…..fra det øjeblik hjer­te­puls­ryt­men, som næsten er i jam­ber, dog med let bitryk 
ændres, gående fra natu­rens nur­sery rhy­mes, moder­dy­rets vug­gen, der er ren 
hjer­tejam­bisk helt frem til for­dri­vel­sen fra det let pum­pende puls­rum, ja så opstår 
fri­gø­rel­sen i dak­ty­ler, hvis det er det eller i afar­ter af andre brudte ryt­mer. Det er 
fri­gø­rel­sen, reel og metrisk fra foster­van­det. Det er væk, under­læg­gel­sen, til nu 
kan jeg rig­tig nok selv. Jeg vil stå op til sid­ste mand, alt det der pis, som bety­der at
jeg bemær­ker, at hver gang at luf­ten ikke er 37 gra­der, eller bade­van­dets kro­p­s
 varme tem­pe­ra­tur sæn­ker sig, så opda­ger jeg min krop som noget, der fin­des og
trues, da var­men for­la­der van­det og luf­ten, og som skal testes for hva­dsom­helst, at 
olien, reg­nin­gen, sti­ger og jeg føler mig udsat og ikke hjemme på kon­to­ret og i
denne ver­den. Der­for min vrede, val­get er ikke læn­gere binært væl­gen mel­lem 
flugt eller adre­nal­insk kamp, men jeg har fået øjne og kan udskyde vre­den, ver­
den, tænke i konjunk­tiv, at hvis jeg nu dik­ker den indbildte/indbildske land­be­tjent 
på hagen, selen var vel ikke spændt, så jeg vel næppe slippe ud af klem­men uden.
Hypo­te­tisk, det er dit navn. Og Moder­lil, syng for mig.
Jeg har pis­seondt i maven. Nav­net vil på en måde både være flugt og kamp. Men forskudt. Nar­ag­tig, for fri­sten har jo netop en sid­ste dato, og du var bun­det i tids­rum­met frem til det. Velan du fore­ta­ger dig dine ting. Men hold da kæft, hvor det luk­ker sig om dig.
The fol­lowing two tabs change con­tent below.