i begyn­del­sen, nej, da var det alle­rede for sent
sam­men­lagt kaldte man det et  legeme
vis-á-vis var vi hin­an­dens genskin, hvori let­sind og bekym­ring flød sam­men med vores.
Alt var det nære, luft, sky, him­mel, uan­set hvor de var, direkte i natu­ren, når den var åben fx

Netop med det træ, der bare som en tøs, som i trods, som en flo­tille, så strunk. Jeg snakker

med dig lige nu. Ja, med dig,  der kik­ker med over skuldrene.


Bort set fra at koor­di­na­terne alle peger væk, for er ikke huden fjer­net i tan­ken og skal igen ved tan­ken tilbageføres
ser kun fil­men til ende by proxy, by stedfortræder,

uden­for, uden brug af cel­louid, Den må klare sig selv.

Tav­len læste hvad du læste. sådan som bøgerne læste hin­an­den. Sådan så hun fil­men og ”hinanden”.
Låst inde i det drøm­me­løse sad hun ret op. Det er det;

den sær­lige måde to ben låser flug­ten, selv når de står stille. Stod.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.