Palmer og Jan Han Il Nam har delt Pablo Llambías' opslag.
Mette Høeg har i sit debatindlæg i denne uges Weekendavisen ret til at mene, hvad hun mener. Personligt mener jeg, at værkerne af de forfattere, hun nævner, er ...gode værker, uden at jeg dog af den grund mener, det er de eneste gode værker, der skrives i disse år, hvad enten de er skrevet af mandlige eller kvindelige forfattere, og uanset hvilke tematikker de arbejder med.
Jeg vil gerne supplere med nogle faktuelle oplysninger, der angår Forfatterskolen. Mette Høeg nævner, at der er optaget 18 mænd og 33 kvinder siden 2008. For en god ordens skyld har jeg tjekket tallene, og de stemmer næsten: 20 mænd og 33 kvinder. På Forfatterskolen kvoterer vi ikke i optagelsen, således at forstå vi ikke ser på kønsfordelingen og ej eller på fordelingen af genrer, alder eller andet, som man kunne tænkes at kvotere efter. Kønsfordelingen blandt ansøgerne fordeler sig i disse år på 60% kvinder og 40% mænd, hvilket vist ikke adskiller sig synderligt meget fra fordelingen blandt ansøgerne til adskillige andre højere uddannelser i øvrigt, men heller ikke dette tager vi hensyn til. Vi vælger udelukkende efter litterær kvalitet, og så må se, hvor vi lander henne. Illustrerende kan jeg eksempelvis oplyse, at vi i 2007 optog fem mænd og én kvinde. I 2011 derimod syv kvinder og én mand, hvilket jeg ikke vil mene, er en tendens. Det var sådan, den kvalitative fordeling faldt ud: De optagne i både 2007 og 2011 var efter vores overbevisning de ansøgere, der havde indsendt de bedste tekster. Og sådan vil vi fortsætte.
Det er en udbredt opfattelse, at man på Forfatterskolen lærer at skrive på en bestemt måde. Denne antagelse går også igen i denne tekst, hvor Høeg uden at kende til det konkrete arbejde på skolen påstår, at man lærer at beherske en bestemt sprogbrug. Det er ikke sandt. Forfatterskolen tilstræber ikke brugen af et særligt sprog, men søger at gøre den enkelte studerende bevidst om eget sprog, eget talent, eget særpræg, egne interesser udi stof, emner, form med videre. Målet er med andre ord ikke konformitet og tilpasning, hvad enten tilpasningen retter sig mod samfundets, litteraturens eller eventuelt skolens idealer. De studerendes egne litterære, stoflige, formmæssige idealer er i centrum, ikke alle mulige andres. Således presses den studerende ikke ind i på forhånd givne skabeloner, hvad enten disse er stofmæssige, formmæssige med videre. Målet er originalitet på den studerendes præmisser, og denne kan gå i alle mulige retninger. Det er således ikke Forfatterskolen, der på nogen måde bestemmer, hvad den studerende skriver om, og hvordan denne gør det. Målet er litterær kvalitet på alle planer, og dér mener vi, at skolen møder den studerendes egne interesser.
Receptionen af de nævnte forfatteres bøger mistænkeliggøres i artiklen, hvilket jeg ikke skal komme ind på, eftersom jeg ikke kan tage ansvar for denne. Men i stedet for at se receptionen som et udtryk for "frygt for feministerne", "politisk korrekthed" og "mangel på kritisk stillingtagen" kunne den også skyldes interesse. Jeg mener, man har ret til at mene, at de pågældende forfatteres værker er uinteressante, men at andre finder dem interessante behøver ikke skyldes angst, politisk uenighed eller fejhed. De nævnte værker er i øvrigt temmelig forskellige på alle planer, og det er lige så forsimplende at nævnte dem alle under ét, som det er at samle receptionen under ét. Disse forsimplinger vanskeliggør diskussionen, og en mere konkret læsning af enkeltværkerne og i øvrigt også af de mange andre gode og igen helt anderledes samtidige værker end de nævnte ville nuancere både kritik og debat.
I den forbindelse kan jeg nævne, at når kritikere stiller op med den sædvanlige kritik af Forfatterskolen som værende ensrettende, stimulerende til form frem for stof, plejer jeg at foreslå, at vi kigger på værkerne. Hvilke værker bygger kritikken på, og hvilke værker er udeladt for at få kritikken til at gå op? Hvis man kigger på det samlede billede af, hvad der rent faktisk er udgivet af tidligere studerende fra Forfatterskolen, er billedet langt mere nuanceret end det hævdes. Det gælder også hér. Men allerede de i artiklen nævnte værker er meget forskellige og arbejder på vidt forskellige måder og med vidt forskellige temaer.
Jeg undrer mig over, at Mette Høeg nævner, at et væld af unge piger i disse år søger optagelse på Forfatterskolen. Hvordan kan hun have kendskab til, hvem der søger ind på Forfatterskolen? I år har skolen modtaget 439 ansøgninger. Vi har som sagt noteret os kønsfordelingen, men vi har ikke undersøgt aldersfordelingen, idet vi ikke går op i, hvilken alder ansøgerne har. Vi går ikke op i køn, alder, forudgående uddannelse, genre. Det eneste, vi går op i, er litterær kvalitet. Jeg undrer mig over, hvor Mette Høeg har den påståede viden fra, eftersom vi ikke engang selv har den. Aldersfordelingen blandt ansøgerne er meget bred, det samme er aldersfordelingen blandt de optagne, der typisk går fra 20 til 40. Der har tidligere været optagne på helt ned til 17 år og helt op til 64.
Jeg anerkender, at Mette Høeg ikke interesserer sig for de temaer, hun anfører, de nævnte forfattere interesserer sig for. Det er imidlertid ikke Forfatterskolen, der bestemmer, hvad de studerende interesserer sig for. Det er heller ikke Forfatterskolen, der bestemmer, hvad litterater, kritikere, medier interesserer sig for, ligesom det ikke er Forfatterskolen, der bestemmer, hvad Mette Høeg interesser sig for. Jeg anser det personligt ikke som et problem, hvad de studerende interesserer sig for. Jeg anser det heller ikke som et problem, hvordan de interesser sig for det. Litteraturen bevæger sig ad mange veje. Forfatterskolen tilstræber ikke konformitet, hvad enten det er efter "politisk korrekte" eller "politisk ukorrekte" normer. Den tilstræber heller ikke konformitet efter "mandlige" eller "kvindelige" interesser (problematiske kategorier), eller efter litterært "gangbare" måder at skrive på. Vi får masser af ansøgninger med tekster, der synes at skrive af efter andre idealer end deres egne, men uanset hvad idealerne er, kan man mærke, når en tekst skriver falsk. Et eller andet sted skal teksten have integritet og arbejde på sine egne præmisser, med sit eget formsprog og sit eget stof. Og det synes jeg, at alle de nævnte værker gør. Så kan man være enig eller uenig i, om deres form- og stofinteresser er vedkommende eller ej. Det anerkender jeg. Men litterært er det stadig interessante værker. Den skelnen vil jeg fastholde.
Det er en udbredt opfattelse, at man på Forfatterskolen lærer at skrive på en bestemt måde. Denne antagelse går også igen i denne tekst, hvor Høeg uden at kende til det konkrete arbejde på skolen påstår, at man lærer at beherske en bestemt sprogbrug. Det er ikke sandt. Forfatterskolen tilstræber ikke brugen af et særligt sprog, men søger at gøre den enkelte studerende bevidst om eget sprog, eget talent, eget særpræg, egne interesser udi stof, emner, form med videre. Målet er med andre ord ikke konformitet og tilpasning, hvad enten tilpasningen retter sig mod samfundets, litteraturens eller eventuelt skolens idealer. De studerendes egne litterære, stoflige, formmæssige idealer er i centrum, ikke alle mulige andres. Således presses den studerende ikke ind i på forhånd givne skabeloner, hvad enten disse er stofmæssige, formmæssige med videre. Målet er originalitet på den studerendes præmisser, og denne kan gå i alle mulige retninger. Det er således ikke Forfatterskolen, der på nogen måde bestemmer, hvad den studerende skriver om, og hvordan denne gør det. Målet er litterær kvalitet på alle planer, og dér mener vi, at skolen møder den studerendes egne interesser.
Receptionen af de nævnte forfatteres bøger mistænkeliggøres i artiklen, hvilket jeg ikke skal komme ind på, eftersom jeg ikke kan tage ansvar for denne. Men i stedet for at se receptionen som et udtryk for "frygt for feministerne", "politisk korrekthed" og "mangel på kritisk stillingtagen" kunne den også skyldes interesse. Jeg mener, man har ret til at mene, at de pågældende forfatteres værker er uinteressante, men at andre finder dem interessante behøver ikke skyldes angst, politisk uenighed eller fejhed. De nævnte værker er i øvrigt temmelig forskellige på alle planer, og det er lige så forsimplende at nævnte dem alle under ét, som det er at samle receptionen under ét. Disse forsimplinger vanskeliggør diskussionen, og en mere konkret læsning af enkeltværkerne og i øvrigt også af de mange andre gode og igen helt anderledes samtidige værker end de nævnte ville nuancere både kritik og debat.
I den forbindelse kan jeg nævne, at når kritikere stiller op med den sædvanlige kritik af Forfatterskolen som værende ensrettende, stimulerende til form frem for stof, plejer jeg at foreslå, at vi kigger på værkerne. Hvilke værker bygger kritikken på, og hvilke værker er udeladt for at få kritikken til at gå op? Hvis man kigger på det samlede billede af, hvad der rent faktisk er udgivet af tidligere studerende fra Forfatterskolen, er billedet langt mere nuanceret end det hævdes. Det gælder også hér. Men allerede de i artiklen nævnte værker er meget forskellige og arbejder på vidt forskellige måder og med vidt forskellige temaer.
Jeg undrer mig over, at Mette Høeg nævner, at et væld af unge piger i disse år søger optagelse på Forfatterskolen. Hvordan kan hun have kendskab til, hvem der søger ind på Forfatterskolen? I år har skolen modtaget 439 ansøgninger. Vi har som sagt noteret os kønsfordelingen, men vi har ikke undersøgt aldersfordelingen, idet vi ikke går op i, hvilken alder ansøgerne har. Vi går ikke op i køn, alder, forudgående uddannelse, genre. Det eneste, vi går op i, er litterær kvalitet. Jeg undrer mig over, hvor Mette Høeg har den påståede viden fra, eftersom vi ikke engang selv har den. Aldersfordelingen blandt ansøgerne er meget bred, det samme er aldersfordelingen blandt de optagne, der typisk går fra 20 til 40. Der har tidligere været optagne på helt ned til 17 år og helt op til 64.
Jeg anerkender, at Mette Høeg ikke interesserer sig for de temaer, hun anfører, de nævnte forfattere interesserer sig for. Det er imidlertid ikke Forfatterskolen, der bestemmer, hvad de studerende interesserer sig for. Det er heller ikke Forfatterskolen, der bestemmer, hvad litterater, kritikere, medier interesserer sig for, ligesom det ikke er Forfatterskolen, der bestemmer, hvad Mette Høeg interesser sig for. Jeg anser det personligt ikke som et problem, hvad de studerende interesserer sig for. Jeg anser det heller ikke som et problem, hvordan de interesser sig for det. Litteraturen bevæger sig ad mange veje. Forfatterskolen tilstræber ikke konformitet, hvad enten det er efter "politisk korrekte" eller "politisk ukorrekte" normer. Den tilstræber heller ikke konformitet efter "mandlige" eller "kvindelige" interesser (problematiske kategorier), eller efter litterært "gangbare" måder at skrive på. Vi får masser af ansøgninger med tekster, der synes at skrive af efter andre idealer end deres egne, men uanset hvad idealerne er, kan man mærke, når en tekst skriver falsk. Et eller andet sted skal teksten have integritet og arbejde på sine egne præmisser, med sit eget formsprog og sit eget stof. Og det synes jeg, at alle de nævnte værker gør. Så kan man være enig eller uenig i, om deres form- og stofinteresser er vedkommende eller ej. Det anerkender jeg. Men litterært er det stadig interessante værker. Den skelnen vil jeg fastholde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar