skrev, som om vi alle sammen var lavet af ord. Uden for boblen var frikvartererne og alle de andre i klassen, som snakkede og pjattede og grinede. Uden for boblen var sangkoret tirsdag aften, den frivillige gymnastik om onsdagen, foredragsforeningen i fredags, og den fælles morgenmad med Adda og Lotte, når vi mødes hver anden morgen til ekstra hovedregning inden timerne begynder. Og uden for boblen, allerlængst væk var Bjørn. Som havde skrevet, at han var i fuld gang med at forberede sin rejse, og at han havde købt teaterbilletter til jeg skulle komme, og at det også regnede i København.

Teaterbilletter?

Dem kan han godt smide i skraldespanden, og nu da jeg står her under gadelygten foran postkassen og har fisket brevet frem, er regnen holdt op. Jeg ser på navnet og adressen på den hvide konvolut, jeg ser lige igennem konvolutten, jeg ser lige ind på de tre små sætninger, som har været inde i mig og er blevet mere og mere tydelige siden forrige søndag, da jeg stod og kiggede langt efter bagenden af rutebilen. Tre små splintrende sætninger, som jeg er nødt til at skulle have sagt, og som jeg nu kommer af med:

Jeg ved jeg har lovet at vente.

Men jeg har fortrudt.

Skriv ikke til mig.

Og resten af den historie er, at jeg slipper brevet og hører det lille bump. Den uigenkaldelige lyd mod bunden af postkassen buldrer mod mit øre som et tordenskrald. Og så vender jeg mig om og løber, det er ved at blive lyst, mine gummistøvler blæser af sted foran mig gennem vandpytterne.

TextSelfie...ved at finde sig selv citeret i en andens gamle sager (vist Janus Kodal)

Tårnværelset Oplæsninger

10. maj 2012

Det ultimative mod er ikke at vælte en rockers glas øl, men at være rocker selv og så tage sit strikketøj frem nede i klubhuset og så strikke videre på det, man nu synes.
- Knud Steffen

mandag den 21. september 2015

da lynet ramte

lørdag den 19. september 2015

Livet på landet

torsdag den 17. september 2015

Fredagens forfatter: Thøger Jensen

Fredagsdigtet 18092015

Thøger Jensen

18. september 2015

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Thøger Jensen.

Hende blev jeg heller ikke gift med

Måske var hunde dummere dengang, jeg ved det ikke, men da jeg var dreng, havde vi en hund, ja, vi havde naturligvis flere hunde op gennem min barndom, men der var især en af dem, der ikke var for kvik, en gordon setter, den hed Sorø og var opkaldt efter min mors fødeby ovre på Sjælland. Hunden snappede efter dækkene på de biler, der kørte forbi vores hus. Hunde med den adfærd lever livet farligt. Det var en grusvej, og fordi den var blind og endte nede ved sportspladsen, var vejen derfor stort set kun trafikeret i sommerhalvåret. Så lå Sorø i indkørslen, dasende i solen og sløvet af varmen, men dyret var alligevel altid klar til en spurt og et godt snap. Hver gang en bil kørte forbi og sendte en støvsky ind mod vores hus, startede en kædereaktion: Hunden der gøede, bilen der dyttede, min far der råbte efter hunden, min mor der råbte og skreg efter bilen (hun havde lige pudset vinduer), og vi børn der råbte og skreg af frygt for at Sorø skulle blive kørt over — og bagefter jublede, når den ikke blev det: Sorø, for satan, du er ikke rigtig klog!Tiden gik langsomt, men årene gik hurtigt, og pludselig havde jeg overlevet hunden og var blevet gammel nok til både at tage kørekort og spille på seniorholdet. Det år rykkede vi op i serie 4, og at spille på det hold var naturligvis forbundet med høj status i lokalsamfundet, så jeg begyndte at få kærester. Mine medspillere på holdet blev gift og stiftede familie. Det var det man gjorde, der hvor jeg kommer fra, man tog sig en håndværkeruddannelse, man købte sig en bil, og man stiftede familie. Selv lykkedes det mig lige akkurat at tage en Hf-eksamen. Der gik et par år mere, jeg havde stadig hverken fået mig en uddannelse eller en kone, ikke engang en bil, men jeg lånte mine forældres og fik et job på en fabrik inde i Aalborg. Fodboldklubben klarede sig fint i serie 4, et år var vi endda tæt på videre oprykning, og pludselig fik jeg en kæreste med fremtid i, Karin fra Sønderholm. Hun var i lære som økonoma oppe på plejehjemmet og var godt nok sød. Egentlig havde jeg haft kig på hende i et stykke tid, men hun havde ikke været ledig før nu. Forældrene havde en gård ude i bakkerne, der var en lang og snoet grusvej derud. De havde fire børn foruden Karin og en hund, der var mindst lige så dum som Sorø havde været, men Karin var alligevel lige så glad for den, som hun var for mig, sagde hun. Når jeg havde besøgt hende eller kørt hende hjem fra et eller andet vi havde været til, løb hunden altid efter mig, når jeg kørte tilbage ad markvejen. Galpende blev den ved med at halse efter bilen, mens den snappede efter dækkene. Det blev man virkelig træt af, den forbandede snappen og galpen, og en dag hvor jeg kørte lidt for langsomt ud fra gårdspladsen med Karin vinkede til mig i bakspejlet, lykkedes det hunden at kommet helt op på siden af bilen. Velsagtens for at give køteren en lærestreg lavede jeg kækt et par hurtige vrid med rattet, venstre, højre, og dermed sluttede den historie med et lille bump og en bule i min fars bil.

Thøger Jens

readymade tekst/ læserbrev

onsdag den 16. september 2015

H C A i vandet i Odense

søndag den 13. september 2015

Henriks Sommerfuglesamling plus lidt biller mm

Henrik//familiegravsted//12.9.året efter begravelsen

fredag den 11. september 2015

fredagens gæst: Dea Sofie Kudsk

Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæstepoeten Dea Sofie Kudsk.

PALADS

En guldseng en guldfugl i et guldbur i kongernes kuppel paladsets hjerte står som det eneste intakt efter krigen de lukkede parken paladset forfaldt og de satte ild til tapeterne borede tusinde huller klar til at sprænge paladset i luften og det var endnu en ting de heldigvis ikke nåede siger man til hinanden man ser påfuglehannerne sidde udenfor gå i skyggen søjlegangens skygge rækker ud over søen svaner sejler på søen de blå duer sejler omkring er tæt på dit hoved den bikube uden dronning forestiller du dig det mytologiske den historie man vil være en del af den genfødsel som helt som de store som symbol det ønske du hvisker til guldfuglen mens du ligger på ryggen på en guldseng

torsdag den 10. september 2015

Et fint æble

Mange af Fredagsgæstdigterne stiller op i det fineste puds, Her Cecilie. I morgen: Dea Kudsk. www.denfri.dk

De fem Halder (lån fra Peter Q Rannes)

ONSDAG DEN 9. SEPTEMBER 2015

De fem Halder - og St. St. Blicher - revisited

Forfatteren St. St. Blicher (1782-1842) skriver i begyndelsen af den lange novelle "Jøderne paa Hald" (1828): "Den nuværende Gaard af dette Navn er den fjerde, som har været opbygget paa et Jordsmon af nogle Tusinde Alens Omkreds." Den "nuværende Gaard" på Blichers tid var det nuværende Hald, Schinkels Hald fra 1789, som længe har været regnet som "Det femte Hald".

Blicher remser sine fire Hald'er op sådan:

"Den allerældste Borg, hvis Tomt endnu hedder Gammelhald, laae paa en fordum omflydt Høj i den sydvestlige Ende af Søen.
"Han [Niels Bugge] skal have nedrevet Gammelhald, og af dets Ruiner opbygget det andet,siden saakaldte Hald Slot, ligeledes paa en Banke i Søen; men længere mod Nord"
"Denne [Gregers Daa] bygte det tredie Hald, paa en skjøntbeliggende Banke, midt imellem begge de ældre."
Ogsaa dette er nedrevet, og det Fjerde og Sidste oprejst, noget længere tilbage fra Søen, for omtrent halvtredsindstyve Aar siden.

Det har i mange år været almindelig skolelærdom, at der er fem Hald'er (se også her:http://defemhalder.blogspot.dk/p/5-x-hald.html) og at Blicher glemte ét Hald, nemlig det første, som han "bare" - men i overensstemmelse med folkeviddet - kalder "Kongens Skanse".

Nu har museumsinspektør ved Viborg Museum i forlængelse af de udgravninger han og Viborg Museum foretog på det såkaldte Niels Bugges Hald (Hald II) og på det første Hald, Brattingsborg, (Hald I) i 2015 mere eller mindre givet St. St. Blicher - og folkeviddet - ret i sammentælllingen af Hald'erne.

I en stort opsat engelsksproget artikel i bogen Castles at war (Foreningen Magt, Borg og Landskab, 2015) redegøre Jesper Hjermind for de fund, antagelser og konklusioner, som bl.a. udgravningerne i Hald-området i 2015 bragte med sig.

Her er konklusionerne fra artiklen i Jesper Hjerninds egne, danske ord:

Det næsten runde voldsted Gammel Hald - Hald II - er formodentlig ældst, og er et ganske stort voldsted, der sandsynligvis aldrig bygges færdigt. Ved arkæologiske undersøgelser i 1908 og i de sidste to år er der kun fundet beskedne spor af bygninger og aktivitet. Der er fundet en enkelt mønt fra Erik Klippings tid, så en mulig datering til 1200-tallet virker ikke urimelig. En mulig bygherre kunne være familien Eberstein, en greveslægt og blandt det absolutte toparistokrati i Danmark, som i 1200-årene nok har kunnet ønske sig en repræsentativ borg tæt på Viborg, og som vi ved ejede Hald.

Borgen ude i Hald sø kaldes Hald Slot eller Hald III. Den ældste borg opføres og bebos af ridderen Niels Bugge og nogle af han efterkommere. Niels Bugge er i stadig centrum af de mange stridigheder under kong Valdemar Atterdag (1340-1375) og bliver slået ihjel i Middelfart 1358, højst sandsynligt efter ordre fra kongen. Historikeren Anders Bøgh karakteriserer ham som: ”… en af 1300-tallets absolut rigeste, berømteste og mest betydningsfulde mænd”.

I 1393 skænkes Hald Slot til Viborgs biskop af dronning Margrethe I (1387-1412), mod at den nedrives og byggematerialerne benyttes ved Viborg Domkirke, formodentligt til bygningen af Vore Frue Kapel på Domkirkens sydside. 30 år senere sikres borgøen med en række egepæle under biskop Lave Glob i 1423. Det skete i forbindelse med udbygningen af en eller anden form for biskops residens der ikke nødvendigvis var befæstet.

Det Hald Slot eller Hald ruin som vi kan se rester af i dag - opføres af den sidste katolske biskop i Viborg Jørgen Friis i 1528. Hald Slot er på det tidspunkt en topmoderne forsvarsborg med tykke volde og et stort rund kanonrondel - tårn. Jørgen Friis var den ene af de to centrale aktører i reformationsbegivenhederne i 1520'erne. Begivenhederne medførte at Viborg, med reformatoren Hans Tausen i spidsen, allerede i 1529 fik kongens tilladelse til at nedrive de 12 sognekirkerne og indrette de to tiggermunkeklostre til protestantiske kirker.

Brattingsborg eller Valdemars Skanse (Hald I) er tolket som et belejringsanlæg på grund af voldstedets placering, størrelse og udformning. Valdemars Skanse har rummet en stor kastemaskine – en blide - så Kong Valdemars Atterdag (1340 – 1375) folk kunne overvåge adgangen til og således belejre Niels Bugges borg - Hald Slot.