Kaptajnsblad

Kaptajns-note

Jeg starter med at citere migselv fra forleden.

Jeg mindes kadetballet på officersskolen 32. Ritmester Wanns smukke datter trak i mit sind. Alt på mig ville bare hende, åh at byde hende op, så føje muligheden forelå.
Velkomsttale og indmarschen var overstået, og så var øjeblikket der.

 

 Jeg rankede mig, havde rettet overskægget til, symmetrisk som var det havekunst.
Jeg inklinerede, og hun sagde nej. Jeg retirerede som under et slag, og skammen ved afslaget gjorde mig ilde. Frygteligt.  (lykken og nydelsen havde fulgtes ad og skiltes sammen).

Nu hvor jeg genkalder mig det hele, sceneriet, det mangeuhyrede blik i salen, ja så skammer jeg mig igen over refusionen.
Jeg kunne jo ikke bede om nogen satisfaktion. Det var jo ikke to krigere i duel.
Men ved at genfortælle sorgfuldheden, risikerer jeg skamfuldheden på ny og på ny måde, ligesom at rive et sår op langs hele sårranden, jeg risikerer naturligvis ikke et nyt nej og refusion, men jeg risikerer min kaptajnsære. Ved at bringe til offentligheden. Men selv uden offentlighed ville jeg -og det gør jeg-tænker skamfuldt på det. Kendte endda den lille risiko. Men jeg måtte træde over grænsen og så måske tabe migselv.

Er ved at læse Dr Glas- det er fanme en roman. Hold nu op. Fatal-linjen, i tråd med en langsom skridende stille-plotlinje, men ved siden løber en dynamisk refleksionslinje med referencer til vores fælles historie, dvs interhistorisk, intertekstuelt, men mere intratekstuel ved at referere til eget-universet, selvreferentielt som det der danner det væsentlige plotspor (plot i betydningen tidens fremadskriden i sine tidslige markører  der lægger sig som når man gør sine rutiner, flytter fødderne, børster støv af hatten)...og uden at få anden vægt end netop dette drivende fra en udsigelse, den markerede krops forlængelse.