man det der har
været/man spejlvender og spejlvender og spejlvender, da intet tilføres som ikke
var/ ku man sige: passe sig selv og det gav mening/ku man sige: ikke passe sig
og det gav mening/Nei for det var ophør og stop/selv det ord uden sin chikane
og grænse/ hvis det
Skriv ja ja, hvis du er til
det.
men afviger du og den
slags,
så sæt kryds,
hvis det er det.
Er du undtagelse, så er
Det det.
kære Knud
SvarSletdet lyder som en større rummelighed. er det tilsigtet?
kh mette
ja,Mette, i den grad. Når jeg lever min skepsis helt ud så ser jeg idealt set, at vi på bundlinjen lever i og f reflekser som et dyr, der har muligheden for et par reflekser: overlevelse i enten flugt eller kamp. Hvis jeg skal være rigtigt enøjet, så er alle udledninger i form kausalitet og systembygninger og kategoriseringer kun og netop kun projiceringer. Vi har så qua sprog fx mulighed for at differentiere overlevelsen i ordrækker af mulighedsscenarier, der mere eller mindre alle grunder sig på reflekser, vi har sprogliggjort og gjort til selvstændige tankebygninger. Det er selvfølgelig grove løjer. Og der er naturligvis tusindvis af mellempositioner, der bør opbløde alt dette, da der i skepsissen er andet. Og det kunne jeg godt tænke mig at uddybe senere.
SvarSletJeg har et eksempel fra i dag, hvor jeg skulle sende et digt til Københavns internationale Poesifestival til brug i nogle flyers. Det vil jeg sende nu og sætte ind her, og så sige at det er et eksempel på at fx vores sprogliggørelse fx systembyggeri står på løs grund. Altså jeg er kastet ind i et sprog, der er der forlods. Verden er sprogliggjort. Verden er et system, der er opbygget på sin vis uden mandat. Men i praksis, pragmatisk, virker skidtet.
Vi kan tale sammen. Men ikke mere end at kommunikationen går i smadder igen og igen. Vi kan bruge politiske systemer, men kun tilsyneladende. Det er jo ikke et korpus der er faldet ned fra himlen. Det er et raffineret sytem af kæmp eller flygt.
Digtet kommer her, og du har måske set det på bloggen fornylig:
Legen
er dødelig alvorlig, Og navnløs.
Og sådan er det. Men fulde af de navne vi klistrer
på
og hid og did
og sangen er ikke et spørgsmål nu
så tæt på den knogle (syrinx/red.) hvor fugle-
stemme, så noget
kan komme
til og fødderne har løftet
sig Det
ved jeg ikke noget om.
Det der skal til
er forlods påhæftet, sidder allerede ved
svingknoglen (Passer Passer domesticus).
Men den kan jo ikke i sig selv frembringe de lyde.
Jeg sætter lablen på alligevel.
Det kunne være en beskrivelse af
det øjeblik
hvor vi siges
ligesom måske et skib, der skal opkaldes.