Tjele d.20 marts
Kære A.
Tror du måske ikke, jeg har haft mit at tumle med. Det værste er at se hugorme, (som ikke er der?). Men så folde sine hænder og sige tak til gud, for at han beskyttede mig.  Og husker, at min morfar dengang
 sagde, det var godt. Han mente smukt. Jeg mener, jeg snød. Jeg mente. Men det havde raslet så voldsomt inde mellem buskene.  Og havde Eva, moderdyret, ikke snakket højt om den træske slange. Jeg var vant til det. Og jeg havde igen og igen snakket med hønsene, altid om morgenen, inden mormor var stået op. Og hanen havde sat sig op oven på en høne. Fordi den vil banke hønen. Men jeg ku ikke komme igennem tråden og hjælpe den stakkels høne, så jeg måtte bruge sten, som jeg smed ind gennem trådnettet. Og sådan kan man jo osse tale- med at smide noget efter nogen. I hvert fald hvis det er dyr. Men ikke hårdt.
Jeg ytrede mig med hænderne. Det er sværere med dyr i vand. Dyr på land er til at forholde sig til. Men godt nok altid, altid den samme historie.
 




Som om Dyret ku snakke- eller var det mig selv:

-”I sidder fast i ”jeg””.
Jeg forstod ikke en smule.

-Du er højst en katalysator for noget. Og så i øvrigt:
Det er netop symptomatisk: alle dine sætninger starter med ”jeg”.

 Prøv så i det mindste med et ”vi”.
Når du trækker vejret, er det ikke en viljesakt.  

Jeg blev en smule træt. Og hvis jeg så ”vælger” at hjælpe nogen, så er det vel bare et
tegn på, at jeg ikke er besat. At jeg egoist vil redde egen røv. Og på den måde heller ikke noget med frit valg og vilje.
-Det der  visner, visner.
 -Og så længe I ikke har styr på jeres eget psykiske liv, så kør stille frem.
Jeg følte mig som en skoledreng.
 
Cirka sådan, A. Jeg sender det nu. Kh Clemens